Små mikroskopiske hudlæsioner forårsager alvorlige symptomer, der både hæmmer livskvalitet og samtidig også skaber grobund for de bakterielle infektioner, der er en væsentlig årsag til dødelighed ved de alvorligste tilfælde af hudkræftsygdommen kutant T-celle lymfom - CTCL. Nu har forskere både løst gåden om, hvorfor huden ødelægges, og hvordan det kan undgås. Nu er håbet, at man ikke kun kan forlænge de kræftramte menneskers liv men også via en kombinationsterapi på sigt helt kunne kurere sygdommen.
Det klør og svier og er på enhver måde ubehageligt. Og som om det ikke var nok, så er de røde plamager, som plager mennesker med lymfomer – lymfekræft i huden – også selve grobunden for de bakterier, der særligt ved de mest fremskredne stadier af sygdommen kan være dødbringende. Hidtil har man ikke forstået de processer, der ødelægger hudbarrieren. Et nyt forskningsstudie har nu løst den del af sygdommens mysterium.
”Det, vi har fundet ud af, er, at de immunceller, såkaldte T-celler, der har udviklet sig til kræftceller, udskiller bestemte signalstoffer, såkaldte cytokiner, der nedregulerer produktionen af en bestemt type af proteiner, der er afgørende for opbygningen af hudbarrieren. Vi har også kunnet vise, at man ved at blokere den nedregulering, kan sørge for, at huden forbliver intakt. Det betyder samtidig, at vi forhåbenligt kan forebygge de bakterieangreb, der ultimativt kan være dødelige for de ramte. Det kan vi forsinke og ved at kombinere behandlingen med andre stoffer, håber vi over tid helt at kunne kurere sygdommen,” forklarer professor Niels Ødum fra LEO Foundation Skin Immunology Research Center på Københavns Universitet.
Vandtab og svækkelse
Mycosis fungoides (MF) hedder den mest almindelige form for kutant T-celle lymfom (CTCL). I studiet undersøgte forskerne både mycosis fungoides, der er udgør knap halvdelen af alle tilfælde af lymfekræft, samt den mere sjældne Sezarys Syndrom. Ved at sammenligne vævsprøver fra kræftramte steder på huden hos patienter med rask hud hos kræftpatienterne prøvede de at finde frem til forskelle.
”Prøverne kom fra steder, hvor kræften ikke havde slået sig ned endnu. På den måde kunne vi se, hvilke stoffer som kræftcellerne laver, og hvilke stoffer, de fremprovokerer det omgivende cellemiljø til at lave. Den viden håbede vi kunne forklare, hvorfor huden ændrer form og stopper med at lave det beskyttende lag, som den normalt har. Uden det lag er patienterne nemlig langt mere modtagelige for de dødelige bakterier,” fortæller Niels Ødum.
Undersøgelserne er delvist blev lavet på slags kunstig hud, som er tredimensionelle modeller bygget af rigtige menneskelige hudceller. På den måde kunne forskerne bedre måle på og kontrollere små ændringer i hudens delikate balance.
”Det, vi kunne se, var, at der i de områder, der støder op til de kræftramte immunceller – de såkaldte T-celler – bliver udskilt flere af de signalstoffer, cytokiner, som normalt bruges til at aktivere immunforsvaret. De stoffer påvirker desværre også hudceller til både at tabe vand og nedregulere produktionen af nogle særlige proteiner som filaggrin og filaggrin-2, der normalt har en beskyttende effekt på hudbarrieren,” siger Niels Ødum.
Hudbarrieren og filaggriner er med til at holde hudcellerne – og dermed huden – sammen og tæt. I en intakt, sund og rask hud kan bakterier derfor heller ikke slippe igennem. Med den nye forskning har man nu en vigtig del af forklaringen på, hvorfor huden bliver ødelagt og dermed skaber grobunden for de alvorlige infektioner.
”Det giver ideelle vækstforhold for bakterier som fx stafylokokker. Tidligere forskning har endda vist, at infektionerne ikke blot var en følge af kræftsygdommen, men i sig selv også spiller en rolle for udviklingen af kræftsygdommen. Stafylokokker udskiller fx et giftstof, der kan få kræftcellerne til at dele sig hurtigere og dermed blive mere ondartede. Så det ser ud til, at bakterierne er med til at piske på kræftsygdommen, så bakterier og kræftceller forstærker altså hinandens tilstedeværelse,” forklarer Niels Ødum.
Et unikt samarbejde
En af de mekanismer, forskerne bremsede, blev udført af det såkaldte JAK-enzym, og det var særlig interessant. Der findes nemlig allerede et klinisk godkendt stof – en såkaldt JAK-hæmmer ved navn Tofacitinib – der allerede bruges til at behandle fx gigtsygdomme.
”Det betyder, at man ikke behøver starte helt forfra i forhold til at få testet stoffet. Vi forventer, at vi ganske hurtigt kan gå ud og tilbyde det til nogle patienter i et forsøg, hvor vi så kan se, om det rent faktisk så også virker sådan på patienterne eller ej,” siger Niels Ødum.
De nye resultater er opnået gennem et unikt samarbejde, der under ledelse af professor Niels Ødum går på tværs af flere forskellige discipliner og institutioner med deltagelse af forskere på Københavns Universitet med ph.d.-studerende Maria Gluud i spidsen – i tæt samarbejde med professor Lars Iversen og hans team på dermatologisk afdeling ved Aarhus Universitetshospital og afdelingslæge Maria Rørbæk Kamstrup på dermatologisk afdeling ved Bispebjerg Hospital.
Gruppen har nu store håb for den fremtidige behandling af sygdommen.
”Vi håber at kunne skabe en tredobbelt kombinationsbehandling lidt ligesom den, man kender fra tuberkulose. Vi er allerede ved at teste helt nye stoffer, der kan nedsætte antallet af infektioner og dermed den ekstra benzin, de giver til sygdommen. Med vores nye resultatet kan vi formentlig fjerne huddefekten og dermed de voldsomme gener og øgede infektionsrisiko ,de medfører. Det sidste, vi mangler, er en behandling af selve kræftsygdommen, og der er også lovende forsøg undervejs. Så vi er meget optimistiske med hensyn til en dag helt at kunne helbrede sygdommen, selvom der stadig er et stykke vej,” slutter Niels Ødum.
