Europæiske forskere har lavet en stor undersøgelse af, hvordan køn, alder, nationalitet og vægt har betydning for regulering af appetitten gennem fire appetitregulerende hormoner.
Koblingen mellem indtag af mad og overvægt er ret ligetil: Spiser man mere, end man forbrænder, tager man på.
I en verden, hvor flere og flere bliver svært overvægtige med alt, hvad dertil hører af risiko for forskellige sygdomme fra diabetes til kræft, gør det forskere meget interesserede i at forstå de mekanismer, som får hænderne til hele tiden at proppe mad i munden – også når behovet ikke er der mere.
Derfor gik en række europæiske forskere sammen i et stort EU-finansieret samarbejde, der havde til formål at slå fast, hvordan appetit reguleres blandt personer på tværs af alder, køn, nationalitet og vægt.
Forskningen undersøgte blandt andet, hvordan en lang række faktorer har indflydelse på niveauerne af appetitregulerende hormoner i kroppen.
"Emnet er ekstremt vigtigt at få belyst, hvis vi ønsker at få større indsigt i, hvad der sker i kroppen, når folk spiser for meget og bliver overvægtige. Kender vi til kroppens mekanismer, kan vi også bedre udvikle medicinske behandlinger mod svær overvægt, og det vil kunne reducere mange menneskers risiko for at udvikle forskellige sygdomme, der er relateret til at være overvægtig. Det var det, som det her forskningsprojekt handlede om," fortæller professor Jens Juul Holst fra Biomedicinsk Institut ved Københavns Universitet.
Forskningen er offentliggjort i Nutrients.
Fire hormoner kontrollerer sultfølelsen
Regulering af appetit og deraf risiko for fedme sker hovedsageligt via fire forskellige appetitregulerende hormoner.
Det drejer sig om GLP-1, PPY, leptin og ghrelin. De tre første sænker appetitten efter indtag af et måltid, mens ghrelin er det eneste kendte hormon, som øger appetitten.
GLP-1-systemet er målet for nogle former for diabetes- og fedmemedicin, herunder Novo Nordisks semaglutid, der er en GLP-1-receptoragonist.
PPY bliver udskilt i tarmen og øger mæthedsfornemmelsen.
Leptin er et fedtvævshormon, som også sænker appetitten. Nogle personer lider af sygdomme, hvor leptin ikke fungerer, som det skal, og disse personer kan ikke føle mæthed, men spiser konstant og bliver tilsvarende ekstremt overvægtige.
Lægemiddeludviklere har i mange år forsøgt at udvikle fedmemedicin målrettet leptin, men alle forsøg er indtil videre faldet til jorden.
391 forsøgspersoner deltog i stort studie
I det nye studie deltog 391 forsøgsdeltagere fra Skotland og Grækenland. Forsøgsdeltagerne blev på fire forskellige dage bedt om at indtage fire forskellige drikke, der indeholdt forskellige mængder protein og forskellige mængder kalorier i forhold til forsøgspersonernes behov.
Nogle af drikkene indeholdt, hvad der svarede til forsøgspersonernes normale energiomsætning, mens andre indeholdt 40 pct. mere energi, end forsøgsdeltagerne skulle bruge.
Forskerne undersøgte hver dag, hvordan de fire forskellige appetitregulerende hormoner ændrede sig ved indtag af de forskellige drikke, og hvordan det så ud mellem de forskellige grupper.
Forskerne bad også forsøgsdeltagerne om at fortælle, hvor mætte de følte sig efter de forskellige ”måltider”.
Forsøgsdeltagerne blev kategoriseret efter alder, køn, vægt og nationalitet for at finde ud af, om der var forskelle mellem grupperne.
"Det var et meget stort studie, der blev styret af et konsortium og med mange midler i ryggen. Derfor var der også store forventninger til de resultater, der ville komme ud af det," forklarer Jens Juul Holst.
Studie kom ikke med banebrydende resultater
Resultatet af det stort anlagte studie viste sig dog ikke at kunne indfri de store håb.
På hormonsiden fandt forskerne, at niveauerne af ghrelin i tarmen faldt efter indtag af et måltid. De undersøgelser stod de danske bidragydere til studiet for.
"Det var, som vi havde forventet, fordi ghrelin øger sultfølelsen, men det var desværre også det eneste konkluderende resultat," siger Jens Juul Holst.
Da forskerne kiggede på forskellene mellem de fire aldersgrupper, var det mest klare resultat, at de ældste forsøgsdeltagere havde mindre appetit, spiste mindre og havde generel større udskillelse af de appetitregulerende hormoner GLP-1 og PYY i tarmen.
De andre undersøgelser udmundede ikke i nævneværdige resultater.
"Studiet er meget deskriptivt og viser, hvad der foregår, uden at det kan forklare hvordan. Men det, som står tilbage, er, at tiltagende alder reducerer appetitten og øger udskillelsen af appetitregulerende hormoner i forbindelse med et måltid. Det kan være et klinisk problem, fordi ældre personer kan have vanskeligheder ved at spise nok, og det er usundt,« siger Jens Juul Holst.
Fedme koster samfundet dyrt
Jens Juul Holst fortæller, at der er et stort behov for at blive klogere på, hvordan forskellige faktorer spiller ind i risikoen for at blive overvægtig gennem et overindtag af mad.
Kigger man på overvægtsfordelingen i samfundet, ser det specielt slemt ud blandt midaldrende mænd, hvor mere end halvdelen er overvægtige.
Det er ifølge Jens Juul Holst et enormt problem, fordi overvægt og fedme er usundt for den enkelte og en enorm byrde for samfundet.
"At tale om den lykkelige fede er det rene vås. Der er så mange sygdomme forbundet med at være overvægtig, at det sætter samfundet under et enormt pres. Derfor er det også så interessant at finde ud af, hvordan appetitregulerende hormoner har betydning for risikoen for at blive overvægtig, og hvordan man måske kan manipulere de appetitregulerende hormoner, så det ikke sker," siger Jens Juul Holst.
Hormoner er genstand for intensiv forskning
Jens Juul Holst fortæller, at forskellige grupper af forskere og lægemiddeludviklere arbejder på at kunne regulere appetit og overvægt ved at manipulere med de fire nævnte hormoner.
Novo Nordisk arbejder med GLP-1-receptoragonister, og deres studier med semaglutid repræsenterer de bedste resultater, der er set inden for området indtil videre.
I Novo Nordisks kliniske studier har forsøgspersonerne gennemsnitligt tabt 18 pct. af deres kropsvægt inden for et år.
Den nyeste forskning omhandler også, hvordan fedmeoperationer udøver en vægtreducerende effekt.
Det er nærliggende at tro, at det blot skyldes, at personerne ikke kan proppe så meget mad i maven, men forskningsresultater peger på, at effekten formentlig er koblet til ændringer i niveauerne af de appetitregulerende hormoner i stedet.
"Lige nu prøver forskere at finde ud af, hvilket hormon der er det vigtigste, så vi kan målrette vores behandlinger til netop det. PYY er af tekniske årsager svært at lave lægemidler imod, og leptin kan ikke umiddelbart bruges, har tidligere forsøg vist. GLP1 har blandt andet Novo Nordisk stor succes med, og så er der ghrelin, som ser meget interessant ud. Kan vi modvirke ghrelins effekt ved hjælp af nogle antagonister, kan det også blive et meget interessant mål for fedmemedicin, fordi ghrelin også korrelerer bedst til den appetitregulerende effekt, som vi ser i hjernen," siger Jens Juul Holst.
