Danske forskere har fundet en højst overraskende sammenhæng mellem børns højde ved 7-årsalderen og risikoen for at udvikle den autoimmune sygdom systemisk lupus erythematosus senere i livet. Forskerne fandt også, at højt BMI i barndommen øger risikoen for at udvikle sygdommen.
En dansk undersøgelse af mere end 350.000 børns sundhedsdata viser en uventet sammenhæng mellem både højde og kropsmasseindeks (BMI) og risikoen for at udvikle den autoimmune sygdom systemisk lupus erythematosus senere i livet.
En syvårig pige, som er 5,3 centimeter højere end en anden syvårig pige, har en forøget risiko for at udvikle lupus på 11 procent.
Og en pige, som er 2,3 kg tungere end en anden pige med samme højde, har 13 procent forøget risiko for at udvikle sygdommen.
”Det er meget overraskende, at specielt højde i barndommen er associeret med en øget risiko for at udvikle lupus. Vores studie peger på, at denne sygdom allerede kan have sit udspring i barndommen, og at det er her, vi skal kigge efter dens ophav og forskellige risikofaktorer,” fortæller en forsker bag det nye studie, ph.d. Jennifer L. Baker fra Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse ved Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.
Det nye studie er offentliggjort i Seminars in Arthritis and Rheumatism.
Flest kvinder får lupus
Systemisk lupus erythematosus er en kronisk autoimmun sygdom, der danner betændelse i bindevævet.
Sygdommen er resultatet af, at kroppens immunforsvar laver en fejl og angriber kroppens egne celler. I den proces dannes der antistoffer, som fører til betændelsestilstanden.
Den underliggende årsag til lupus er endnu ukendt, men de fleste læger og forskere er enige om, at genetisk arv og miljøfaktorer bidrager til sygdommens udvikling.
Sygdommen opstår oftest blandt kvinder i alderen 20 til 30 år og kan behandles med antiinflammatorisk medicin.
”Vi ved, at risikoen for lupus er associeret med overvægt i voksenalderen, men få har undersøgt sammenhængen med overvægt blandt børn eller med fødselsvægten,” forklarer Jennifer L. Baker.
Lupus er en meget sjælden sygdom
Forskerne granskede skolesundhedsplejerskernes data for 346.627 børn, der blev født i Danmark mellem 1930 og 1996 og efterfølgende gik i skole i København.
Forskerne noterede sig børnenes højde og vægt samt fødselsvægten for de børn, der blev født efter 1936, hvor læger rutinemæssigt begyndte at skrive det ind.
Efterfølgende sammenlignede forskerne disse data med data fra Landspatientregistret for at finde frem til, hvilke af børnene der senere i livet udviklede lupus.
I løbet af studiet udviklede i alt 435 personer lupus, hvoraf 366 var kvinder.
Det peger på, at sygdommen er forholdsvis sjælden.
”Til sammenligning vil 30.000 til 40.000 af personerne, som er inkluderet i studiet, forventes at udvikle forskellige former for hjertesygdom i perioden,” siger Jennifer L. Baker.
Ingen kobling mellem fødselsvægt og lupus
Undersøgelsen viste, at fødselsvægt ikke var forbundet med risikoen for at udvikle lupus.
Derimod var der forskel på risikoen for at udvikle lupus afhængigt af BMI i barndommen.
Her var et højere BMI koblet sammen med forhøjet risiko.
Mere præcist fandt forskerne, at en syvårig pige, som vejer 2,3 kg mere end en anden syvårig pige af samme højde, har en forøget risiko på 13 procent.
”Denne forskel er ikke stor, men den er statistisk signifikant og giver en indsigt i risikofaktorerne for udviklingen af lupus. Samtidig er det overraskende, at BMI i barndommen, men ikke fødselsvægt, påvirker risikoen,” siger Jennifer L. Baker.
Fedt kan føre til inflammation og derefter til autoimmune sygdomme
Jennifer L. Baker fortæller, at koblingen mellem fedtvæv og inflammation i kroppen er en mulig årsag til sammenhængen mellem BMI og risikoen for udvikling af lupus.
Jo mere fedt der er i kroppen, des højere er graden af inflammation, og ligesom med andre autoimmune sygdomme kan inflammation formentlig være en medvirkende årsag til udvikling af lupus.
”En anden mulig medvirkede årsag til udvikling af lupus kan være kroppens niveau af østrogen, hvilket kan forklare, hvorfor kvinder har en højere forekomsten af lupus end mænd,” siger Jennifer L. Baker.
Højere børn har øget risiko for lupus
Forskerne fandt til deres store overraskelse også en association mellem højde i barndommen og risiko for at udvikle lupus: jo højere et barn er, des højere er dets risiko for at udvikle sygdommen senere i livet.
Som eksempel peger Jennifer L. Baker på, at et syvårigt barn, som er 5,3 centimeter højere end et andet barn på samme alder, har en 11 procent højere risiko for at udvikle lupus.
”Her kan vi endnu ikke finde en god forklaring, men den skal formentlig findes i genetikken. Resultatet er også interessant, fordi ingen endnu har undersøgt, om højde og lupus er associeret blandt voksne,” fortæller Jennifer L. Baker.
Jennifer L. Baker siger, at hun håber, at andre vil samle op herfra og gå dybere ned og undersøge sammenhængen mellem højde og vægt i barndommen og risikoen for at udvikle lupus senere i livet.
”Vi prøver at forstå sygdommens oprindelse. Vi har nu identificeret, at der sker noget tidligt i livet, som påvirker udviklingen af lupus. Det næste skridt vil være at undersøge, hvilke mekanismer der kan ligge til grund for denne sammenhæng, såsom genetiske faktorer og eventuelle miljøfaktorer,” siger Jennifer L. Baker.
”Early life body size, growth and risks of systemic lupus erythematosus – a large Danish observational cohort study” er udgivet i Seminars in Arthritis and Rheumatism. Jennifer L. Baker modtog i 2018 støtte fra Novo Nordisk Fonden til projektet ”Early life body size, growth and pubertal timing and risks of systemic lupus erythematosus”.