EN / DA
Kost og livsstil

Forskere overraskede – træning kan sænke insulinfølsomheden

Dansk forskning viser højst overraskende, at træning i nogle tilfælde ikke øger insulinfølsomheden, men sænker den. Opdagelsen kan få betydning for den måde, personer med diabetes bør træne.

I takt med at diabetes eller svær overvægt udfordrer flere og flere personer globalt, er interessen for kroppens sundhedsfremmende signalveje steget.

Den sundhedsfremmende insulinfølsomhed, hvor musklerne er følsomme overfor insulin og derfor optager sukker fra blodet, hører til de funktioner i kroppen, som forskere og for den sags skyld også medicinalindustrien rigtig gerne vil forstå til bunds.

Det har længe været et indiskutabelt faktum, at træning øger insulinfølsomheden i kroppen med alle dens medfølgende gavnlige helbredsvirkninger.

Den sandhed skal dog modificeres en smule, efter danske forskere for nylig har opdaget, at et intenst, langvarigt træningspas udført med det ene ben faktisk kan nedsætte insulinfølsomheden.

Opdagelsen kan få betydning for personer med type 1- eller type 2-diabetes, fordi de måske skal vejledes anderledes i, hvordan de skal træne i forhold til deres sygdom.

”I mange år har vi forskere været interesserede i, hvordan fysisk aktivitet øger sundheden, blandt andet fordi træning øger insulinfølsomheden i muskulaturen. Nu kan vi vise, at det meget overraskende kan afhænge af træningsformen, intensiteten og/eller varigheden. Mens eksempelvis cykling øger insulinfølsomheden i kroppen, kan det faktisk sænke insulinfølsomheden i resten af kroppen at træne et begrænset antal muskelgrupper hårdt i fitnesscenteret,” fortæller Jørgen Wojtaszewski, der er professor i molekylær fysiologi ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.

Studiet er publiceret i Diabetes.

Personer med diabetes skal måske justere deres træning

”Det er en utrolig spændende observation, at kroppen øger insulinfølsomheden i de muskler, som arbejder, og samtidig sænker den i de muskler, som ikke gør.”

Sådan kommenterer Per Bendix Jeppesen, der er lektor på Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet.

Per Bendix Jeppesen var ikke involveret i det nye studie, men han har læst artiklen og forsker selv i, hvordan træning påvirker kroppens insulinfølsomhed.

Han har opnået fantastiske resultater i forsøg med høj-intensiv intervaltræning til personer med type 2-diabetes.

”Det er et spændende studie, der peger på nogle mekanismer i kroppen, som vi ikke tidligere har været opmærksomme på. Implikationerne kan være, at vi måske skal anbefale personer med type 2-diabetes at træne en smule anderledes. Det er måske fint nok at cykle, fordi vi ved, at det kan øge insulinfølsomheden, men det kan måske øge effekten yderligere at få trænet arme og mave også, så de ikke bliver insulinresistente,” siger Per Bendix Jeppesen.

Fysisk aktivitet øger insulinfølsomhed

Forskning har mange gange slået fast, at hvis man for eksempel cykler en tur, så stiger insulinfølsomheden markant i de muskler, som har udført arbejdet, og dette kan medføre, at hele kroppen i op til to dage efter det enkelte træningspas udviser forbedret insulinfølsomhed.

Det er én årsag til, at specielt personer med diabetes skal motionere, fordi det direkte mindsker deres forhøjede blodsukker og deres behov for medicin.

”Vi vil meget gerne finde ud af, hvilke mekanismer og signalveje der er på spil her. Målet kunne jo være at lave en pille, som kan have den samme effekt som fysisk aktivitet på insulinfølsomheden. Blot efter få dages inaktivitet falder musklernes og hele kroppens insulinfølsomheden markant,” forklarer Jørgen Wojtaszewski.

Træning får insulinfølsomheden til at falde i resten af kroppen

I det nye studie fik Jørgen Wojtaszewski og hans kollegaer otte testpersoner til at lave 2,5 timers benøvelser med det ene ben under kontrollerede laboratorieforhold.

Formålet var at gøre benet helt og holdent træt.

Efterfølgende målte forskerne insulinfølsomheden i muskulaturen i både det aktive og det ikke-aktive ben.

Efter 4 timer var insulinfølsomheden ikke overraskende højere i det ben, som havde været aktivt, end i det ikke-aktive ben.

Det overraskende bestod i, at insulinfølsomheden decideret var lavere i de ikke-aktive muskler sammenlignet med insulinfølsomheden på en dag helt uden fysisk aktivitet.

”Når muskler udfører fysisk arbejde, forbruger de ofte store mængder af muskelsukkeret glykogen. Vores krop er udviklet således, at den i perioden efter fysisk aktivet sikrer, at de muskler, som har brug for at genopfylde deres brændstofdepoter, favoriseres ved den tilgængelige mængde sukker i blodet. Dette sker ved, at musklerne bliver mere insulinfølsomme, så insulinen virker meget bedre. Det kan man intuitivt godt forstå, men det overraskede os meget, at insulinfølsomheden faldt i resten af kroppen. Det har ingen set før, men den effekt vil naturligvis blot være med til yderligere at øge tilgængeligheden af sukker til de muskler, der skal genopbygge sukkerdepoterne efter fysisk aktivitet,” siger Jørgen Wojtaszewski.

Forskerne blev opmærksomme på fænomenet i et tidligere studie. Dette studie havde dog et andet formål og var ikke egnet til at besvare spørgsmålet korrekt.

”Der blev faktisk grinet lidt af vores første resultater, fordi de gik stik imod dét, som man altid har troet. Vi besluttede derfor at sætte et nyt studie op, som blev designet til at svare på dette ene spørgsmål. Studiet viste det samme resultat. Det kom virkelig bag på os, at man på den måde kan lave fysisk arbejde, som ender med at gøre hele kroppen insulinresistent,” siger Jørgen Wojtaszewski.

Nye resultater skal med i ligningen om diabetes og motion

Implikationerne af det nye studie er ifølge Jørgen Wojtaszewski interessante, også selvom forsøgene er udført i laboratoriet og med en lidt ekstrem form for fysisk aktivitet.

Ofte kæmper personer med type 1-diabetes med at holde styr på deres sygdom, og for mange er de udsving i blodsukkerniveauer, som fysisk aktivitet medfører, en uoverskuelig ekstra ting af være opmærksom på.

Det er sandsynligvis en faktor, som gør, at mange med type 1-diabetes fravælger fysisk aktivitet, selvom det alt andet lige ville være godt for dem.

”Problemet er, at folk i behandling med insulin skal justere deres dosis efter kroppens behov. Hvis de kommer til at tage for meget insulin, kan de få farlig hypoglykæmi, og det kan de miste bevidstheden af eller i værste fald dø af. Hvis kroppens insulinbehov er betinget af, om man har været aktiv, og hvilken form for aktivitet man har lavet, så skal det blive tænkt på i dagligdagen og i medicineringen,” forklarer Jørgen Wojtaszewski.

Afgørende for behandling med insulin

Jørgen Wojtaszewski forklarer, at fremtidige studier skal kaste lys over, hvordan forskellige former for fysisk aktivitet påvirker insulinfølsomhed og insulinresistens i hele eller dele af kroppen.

Det kan meget vel tænkes, at personer med type 1-diabetes skal behandle sig selv med insulin på én måde på dage, hvor de løber, og på en anden måde på de dage, hvor de løfter håndvægte.

Derudover kan forskellige træningsmetoder påvirke forskellige personer forskelligt. Alt det skal tænkes ind i de algoritmer, som personer med diabetes bruger til at udmåle deres insulin.

”Disse resultater har en klar klinisk anvendelse. Tidligere insisterede vi på, at fysisk træning gør os mere insulinfølsomme, men nu kan vi se, at billedet er mere nuanceret, og det har betydning for personer med type 1- eller type 2-diabetes,” siger Jørgen Wojtaszewski.

A single bout of one-legged exercise to local exhaustion decreases insulin action in non-exercised muscle leading to decreased whole-body insulin action” er udgivet i Diabetes. Jørgen Wojtaszewski modtog i 2016 støtte af Novo Nordisk Fonden til projektet ”Exercising with muscle insulin sensitivity”.

Jørgen Wojtaszewski
Professor
Our research focus on the mechanism(s) by which physical activity promotes metabolic health. Our studies have focused on the role of the energy sensor AMP activated protein kinase in promoting adaptations to exercise training and to a single bout of exercise. Of particular interest for now more than 20 years have been the interaction at the intracellular level between exercise-induced signaling events and those induced by insulin trying to elucidate the mechanisms by which a single bout of exercise can improve muscle insulin sensitivity. Our approaches to gain such insights include invasive studies of healthy and diseased subjects in combination with mechanistic studies using animal models - including various transgenic approaches. We seek to adapt state of art technologies in our research - including metabolomics, proteomics and phosphoproteomics analyses. Further, we seek to gain insight at the single muscle fiber level using both biochemistry and imaging techniques. In collaborations with various clinical laboratories and pharma industries we aim to translate our findings into relevance for patients and society.