At det er sundt at være i form og usundt at være tyk er ikke en nyhed. Videnskaben viser til gengæld, at både fitness og fatness kan forudsiges fra vores gener og endda delvist fra de helt samme gener. Ny dansk forskning peger på, at det i høj grad er vores fedtprocent og ikke vores muskelmasse der afgør, om vi kommer i god form
Vi glæder os i denne tid, men sammen med julesneen falder også julemad og konfekt. Senere igen kommer løbeture og slankekure. Et tilbagevendende diskussionspunkt – også i videnskabelige kredse – er, om konditionen eller mavefedtet påvirker vores sundhed mest. Nu viser ny dansk forskning, at det delvist er én og samme sag – i hvert fald genetisk.
”Vi vidste allerede, at tendensen til fedme hænger sammen med 12 specifikke områder i vores gener, og at god kondition også er linket til vores gener. Det nye i vores studium er, at vi som de første nogensinde viser et direkte genetisk link mellem vores fedtprocent og vores kondition. Så hvis du har genetisk anlæg til fedme, har du formentlig også anlæg til en dårligere kondition, ” fortæller Theresia M. Schnurr, ph.d. studerende på Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research ved Københavns Universitet og hovedforfatter på studiet.
Det er fedtet der er afgørende
Forskerne har foretaget en dybdegående analyse af 55 danske familiers højde, vægt og fedtprocent. De, i alt 230 familiemedlemmer, fik desuden målt deres maksimale iltoptagelse som et udtryk for deres kondition. Endelig blev hele datamaterialet undersøgt for at se, om der var en sammenhæng mellem gener, fedtprocent og kondition.
”Resultaterne peger på, at mindst halvdelen af befolkningens variation i både BMI, fedtprocent og kondition kan forklares udelukkende genetisk, mens den anden halvdel skyldes enten miljø eller andre faktorer.”
Det overraskede dog forskerne, at de ikke kunne finde en sammenhæng mellem deltagernes BMI (body mass index), deres kondition og deres gener.
”Vi havde regnet med at kunne se en sammenhæng mellem deltagernes muskelmasse og deres kondition, men den sammenhæng kunne vi ikke se. Til gengæld var der en meget tydelig sammenhæng mellem deres fedtprocent, deres kondition og deres gener.”
Den personlige fremtidsbehandling
Det er endnu for tidligt at sige med sikkerhed, hvordan fitness og fatness interagerer i kroppen. De danske forskere har dog nogle teorier om, hvordan fedtvævet kan have en effekt på konditionen.
”Vi har tidligere set ellers veltrænede sportsfolk, som f.eks. cykelrytteren Jan Ullrich, have problemer med at holde vægten og dermed også formen. Så snart han smed de overflødige kilo kørte han straks hurtigere. Vores teori er, at der fra fedtvævet udskilles nogle stoffer og faktorer, der direkte kan påvirke kroppens fysiologi på en måde, så det påvirker iltoptagelsen direkte.” , forklarer Tuomas Oskari Kilpeläinen, lektor på Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research ved Københavns Universitet og medforfatter på studiet.
Selvom der endnu er lang vej til at bevise teorierne, så er det nye studium et væsentlig skridt på vejen. Og selvom anvendelsen af den nye viden også kan ligge et stykke ude i fremtiden, så er potentialet i forskernes øjne enormt.
”Hvis vi kan finde det genetiske link der kobler fitness og fatness kan vi også screene for, hvilke mennesker der har anlæg for fedme, og dermed hjælpe dem i tide. Den enkeltes genetiske profil vil formentlig også kunne give os svaret på, hvad den ideelle kombination af diæt og motion skal være, for at sikre, at man kan leve et godt, sundt og langt liv.”
Artiklen “Genetic Correlation between Body Fat Percentage and Cardiorespiratory Fitness Suggests Common Genetic Etiology” er udgivet i tidsskriftet PLOSOne. I 2010 gav Novo Nordisk Fonden 885 millioner til Københavns Universitet til etablering af Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research, Theresia Schnurr er ansat som ph.d. studerende og Tuomas Oskari Kilpeläinen som lektor.