Det hverken gavner eller er skidt for knoglerne, når fedtet rasler af kroppen.
Er fedt godt eller skidt for knoglerne?
Det spørgsmål har forskere stillet sig længe, og nu kommer i hvert fald en del af svaret.
I et nyt studie, der er udført på mus, kan svenske forskere vise, at hvis musene taber fedtmasse i et rasende tempo, sker der… ingenting.
Det gør hverken deres knogler stærkere eller mere skrøbelige.
Forskningsresultatet er endnu en brik i forståelsen af, hvad der blandt andet sker med kroppen ved hurtige vægttab, eksempelvis i forbindelse med en fedmeoperation.
”Det ville nok have været mere interessante resultater, hvis vi enten kunne vise, at tab af fedtvæv var godt for knoglerne eller skidt for knoglerne, men vi ser ingen forskel. Måske skyldes det, at forskellige faktorer i relation til øget fedt på kroppen enten gavner knoglerne eller er skidt for knoglerne. Det skal vi finde ud af fremadrettet,” fortæller en af forskerne bag det nye studie, Louise Grahnemo fra Göteborgs Universitet.
Forskningen er offentliggjort i Science Reports.
Fedt er både godt og skidt for knoglerne
Baggrunden for undersøgelsen er forskellige tidligere studier, som har indikeret, at fedt kan have forskellige effekter på kroppens knogler.
Nogle studier og teorier peger på, at fedtvæv har negativ indflydelse på knoglemassen, fordi fedtvæv øger inflammationen i kroppen, og inflammation er dårlig for knoglerne og kroppen generelt. Den afledte hypotese er derfor, at når man smider en masse fedtvæv, vil knoglerne blive stærkere, fordi inflammationen falder.
Den anden mulighed er, at fedtvæv gør knoglerne stærkere, simpelthen fordi højere kropsvægt putter mere mekanisk stress på knoglerne, og det aktiverer knogleopbyggende mekanismer, som gør knoglerne stærkere. Her er den afledte hypotese derfor, at hvis man smider en masse kropsfedt og derved taber sig en masse, vil det lede til svagere knogler.
”Vi ved, at store mængder fedtvæv på kroppen er skidt for blandt andet metabolismen og risikoen for hjerte-kar-sygdomme, men vi ved meget lidt om, hvilken effekt det har på knoglerne,” siger Louise Grahnemo.
Mus mistede mere end 50 pct. af kropsfedt på to uger
I studiet har Louise Grahnemo sammen med sine kollegaer undersøgt effekten af hurtigt tab af fedtvæv i genetisk designede mus.
Musene var genmanipulerede på en måde, så forskerne kunne give dem en sprøjte med et stof, som næsten med det samme dræbte alle kroppens fedtceller. Derved blev det muligt for forskerne at måle på knoglemassen før og efter et meget hurtigt tab af fedtvæv.
For at måle knoglemassen benyttede forskerne både såkaldte DXA-skanninger, der måler på knoglernes mineralindhold og knogletæthed ved hjælp af røntgenstråling, mens musene var i live, ligesom de lavede meget grundige røntgenundersøgelser af knoglerne, efter musene var døde.
”Vi ville undersøge effekten af kun tab af fedtvæv og ikke andet. Når en person taber sig, kan de også tabe muskelvæv, og da muskler er med til at gøre knoglerne stærkere, kan tab af muskler have en negativ effekt på knoglemassen. En fedmeoperation kan også have andre effekter på knoglemassen end blot effekten af tab af fedtvæv, fordi man ved fedmeoperationer også påvirker forskellige tarmhormoner. Derfor var det vigtigt, at musene tabte fedt meget hurtigt for specifikt at påvirke fedtvævet og minimere effekten på andre organer,” siger Louise Grahnemo.
Ingen forskel før og efter stort tab af fedtmasse
Resultatet af undersøgelsen viste dog, at der ingen forskel var på knoglemassen før og efter det store fedttab.
Forskerne kunne allerede måle tabet af fedtvæv efter to til tre dage, og i løbet af to uger tabte musene halvdelen af deres kropsfedt. Knoglerne forblev dog lige så stærke, som de havde været hele tiden.
Louise Grahnemo spekulerer i, at årsagen måske skal findes i de to modsatrettede påvirkninger af knoglemassen: Inflammation og mekanisk stress.
I musene er inflammationen muligvis mindsket, men det er den mekaniske stress på kroppen også.
”Derudover har vi også kun undersøgt effekten af tab af fedtvæv rundt omkring på kroppen og ikke det fedtvæv, der ligger i knoglemarven. Det har måske en anden effekt, og det skal undersøges i fremtidige studier,” siger Louise Grahnemo.
