EN / DA
Kost og livsstil

Naturligt hormon kan få dig til at vælge salat fremfor slik

Det vakte opsigt, da forskere for få år siden viste, at menneskers søde tand i virkeligheden sidder i leveren, hvor hormonet FGF21 udskilles. Hormonet dæmper vores lyst til sukker og alkohol markant. For at udvikle den viden til medicin til sukkerhungrende overvægtige, er forskerne nødt til først at forstå, hvorfor evolutionen har udstyret os med et hormon, der dæmper lysten til sukkerholdige energikilder. Meget tyder på, at det skyldes et stort forbrug af gæret frugt og alkohol hos menneskets forfædre.

Det er en episk og særdeles velkendt kamp mellem det sunde og det søde. Mellem kagen og salaten. Og en kamp der i disse år i stigende grad vindes af kagen. Derfor har forskere søgt med lys og lygte efter svaret på, hvorfor vi vælger det usunde frem for det sunde. De fleste sultregulerende hormoner vi kender udskilles enten fra kirtler, fedtceller eller tarmsystem. Så fundet af, at leveren udskiller hormonet FGF21, der meget specifikt styrer vores lyst til sukker og alkohol, var forbavsende og lovende.

”Når vi forøger mængden af hormonet FGF21 hos mus halverer vi deres forbrug af sukker, og fjerner vi det helt, giver musene sig nærmest uhæmmet til at indtage sukker og alkohol. Vi tror derfor, at FGF21 evolutionært er opstået for at beskytte vores forfædre mod at indtage for store mængder gæret frugt og alkohol. Nu håber vi, at hormonet kan hjælpe nutidens mennesker i kampen mod overvægt og fedme, hvis vi kan udvikle det til et stof, der kan dæmpe lysten til sukker,” forklarer lektor Matthew P. Gillum fra Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research, Københavns Universitet.

Dobbelt så meget sukker, hvis genet mangler

Siden forskningen i 2016 fandt den bemærkelsesværdige funktion af hormonet FGF21, har der været udført et hav af undersøgelser for at forstå, hvordan hormonet virker og, ikke mindst, om man ser de samme effekter hos mennesker, som man så hos gnavere. Det er alle de resultater og den viden, som forskere nu har samlet i en review-artikel i Journal of Physiology.

”I 2016 blev det vist, at hormonet FGF21 hos mus selektivt hæmmer lyst til sukker og ikke mindst alkohol, der jo opstår ved gæring af sukkerholdige fødevarer som fx frugt. Til gengæld påvirker hormonet ikke deres lyst til at spise fedt, protein eller mere komplekse kulhydrater. Siden da har forskere vist den samme effekt hos mennesker og faktisk endnu mere markant ved indtagelse af alkohol.”

Genetiske undersøgelser har ovenikøbet afsløret, at menneskers slik- og alkoholforbrug varierer med ændringer i genet der koder for FGF21, hvilket altså tyder på, at menneskers tendens til at indtage sukker og fermenteret sukker kan forklares af en naturlig variation i mængden af FGF21, som det enkelte mennesker udskiller.

”Vi ved stadig ikke præcist, hvilke ændringer, der har hvilke effekter, men vi kan kunstigt reducere en sukkertrang hos mus – enten ved at sprøjte hormonet ind i blodbanen eller ved genetisk at overudtrykke genet for FGF21. Og hvis vi fjerner genet helt hos de her mus, så indtager de dobbelt så meget sukker og alkohol som normalt.”

Forsvar mod gæret frugt

Den seneste forskning sætter en tyk streg under, at en større forståelse af det hormonelle samspil i kroppen er helt afgørende for at løse det voksende problem i den vestlige verden som fedmeepidemien afstedkommer med det utal af følgesygdomme som type 2 diabetes, NASH, hjertekarsygdomme og kræft.

”Det store spørgsmål, som vi er nødt til at besvare for at løse problemet er, hvordan de her hormoner spiller sammen med hjernen. Hvordan er fx samspillet mellem de stærke signaler vi får fra vores smagsløg, når vi spiser sukker i forhold til hvordan hjernen i øvrigt opfanger, hvilken mad der giver energi og de nødvendige byggestene til kroppen, for det er jo helt oplagt her, at evolutionen spiller os et puds i at påvirke den mad vi indtager nu i forhold til hvad vores forfædre indtog dengang.”

En af forskernes teorier omkring FGF21s funktion tager da også udgangspunkt i, hvordan verden så ud engang. Meget tyder nemlig på, at leveren har en negativ feedbackmekanisme, så den et stykke tid efter indtagelse af sukker eller alkohol øger udskillelsen af FGF21.

”Vi tror, at FGF21 er kroppens forsøg på at beskytte mod de giftige effekter på leveren, der kunne opstå, hvis man fx indtager for store mængder af gæret frugt, hvilket har været en vigtig fødekilde for menneskets forfædre. Formentlig derfor reagerer menneskets lever på for stor indtagelse af sukker og alkohol ved at producere et hormon, der giver os mindre lyst til netop alkohol og sukker.”

Endnu er det for tidligt at sætte to streger under teorien, men forskerne er i fuld gang med at undersøge effekterne af hormonniveauerne hos mennesker. Derudover er planen at gentage de forsøg, der tidligere er foretaget på mus, men denne gang på aberne på Saint Kitts i Caribien. Netop de aber indtager naturligt alkohol.

”Det ultimative spørgsmål er selvfølgelig, hvorfor vi, trods dette hormon, der burde hæmme lysten til sukker, alligevel indtager så store mængder sukker. Skyldes det genetiske ændringer, der sænker udtrykket eller er det noget andet i samspillet mellem hormoner? Hvis vi lykkes med at finde de sammenhænge, kan vi formentlig også finde frem til en måde at påvirke balancen, så vi lære at modstå sukkerfristelserne og måske derved kan få lyst til sundere mad og undgå at blive overvægtige og udvikle fedtlever.”

Artiklen ”FGF21: an endocrine inhibitor of sugar and alcohol appetite” er udgivet i Journal of Physiology. Matthew P. Gillum er lektor på Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research, Københavns Universitet.

Matthew Paul Gillum
Associate professor
The Gillum Group characterizes hormones and metabolites generated via the gut, gut microbiota, and liver that govern host metabolism and appetite. We identify the receptors and cellular targets through which they exert their beneficial or detrimental effects with the goal of identifying novel therapeutic possibilities. The overarching hypothesis is that the liver, gut, and gut microbiome affects host metabolism through the production of key metabolites and hormones which enter the body to act on target proteins or receptors expressed in endocrine and metabolic organs of the host. The current challenge is to move beyond descriptive studies and identify the mechanism by which the liver, gut, and gut microbiota contribute to host metabolism, appetite and the development of metabolic disease. The Gillum Group characterizes identified metabolites generated via the gut microbiota, gut, and liver that affect host metabolism and appetite. We identify the receptors and cellular targets through which they exert their beneficial or detrimental effects. Identifying such metabolite receptor pairs may provide novel therapeutic possibilities by either targeting metabolite synthesis or developing receptor agonists/antagonists. We anticipate to find several unidentified microbial metabolites that could affect host metabolism, as well as hepatic factors that regulate appetite.