For personer med udviklingshandikap kan idræt både styrke dem fysisk, psykisk og socialt. Dansk forskning sætter fokus på effekten af idrætsdeltagelse til denne særlige gruppe danskere.
Mange personer med udviklingshandikap skal overvinde forskellige udfordringer i deres daglige liv, og deltagelse i idræt kan løfte deres kompetencer til at kunne håndtere disse udfordringer.
Det er i hvert fald tesen i et forskningsprojekt på Københavns Universitet, hvor forskere i skyggen af coronapademien har fulgt en gruppe unge med udviklingshandikap for at finde ud af, hvad de helt konkret får ud af at være en del af et idrætsfælleskab.
”Hele ideen er, at vi kigger på langvarig virkning af fysisk aktivitet og deltagelse i idrætsfælleskaber for den her helt specielle målgruppe, hvor tingene for mange af dem kan blive lidt mere komplicerede, end hvis det drejer sig om mennesker uden udviklingshandikap. Både etisk, praktisk og videnskabeligt er dette felt virkelig svært at undersøge, men fordelene kan potentielt være store, fordi disse personer virkelig mangler værktøjerne til at forbedre deres livsduelighed, altså evnen til at tage hånd om deres eget liv,” forklarer én af forskerne bag forskningsprojektet, lektor Jacob Wienecke fra Institut for Fysik og Ernæring ved Københavns Universitet.
Projektet går under navnet ”Bevægelse, samvær og livsduelighed for unge udviklingshæmmede”.
Idrætsdeltagelse kan måske få positiv effekt på evnen til at klare dagligdagen
Jacob Wienecke interesserer sig for koblingen mellem bevægelse og kognitive færdigheder.
Det gør forskeren helt generelt, men i forskningsprojektet er koblingen særligt interessant, fordi personer med udviklingshandikap både ofte har motoriske og kognitive vanskeligheder.
Derfor er der et stort potentiale i at finde ud af, hvordan deltagelse i idrætsfælleskaber har indvirkning på ikke bare forsøgsdeltagernes motoriske færdigheder, men også om deltagelse kan forbedre deres kognition positivt.
Kan deltagelse i idrætsfælleskaber det, kan effekten brede sig som ringe i vandet i de udviklingshandikappedes liv.
”Vi kigger på, hvordan deltagelse i idrætsfælleskaber har betydning for personernes generelle livsduelighed. Det vil sige, om deltagelse i idrætsfælleskaber som eksempel forbedrer egen initiativtagen til eksempelvis at gå i bad, selv tage offentlig transport eller handle på eget initiativ. Vi ser også på, om det forbedrer deres initiativ til at leve sundere, hvilket ofte er et problem for denne specielle gruppe af mennesker,” forklarer Jacob Wienecke.
Coronapandemi lavede benspænd på projekt
I forskningsprojektet har Jacob Wienecke indgået et samarbejde med Idrætsskolen for voksne med udviklingshandikap, hvor han over 40 uger skulle følge en gruppe på 50 personer med udviklingshandikap, mens de ugentlig deltog i de fysiske idrætsfælleskaber, som Idrætsskolen tilbyder.
Projektet har været ramt af nogle udfordringer i forbindelse med nedlukning på grund af coronapandemien, men flere af eleverne fortæller, at opholdet på skolen har forbedret deres livskvalitet, selvtillid og fysiske formåen.
I en video, som Københavns Universitet har lavet om forskningsprojektet, beskriver Caroline blandt andet, hvordan hun er blevet meget gladere af at danse på Idrætsskolen, mens Amanda fortæller, at idrætsdeltagelse har givet hende meget bedre selvtillid. Hun tror i dag mere på sig selv, end før hun deltog i idrætsfælleskabet på Idrætsskolen.
”I den generelle befolkning ved vi, at fysisk aktivitet er sundt, men vi ved meget lidt om, hvor stor effekten er i den her gruppe, og hvordan det kan påvirke deres trivsel og velvære. Derfor er projektet interessant i forhold til at se, hvad man kan opnå med idrætsfælleskaber og ugentlig motion og samvær hos denne gruppe,” siger Jacob Wienecke.
Vil lede efter effekt på den lange bane
En anden af forskerne bag studiet, lektor Helle Winther fra samme institut som Jacob Wienecke, fortæller, at mange med udviklingshandikap slås med mange udfordringer, men at idræt igen og igen har vist sig at kunne være middel til at overkomme udfordringerne.
”Det fantastiske ved idræt er, at det er multidimensionalt, og at det kan få de unge og voksne til at blomstre, så mange af deres underliggende ressourcer kan blive stimuleret,” siger hun.
Et andet forskningsmæssigt interessant aspekt er også, om personer med udviklingshandikap ved deltagelse i idrætsfællesskaber kan opnå en positiv effekt, der ikke bare eksisterer i den periode, hvor de udviklingshandikappede personer dyrker idræt på idrætsskolen, men at de også vedbliver med at være der på den lange bane.
”Vi stiller os selv spørgsmålet: Hvad og hvor meget skal der til, for at det varer ved? Forsøgsdeltagerne siger, at de har fået nogle nye venner, og det er jo dejlig. Det er det, som idræt kan på den sociale front. Det kan bidrage til personlige interaktioner med andre, hvilket kan bidrage til at udvikle sociale og sproglige færdigheder,” siger Jacob Wienecke.
Svært at holde udviklingshandikappede til ilden
Projektet var sat til at vare i 40 uger, men blev på grund af COVID-19 stoppet allerede efter 12 uger.
Selvom projektet derfor ikke er kommet helt i mål, har forskerne alligevel data fra de første 12 uger, og de viser i hvert fald, at forsøgsdeltagerne forbedrede sig motorisk og fysisk. Nogle tabte sig, og mange fortalte, at det havde en positiv effekt på deres humør.
Jacob Wienecke er ikke overrasket over de positive resultater, men han fortæller også, at projektet har lært forskerne, hvor store udfordringerne er i forhold til at få denne gruppe personer med udviklingshandikap til at fastholde engagementet på den lange bane.
”Det er sindssygt svært at fastholde deres opmærksomhed, og det er meget ressourcekrævende og lader sig kun gøre, fordi Idrætsskolen synes, at projektet er spændende. For både os forskere og Idrætsskolen handler det om at blive klogere på, hvad der virker, hvordan det virker, og hvad de udviklingshandikappede kan få ud af det på den lange bane,” siger Jacob Wienecke.
