Teknologiske fremskridt gør det i dag muligt at identificere DNA og proteiner fra sygdomsfremkaldende bakterier i plak fra gamle tænder.
Da en norsk kvinde fra Trondheim i en alder af 40 til 60 år døde engang i det 16. århundrede, var hun smittet med den spedalskhedsfremkaldende bakterie Mycobacterium leprae.
Hendes knogler var endnu ikke brudt ned af bakterien, men den levede i bedste velgående i hendes mundhule og tænder.
Det viser et nyt studie, hvori forskere for første gang har været i stand til i flere hundrede år gammel plak at finde både DNA og proteiner fra den bakterie, som forårsager spedalskhed, som historisk har slået millioner og atter millioner af mennesker ihjel. Nogle spedalske blev udstødt af samfundet på grund af sygdommen, mens det hos andre blev betragtet, som om den smittede blev testet af Gud.
”Dette tilfælde af spedalskhed er ret interessant, fordi kvinden ikke havde sikre tegn på sygdommen i sine knogler, og det derfor er umuligt med sikkerhed at fastslå, at hun led af spedalskhed, hvis man blot undersøger hendes jordiske rester. Men ved at analysere på proteiner og DNA i plak fra hendes tænder, har det været muligt at fastslå, at hun led af spedalskhed. Denne form for undersøgelser gør os meget bedre i stand til at finde ud af mere om fortidens sygdomme, og hvor udbredte de har været historisk,” fortæller en af forskerne bag det nye studie, forsker Anna K. Fotaki fra Section for Evolutionary Genomics, GLOBE institute ved Københavns Universitet.
Forskningsresultatet er offentliggjort i Philosophical Transactions of the Royal Society B.
Identificerede spor af spedalskhed i tandplak
I studiet har forskerne meget simpelt gjort det, at de har udtaget prøver af plak fra den afdøde kvindes tænder.
Prøverne har de oprenset for efterfølgende at identificere plakkens indhold af proteiner og DNA ved hjælp af avancerede teknologier til at kortlægge DNA- og proteinsekvenser.
Ved at sammenligne DNA- og proteinsekvenserne med kendte databaser over DNA og proteiner fra forskellige organismer kunne forskerne fastslå, at der ud over DNA og proteiner fra kvinden selv og den mad, hun havde spist, samt bakterier, som levede naturligt i hendes mundhule, også var proteiner og DNA fra Mycobacterium leprae.
Hun led altså af spedalskhed, da hun døde.
”Det var uventet, at vi både kunne finde DNA og proteiner i den samme prøve – det er ikke før lykkedes at samle bakterier uden for mundhulen. Det er ikke blevet gjort før, og det er første gang, at nogen finder Mycobacterium leprae i plak. Andre studier har fundet andre bakterier i knogler, tænder og plak, men da vi ledte bredt, var det her en interessant opdagelse, som vi ikke havde forventet,” siger Anna K. Fotaki.
Bakterie ligner bakterier fra Danmark og England
Anna K. Fotaki fortæller, at opdagelsen spiller ind i det arkæologiske forskningsfelts nuværende fremskridt, hvor arkæologer hele tiden lægger nye metoder i deres værktøjskasse, når de vil finde ud af, hvordan livet så ud for mange hundrede år siden.
Traditionelt har arkæologer gravet i jorden eller gransket gamle tekster for at skabe et vindue til fortiden, men det afslører kun en lille del af det samlede billede.
Proteinanalyser og DNA-analyser afslører endnu mere.
Som eksempel var forskerne i stand til at sammenligne den fundne Mycobacterium leprae med tilsvarende bakterier fra andre steder i Europa og fastslå, at bakterien var tættest beslægtet med lignende bakterier fra tidsperioden i England.
Det peger i retning af, at denne variant af Mycobacterium leprae har været udbredt i store dele af Europa.
Anna K. Fotaki fortæller, at opdagelsen giver forskerne en helt unik indsigt i, hvordan en sygdom som spedalskhed har udviklet sig over tid, og hvor udbredt den har været.
”Når vi bliver klogere på sygdomsudbredelse, bliver vi også klogere på faktorer som livskvalitet og dagligdagen i fortiden,” forklarer hun.
Spedalskhed var udbredt
Spedalskhed var en ret almindelig sygdom i fortiden, men den var på ingen måde triviel.
Sygdommen er kendetegnet ved, at bakterien breder sig ukontrolleret i huden og nerverne. Den nedbryder de inficerede væv og vil med tiden ødelægge organerne, fjerne brusken i næsen, så næsen falder sammen, samt give betændelse i benene og armene, så tæerne og fingrene svinder ind og falder af.
Sygdommen kan også lede til endnu mere alvorlige symptomer som deformation af både knogler og væv.
Den norske kvinde var dog ikke så hårdt ramt af sygdommen, at det kunne ses på hendes knogler, og Anna K. Fotaki kan derfor ikke svare på, om kvinden har haft synlige deformationer, som kan have ledt til udstødelse eller hospitalsindlæggelse.
”Sygdommen ser ikke ud til at have påvirket hendes ansigt betydeligt på dødstidspunktet,” fortæller Anna K. Fotaki.
Andre fund, hvor arkæologer har set tydelige tegn på spedalskhed i selve knoglerne, har helt klart indikeret, at den smittede har haft klare tegn på deformationer i hud og knogler da vedkommende døde. Spedalske har dog også kunnet leve lang tid med sygdommen.
”Spedalskhed var almindeligt i Norge, og når vi kigger i dokumenter fra hospitaler, ser vi, at mange af de patienter, som blev behandlet på hospitalerne, led af spedalskhed. Det var en af de mest dominerende sygdomme dengang,” siger Anna K. Fotaki.
“Multi-omic detection of Mycobacterium leprae in archaeological human dental calculus” er udkommet i Philosophical Transactions of the Royal Society B. Flere af artiklens forfattere er ansat på Novo Nordisk Foundation Center for Protein Research, Københavns Universitet.
