EN / DA
Sygdom og behandling

Kirurgi virker mod genetisk betinget fedme

Det har i årtier været diskuteret om det overhovedet kan betale sig at udføre dyre gastrisk bypass operationer på mennesker, der rent genetisk har tendens til stærk overvægt. Bekymringen om, at de blot tager de mange kilo på igen efter operationen holder dog ikke stik. Faktisk har svært overvægtige med mindre genetisk anlæg for overvægten større tendens til at forblive overvægtige efter operationen. Forskerne tror, at forklaringen kan findes blandt sociale og kulturelle faktorer.

Fedmeoperationer som gastrisk bypass er stadig det mest effektive måde at hjælpe stærkt overvægtige mennesker af med de farlige ekstra kilo. Operationen kan typisk hjælpe mennesker med livsfarlig overvægt af med ca. 40 kg og kan også fjerne følgesygdomme som fx diabetes. Imidlertid er kirurgi omkostningsfuldt, de anatomiske ændringer er permanente og kirurgi kan medføre risiko for patienten. Derfor skal patienten grundigt evalueres før operation. Nu giver ny forskning vigtige input til, hvem der har mest gavn af operationerne.

”Vi har kigget på de gener, som vi ved giver større eller mindre anlæg for et højt body mass index (BMI) for at se, om vi kunne se nogle sammenhænge. Vores tal viser, at overvægtige med anlæg for et højt BMI ikke har større tendens til at forblive overvægtige efter operationen. Så hvor man tidligere har tvivlet på gavnen af at operere de mennesker med genetiske anlæg for fedme, så ser det ud til at det modsatte er tilfældet,” fortæller én af hovedforfatterne, gæsteforsker, læge og ph.d. Martin Aasbrenn fra Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research, Københavns Universitet.

Årsagen stadig ukendt

For at besvare spørgsmålet om, hvorvidt patienter med forskellige genetiske profiler opføre sig ens på gastrisk bypass kirurgi, undersøgte forskerne 577 mennesker med sygelig overvægt – før og efter de gennemgik en fedmeoperation. De sygelig overvægtige havde en BMI større end 50 eller BMI mellem 35 og 50 med fedmerelaterede komplikationer.

”Ud fra tidligere viden fra genetiske undersøgelser af overvægt, sammensatte vi tre genetiske risikoscorer – to for vægttab og én for BMI – for at se om vi kunne finde en sammenhæng mellem patienternes genetiske profil og hvor meget de tabte sig efter operationen: ikke kun kort tid efter men et varigt vægttab 2–3 år efter operationen.”

Målet for patienter er naturligvis at nå et normal-BMI på under 25, men da de ikke altid når det mål, har forskerne brugt ”excess BMI loss” (EBMIL). Det beskriver ændringen i BMI relativt til det oprindelige BMI. I gennemsnit havde patienter et EBMIL på 77% – svarende til at deres BMI var faldet fra fx 47 til 30.

”Dette gennemsnit dækkede dog over en stor variation, og vi kunne se, at der dels var en sammenhæng mellem de genetiske risikoscorer og, mest bemærkelsesværdigt, at de der havde mindst genetisk anlæg for et højt BMI tabte en relativ mindre procentdel af deres BMI.”

13 SNPs er vigtigst

I eksemplet ovenfor ville en person med et lille genetisk anlæg for et højt BMI således i stedet have et fald i BMI fra 47 til 32 i stedet for 30, og selvom det kan virke som en relativ lille forskel, bør det ifølge Martin Aasbrenn tages med i det samlede regnestykke til at vurdere, om en person bør opereres eller ej.

”Vi kan endnu ikke give et klart svar på, hvorfor vi ser denne forskel. En teori er, at mennesker, der har et mindre genetisk anlæg for at blive overvægtige, måske er blevet overvægtige af sociale eller kulturelle årsager, og dem fjerner man jo ikke ved en fedmeoperation men ved at ændre ved personens hverdag.”

Så selvom forskerne ikke vurderer, at deres nye resultater danner et endeligt grundlag for et nyt klinisk anvendeligt evalueringsværktøj , så mener de alligevel at resultaterne har stor klinisk relevans.

”Vigtigst af alt tilbageviser resultaterne bekymringen om, at det ikke kan betale sig at operere mennesker med genetisk anlæg for overvægt. Derudover viste vores genetiske analyser, at nogle af de allerede kendte gener er vigtigere at tage med end andre i den genetiske evaluering.”

Forskerne undersøgte således 126 SNPs (enkeltnukleotidpolymorfier): gensekvenser, som man ved har sammenhæng med menneskekroppens størrelse og form. Af dem så de især ved 13 af sekvenserne stor sammenhæng med, om personen tabte sig ved operationen eller ej. Forskerne ønsker naturligvis nu at prøve at forstå, hvorfor det lige nøjagtig er de her 13 gener, der spiller den største rolle.

”Samtidigt vil vi fortsætte med at forfine de genetiske værktøjer til at evaluere effekten af fedmekirurgi. Det her er et skridt på vejen til at bruge genetiske analyser for at finde ud af om en patient bør tilbydes en fedmeoperation, men selve metoden til at beslutte behandlingstype og eventuelt operation ud fra generne kan formentlig også bruges i andre kliniske sammenhænge.

Artiklen “Genetic determinants of weight loss after bariatric surgery” er udgivet i tidsskriftet Obesity Surgery. Flere af artiklens hovedforfattere er tilknyttet Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research, Københavns Universitet. Forskningen er foregået i samarbejde med Hvidovre Hospital.

Martin Aasbrenn
Guest researcher
The Hansen Group investigates the human genome and the human global microbiome to characterize the impact of these genomes on health and disease and to identify interactions between the host and the microbiome. The findings can lead to potent translational strategies for prevention and treatment of metabolic disease. In the molecular understanding of metabolic diseases a major gap exists between basic genetic and microbiome discoveries and their impact on physiology and the potential for clinical translation. The Hansen Group aims to bridge this gap by bringing together genomics discovery and epidemiology, culminating in a physiological and clinical understanding of genomics in metabolism. To study the role of selected genetic variants in human metabolism, we perform physiology and intervention studies based on recruit-by-genotype principles. We also investigate families and populations with extreme metabolic phenotypes and perform physiology and intervention studies in selected individuals with specific microbiome signatures. Finally, we investigate targeted clinical management of carriers of selected high-impact variations in the human genome.