EN / DA
Foto: Pexels
Krop og sind

Dødskamp i drømmeland

Der er to veje, du kan gå. Den ene er en tunnel med lys for enden. En stemme hvisker: Stop med at trække vejret, så kommer du derhen. Den anden leder hen til din datter. Hun er gravid. Hvis du vælger denne, får du dit barnebarn at se

Fortællinger som disse er for de fleste mennesker utrolige – faktisk så utrolige, at man ikke helt tror på dem. For patienter og ansatte på intensivafdelinger er de derimod en fast del af hverdagen. Nu har danske forskere lavet den største undersøgelser til dato af intensiv-patienters oplevelser, og hvordan oplevelserne sætter spor hos dem, der udskrives i live.

”Mennesker, der kæmper for deres liv, kæmper ofte også med virkeligheden. I takt med at deres krop presses til det yderste, er der en del af hjernen, der kobler fra. Det betyder blandt andet, at virkelighed og fantasi smelter sammen. Det kaldes delirium. Vi kender alle til at drømme – og lettelsen ved at finde ud af, at en ond drøm heldigvis bare var en drøm. Problemet for de delirøse patienter er bare, at det ofte sker i vågen tilstand, hvilket betyder at drømmene opleves virkelige. De kan ikke vågne fra dem,” forklarer Helle Svenningsen, der er adjunkt, ph.d. ved VIA University College.

Tre gange større risiko for at dø

Forskningen er udført ved Aarhus Universitetshospital og Nordsjællands Hospital og er den største offentliggjorte undersøgelse til dato af intensiv-patienters oplevelser. Her har hun interviewet 325 patienter om deres erindringer henholdsvis to uger, to måneder og 6 måneder efter deres udskrivelse fra intensiv. 114 af patienterne huskede én eller flere vrangforestillinger. Det er på en gang skræmmende og smuk læsning, men det er også overraskende læsning.

”Vi vidste godt, at vi med den metode, vi bruger i dag, ikke finder alle de patienter, der har delirium. I vores nye undersøgelse kan vi se, at helt op mod hver femte af dem, der har flest erindringer om delirium, ikke er blevet fanget af metoden. Det er mange, især i betragtning af, at vi ved, at patienter, der får delirium har tre gange så stor risiko for at dø på intensivafdelingen end andre.”

Helle Svenningsen tror dog ikke umiddelbart på, at man ved en anden metode end den nuværende CAM-ICU eller ”Confusion Assessment Method for the Intensive Care Unit” vil finde væsentlig flere patienter med delirium uden samtidig at fejlfortolke andre tilstande som delirium uden at det er tilstede (også kaldet falsk positive). Hun håber i stedet, at undersøgelsen kan gøre plejepersonalet på intensivafdelinger dygtigere til at hjælpe patienterne med at bearbejde deres ofte voldsomme oplevelser.

I kamp med døden

De drømmeagtige delirium-tilstande kan ifølge forskningen handlede om fire fænomener. Et af fænomenerne kredser om patientens fysiske kamp for livet, der tilsyneladende afspejles psykisk i deres delirium-tilstand. Flere af patienterne fortæller, hvordan de har oplevet at måtte kæmpe med en fjende – en fjende, som vil gøre det af dem.

”Vi havde derfor også en teori om, at erindringer som disse kan give patienterne posttraumatisk stress-syndrom, ligesom man ser det hos soldater, men det kunne vi ikke bekræfte i vores tidligere studier. Til gengæld viser andre studier, at delirium kan fremskynde demenstilstande hos gammel som ung, så det er vigtigt at have opmærksomhed på disse patienter - også efter indlæggelsen.”

Patienterne er ofte psykisk hårdt ramt i månederne efter deres ophold af de på den ene side meget virkelige og omvendt virkelighedsfjerne erindringer. De ser ofte deres delirium som et slags eksperiment, hvor de fx skal løse en opgave og besejre en fjende for at overleve. Og nogle gange tror de, at det er plejepersonalet selv, der er fjenden.

”Virkeligheden viser sig gudskelov langt mere håndgribelig, hvis man taler oplevelserne igennem med patienter. Oprindelig startede vores studium helt tilbage i 2004, da jeg arbejdede som sygeplejerske på en intensivafdeling. En af patienterne jeg prøvede at tale med om sin sygdom, blev ved med at tale om sine vanvittige oplevelser. Det var meget frustrerende, indtil det gik op for mig, at jeg stillede de helt forkerte spørgsmål.”

Familien hænger i loftet

Det ny projekt startede egentlig som et rent kvantitativt studium, hvor forskerne ved hjælp af det såkaldte ICU Memory Tool fik tal på, hvor mange drømme, mareridt, hallucinationer og følelser af, at nogen prøve at gøre dem ondt, som patienter huskede fra tiden på intensiv, efter at de var udskrevet.

”Da jeg var færdig, sad jeg tilbage med utrolig meget ekstra materiale og tænkte: Skal jeg bare ignorere alle de historier? Samtidig kunne jeg se, at mange af patienternes erindringer muligvis kunne oversættes direkte til oplevelser, som patienter faktisk kunne have haft.”

Mange patienter har fx erindringer om dynamiske rum, hvor de konstant bevæger sig rundt, hvilket kan stamme fra, at de er blevet flyttet rundt af en portør. Andre beretter, at de ser deres afdøde slægtninge hænge ned fra loftet i kroge, hvilket muligvis kan skyldes patienternes perspektiv, når de ligger i sengen og ser op på familien der er på besøg.

”Selv om patienternes historier lyder utrolige, så er det vigtigste, vi kan gøre som plejepersonale eller som pårørende at lytte til dem og forstå, at historierne er meget virkelige for dem. Samtidig kan vi fortælle dem, at andre har haft lignende oplevelser, så de ikke behøver at føle sig helt alene med deres voldsomme oplevelser. ”

Hele mennesker igen

Undersøgelsen er også overraskende positiv læsning i nogle henseender. Over halvdelen af de patienter, der ikke havde erindringer om drømme, mareridt, hallucinationer og følelser af, at nogen prøve at gøre dem ondt, havde faktisk haft delirium. Og det er for Helle Svenningsen selve målet at opnå en opmærksomhed på disse patienter også.

”Vi kan nok ikke undgå, at patienterne får delirium, for det skyldes jo deres kritiske fysiske tilstand, men det vi kan gøre er at lytte til dem og tale med dem, for det lader til, at det hjælper med til at bearbejde deres erindringer, så de faktisk over tid næsten glemmer dem, eller i hvert fald forliger sig med dem. ”

Aarhus Universitetshospital afholder én gang om måneden ”Intensivcafe”, hvor patienter kan komme og tale med hinanden og med erfarent plejepersonale om deres oplevelser og erindringer – et tilbud rigtig mange benytter sig. Helle Svenningsen håber dog, at det nye studium kan være med til åbne øjnene yderligere både hos personalet på Intensivafdelingen og hos de pårørende.

”Mange af de patienter jeg har snakket med i forbindelse med studiet, har efterfølgende takket mig, fordi det har hjulpet dem gennem deres traumer, at nogen ville lytte. Det er jo vigtigt, nu når vi helet dem fysisk, at vi også heler dem psykisk, så de bliver hele mennesker igen.”

Artiklen “Strange and scary memories of the intensive care unit: a qualitative, longitudinal study inspired by Ricoeur’s interpretation theory” er udkommet i tidsskriftet Journal of Clinical Nursing.

Helle Svenningsen modtog i 2011 støtte fra Novo Nordisk Fonden til projektet “Sammenhænge mellem sedation, delirium og posttraumatisk-stresssyndrom som følge af indlæggelse på intensivafdeling”. Forskningen blev udført på Aarhus Universitetshospital og Nordsjællands Hospital.