Forskere er kommet tættere på at forstå, hvad der sker i hjernen, når vi er villige til at tage risici eller når risikovilligheden er lav. Opdagelsen giver større indsigt i, hvilke hjerneområder der er vigtige for at oversætte risikovillighed til faktiske bevægelser, der er relateret til risikofyldte beslutningsprocesser.
Vi har alle forskellig smag for risiko, og mens nogle foretrækker et sikkert og roligt liv, har andre stor appetit på risiko og kaster sig ud i det ene risikofyldte projekt efter det andet. For nogle mennesker fører stor risikovillighed til, at de skaber store virksomheder eller begiver sig ud på store eventyr rundt om i verden, mens det for andre betyder, at de ender i misbrug og ludomani.
Risikovillighed udspringer fra hjernen, og nu har forskere identificeret, hvad der sker i hjernen, når risikovillighed bliver omsat til faktiske fysiske handlinger. Selvom forskningsresultatet er af grundvidenskabelig karakter, rummer det stadig potentialet for på lang sigt at kunne udnyttes til at hjælpe personer, hvor risikovilligheden kommer i vejen for livet.
"Eksempelvis er ludomani et stort problem for nogle mennesker, og her kan vi vise, at der kan være noget at vinde ved at stimulere et bestemt sted i hjernen for at styrke disse personers impulskontrol. Det kan være, at andre forskere har lyst til at udforske denne viden yderligere og afprøve det i en klinisk indstilling," fortæller ph.d. David Meder, en af forskerne bag studiet, fra Danish Research Center for Magnetic Resonance ved Hvidovre Hospital.
Forskningen er blevet offentliggjort i Journal of Neuroscience.
Risikovillighed er helt naturlig
David Meder og hans kolleger er interesserede i at forstå, hvordan risikovillighed manifesterer sig i hjernen. Til dette formål anvender forskerne et terningspil, hvor forsøgsdeltagerne kan vinde flere penge, jo flere gange de kaster med en terning. De kan dog også miste det hele, hvis de slår et et-tal, og dermed øges indsatsen gradvist i spillet, indtil kun de virkelig risikovillige fortsætter med at kaste terningen, mens alle andre for længst har lagt pengene i lommen.
David Meder forklarer, at risikovillighed ikke er noget nyt, og at vores hjerner faktisk er trænet til at håndtere risiko.
For tusinder af år siden, da vores liv afhang af vores evne til at finde mad på savannen, skulle vi hele tiden afveje den mulige gevinst af f.eks. en jagt imod risikoen for selv at blive spist af et rovdyr. Generelt kan man sige, at jo længere tid man var væk fra klanens beskyttelse, jo større var risikoen for at blive spist.
"Vi har allerede en ret god forståelse af de områder i hjernen, der spiller ind i risikovillighed. Tidligere har vi scannet folks hjerner, mens de spillede terningspillet, og der kunne vi se, at de områder i hjernen, der er forbundet med risikovillighed, bliver mere og mere aktive, jo længere folk kommer ind i spillet, hvor både den mulige gevinst og det mulige tab bliver større," forklarer David Meder.
Del af hjernen undertrykker motoriske impulser
Den del af hjernen, som forskerne identificerede, udgør det såkaldte inhibitory control network, der er ansvarligt for at undertrykke bevægelser.
Inhibitory control network kan undersøges af forskere ved at udføre et eksperiment, hvor de beder folk om at trykke på en knap, hver gang de ser et billede på en skærm, undtagen hvis det er et billede af f.eks. en kat.
Når folk trykker på knappen mange gange i træk, er de også meget tilbøjelige til at trykke på knappen, når de ser et billede af en kat, men her træder de områder i hjernen, der er en del af inhibitory control network, ind og sikrer, at det ikke sker. Det giver derfor god mening, at inhibitory control network også er aktivt i forbindelse med risikoadfærd, hvor netværket er med til at bremse forhastede beslutninger.
En del af inhibitory control network er pre-SMA-området, som faktisk er placeret mellem områderne i hjernen, der styrer bevægelse, og områderne i hjernen, der er ansvarlige for strategisk planlægning.
"Det er rimeligt at antage, at pre-SMA spiller en rolle i forhold til koblingen mellem risikovillighed og bevægelse, og det ønskede vi at undersøge i denne undersøgelse," siger David Meder.
Stimulerede hjernen hos 22 forsøgspersoner
I studiet hjerneskannede forskerne 22 forsøgspersoner, mens de spillede det tidligere nævnte spil. Samtidig stimulerede forskerne magnetisk pre-SMA-området for at se, om de kunne reducere aktiviteten i dette område af hjernen og ændre risikovilligheden hos forsøgsdeltagerne.
"Vores tanke var, at aktiviteten i pre-SMA stiger, jo mere risikofyldte beslutninger bliver, og at dette område af hjernen kan være stopklodsen for at omsætte risikovillige beslutninger til handling. I så fald burde vi kunne ændre på risikovilligheden ved at hæmme dette område af hjernen, da vi på en måde fjerner bremsen," siger David Meder.
Det første resultat, som forskerne fik ud af deres undersøgelse, stemte dog ikke overens med deres forventninger, da der ikke var nogen forskel i gennemsnittet af adfærd før og efter den magnetiske stimulation af pre-SMA.
Men når forskerne undersøgte, hvor risikovillige forsøgsdeltagerne var som udgangspunkt, fandt de ud af, at stimulationen af pre-SMA havde en overraskende effekt. De personer, der tidligere havde beskrevet sig selv som risikovillige, blev mindre risikovillige, mens de personer, der tidligere havde beskrevet sig selv som ikke særligt risikovillige, blev mere risikovillige.
Kombination kan ændre uhensigtsmæssig adfærd
Forskerne kunne også observere på hjerneskanningerne, hvordan aktiviteten i pre-SMA-området under spillet blev øget hos personer med risikoaversion, mens den blev formindsket hos personer med stor risikovillighed.
"Det er tydeligt, at pre-SMA ikke fungerer som en stopklods på samme måde for os alle. Det afhænger af, hvilken type person vi er. En måde at fortolke disse resultater er, at hvis man er risikovillig, fortæller dette område af hjernen en, at man skal tage det roligt, så man ikke satser alt, men hvis man er risikoavers, fortæller dette område af hjernen, at man skal fortsætte og være mere dristig," siger David Meder.
David Meder forklarer, at studiet primært er af grundvidenskabelig karakter og først og fremmest giver indsigt i, hvordan hjernen fungerer, når folk tager risici. Men hvis han skulle udnytte resultaterne, mener han, at en bedre forståelse af hjernen måske kan føre til nogle terapeutiske muligheder i behandlingen af ludomani eller misbrug.
Han ser nogle scenarier, hvor kombinationen af hjernestimulation og terapi kan ændre uhensigtsmæssig adfærd.
"Vi skal dog huske på, at vi ikke ved, hvilke andre områder i hjernen pre-SMA påvirker, og det skal vi have styr på, inden vi begynder at manipulere med det hos mennesker. Det samme gælder for mange andre parametre, da vi endnu ikke kender effekten af gentagne stimulationer, hvor længe effekten varer, eller om effekten også gælder beslutninger i dagligdagen," siger David Meder.
