Botanikken er død – længe leve botanikken!

Grøn innovation 1. maj 2021 7 min Professor Michael Broberg Palmgren Skrevet af Michael Broberg Palmgren

Vi ved forbavsende lidt om planterne omkring os. Det selvom planterne er basis for vores ernæring, og at fremtidens jordbrug er afhængig af, at vi formår at nyde godt af naturens biodiversitet. Der må derfor på nationalt plan skabes en forståelse for, at kendskabet til planter er nødvendigt - og botanikken må på skoleskemaet allerede fra folkeskolen af.

Kort før påske modtag jeg en mail fra en dygtig og entusiastisk student, der netop havde fulgt et kursus i grundlæggende plantebiologi og nu var blevet tændt på planter og fotograferede dem i naturen. Beskeden var ledsaget af et fotografi af en plante, han ikke kendte. Han kaldte den ubestemmelig. Jeg så på fotografiet. Det var fint og skarpt. Det forestillede en krokus.

Hvordan kan det være kommet så langt, at vores sprog er blevet så fattigt, at en begejstret ung plantebiologistuderende i 2021 ikke har et ord for krokus?

Krokus er et navn. Det er et ord i sproget. Navnet symboliserer en plante. Når vi siger navnet, ser vi planten for os. Det er ikke kun længere en blå blomst. Det er en krokus.

”Die Grenzen meiner Sprache bedeuten die Grenzen meiner Welt.” Sådan skriver den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein i sit værk Tractatus Logico-Philosophicus fra 1918.

Grænsen for mit sprog er grænsen for min verden. Har vi ikke et ord for en krokus, så findes den ikke i vores bevidsthed. Den er ikke en del af vores verden.


Et af de sidste flagskibe

Jeg tænkte over dette, da jeg i påsken stod i kø sammen med min søn på en blæsende parkeringsplads i Hyllie syd for Malmø og ventede på at komme til i et coronatestcenter.

Dernede ved mine fødder så jeg vårgæslingeblomst, Erophila verna, der var masser af den, og den var lige begyndt at blomstre. Det er en lille undselig plante, og man skal bøje sig ned for at kunne se, hvor smukke dens blomster er. Det var en dejlig forårshilsen, som jeg vist var den eneste i køen, der tog imod. Min søn gjorde det i hvert fald ikke.

Det var først, da jeg i sin tid lærte ordet vårgæslingeblomst, at jeg for første gang så den. Men derefter så jeg den overalt – i vejkanterne, mellem fliserne, hvor jeg gik, og mellem roserne i bedet, hvor jeg tidligere bare troede, det var noget ukrudt.

Der vokser omtrent 1.500 arter af højere planter i Danmark. De har alle navne. Det bidrager med 1.500 ord til det danske sprog. For ikke længe siden indgik plantekendskab i folkeskolens pensum. De små poder skulle indsamle planter, presse og tørre dem og give dem navne. De blev hørt i, om de kunne navnene.

I dag indgår plantekendskab på ingen måde som et læringskrav i folkeskolen. Heller ikke i gymnasiet. Ja, ikke engang som et obligatorisk fag på biologi og bioteknologiuddannelserne på vores største universiteter. Institut for Plante- og Miljøvidenskab, Københavns Universitet, udbyder et valgfrit kursus i ’Botanik’ for bachelorstuderende. Det er et af de sidste flagskibe, der er tilbage i landet. Her er et af læringskravene, at man efter endt kursus kan ”kende mindst 200 danske plantearter.”


Ude af trit med naturen

Det er altså ikke bare ordet krokus, der er på spil her. Eller vårgæslingeblomst. Det er hele vores evne til at forholde os til naturen. Den natur, der i stigende grad skal mætte os i en stadig mere kødfri – en stadig mere planterig – verden. Ligesom det er planterne, der kan hjælpe os med at opsuge al den kuldioxid, vi overproducerer.

Urbanisering, ikke bare i Danmark men i hele verden, betyder, at der globalt set er færre og færre mennesker, der i det daglige på en eller anden måde interagerer med naturen. I 1860 var landbrugets andel af arbejdsstyrken i Danmark oppe 52 %. I 1950 var tallet halveret til 23 %, og i 2010 var det helt nede på 3 %. Vores forhold til planterne er blevet lige så fjernt, som de plastindpakkede udskæringer af kød i Netto må forholde sig til koen, der må lade sit liv for kunden.

Professor emeritus Dennis Woodland ved Andrews University i Michigan har udtrykt det meget præcist: ‘As a result, never before in the history of humanity have children and teens been so “digitally plugged- in”—and so out of touch with nature.’

Richard Louvs bog fra 2005 “Last Child in the Woods: Saving Our Children From Nature-Deficit Disorder” udkom i dansk oversættelse i 2014. I sit forord kommer han ind på dette skred i vores naturopfattelse:

“I løbet af få årtier har den måde, hvorpå børn forstår og oplever naturen, ændret sig radikalt. Børns forhold til naturen er vendt på hovedet. I dag er de opmærksomme på de globale trusler mod miljøet, men deres intime, fysiske kontakt med naturen, er svindende. Det er præcis det modsatte af hvordan det var, da jeg var barn. Som dreng var jeg uvidende om, at mine skove økologisk var forbundet med andre skove. Ingen i 1950’erne talte om syreregn eller huller i ozonlaget eller den globale opvarmning. Men jeg kendte mine skove og mine marker, hvert sving i åerne, og hvert knæk på stierne. Jeg færdedes i disse skove, selv i mine drømme. Men et barn af i dag kan sandsynligvis fortælle dig om Amazonas regnskov - men ikke om sidste gang han eller hun udforskede naboskoven helt alene, eller lå på en mark og lyttede til vinden og så skyerne drive forbi.”

Erosion af viden selv på det højeste niveau

Planterne er som basis for vores ernæring også basis i det fremtidige bæredygtigt jordbrug, som vi er afhængige af, og som er afhængigt af at kunne drage fordel af naturens biodiversitet. Det kræver, at der er nogen, der kender til den.

At meget få gør det i dag, er ikke bare et nationalt problem, men erkendes på universiteter overalt i verden.

De fleste danske botanikere, der indtil for nylig var ansat på vores universiteter, er nu enten gået på pension eller er blevet afskediget i sparerunder, velsagtens fordi de ikke kunne konkurrere med molekylærbiologerne med hensyn til at tiltrække eksterne forskningsmidler.

Et er, at børn og unge ikke kan genkende de planter, som de møder på deres vej. Men nu gælder det også højtuddannede biologer og bioteknologer, ikke bare masterstuderende, men hele vejen op i det videnskabelige hierarki fra ph.d.-studerende, postdocs og fastansatte lektorer til professorer. Ignorancen er fremherskende selv blandt dem, der lever af at være plantebiologer.

Plantebiologien på universitetsniveau i dag bærer i høj grad præg af reduktionisme og et ønske om at forstå de basale mekanismer, der styrer en plantes liv. Det gør, at plantemolekylærbiologi og plantebiokemi er kommet i højsædet, og disse discipliner kan i princippet studeres med én eneste plante som udgangspunkt, modelplanten gåsemad, Arabidopsis thaliana. Det ville svare til, at moderne zoologer kun kender bananfluen.

Den argentinske forsker Jorge Crisci beskriver situationen i USA således: ”The current erosion of botany (…) is demonstrated by highly educated biologists not being able to tell apart even the most common plants”. 

Her er manglen på forskere med plantekendskab allerede særdeles følbar.

Plant of the week

Hvad kan vi selv gøre for at vende udviklingen?

Jeg forsøger selv at komme med mit beskedne bidrag til botanikkens redning, der her under coronakrisen foregår online via Zoom. Hver tirsdag morgen har to sektioner på mit institut et fællesmøde for ansatte og tilknyttede studerende, der indledes med en videnskabelig præsentation.

Efter den kommer mit indslag, der hedder ”Plant of the Week”.

Konceptet er, at naturen findes lige udenfor din dør, og døren i denne kontekst er den til Frederiksberg Campus, samt at hver eneste lille plante har sin egen spændende historie. Kriteriet for at blive ugens plante er, at den skal være vild (eller naturaliseret), vokse højest et par hundrede meter væk fra vores institut og skal kunne findes samme dag, som den bliver præsenteret.

I ugerne før jul kom vi igennem Orobanche hederae (vedbend-gyvelkvæler), Lamium purpureum (rød tvetand), Euphorbia peplus (gaffel-vortemælk) og Viscum album (mistelten). I år har vi så været igennem 12 nye planter, og mange flere kommer til at stå for tur, så længe mit publikum orker at følge med.

Ikke kun hvidkitlet naturvidenskab

Men det er ikke nok, at professionelle plantebiologer udvider deres kendskab til planter. For at redde botanikken foreslår Woodland som udgangspunkt følgende:

“Begin at home. Those of you with small children or planning to have children, reevaluate how you spend time with them and what you give them for gifts. Get them involved early in the outdoors — tramp, camp, explore, swim, fish, sleep under the stars, etc. Get them experiencing nature first hand. If possible, let them have a pet — bird, hamster, fish, kitten, puppy, rabbit, etc. Let the child touch, smell, handle, and care for an animal. Let them experience birth, growth, care, and yes, the death of the animal. Get your children growing plants, planting an herb garden, using tools and containers found at home. Help them “harvest their gardens” and savor the fruits of their labor. Teach them to be part of nature.”

Det er allerede i folkeskolen og gymnasiet, der bør sættes ind.

Jorge Crisci kommer med denne opfordring til undervisere: ”…. give our youth a sense of the interconnectedness of life, the importance of plants for human survival, and of biodiversity as the essential tool for understanding and conserving plants and the natural communities that sustain all life.”

Novo Nordisk Fondens afgående direktør Birgitte Nauntofte så skarpt, da hun fik fonden til at satse på ’Nyt nationalt læringscenter’ og etablere LIFE Fonden, der skal få flere børn og unge til at interessere sig for naturvidenskab. Hensigten er, at Novo Nordisk Fonden vil give bevillinger til LIFE Fonden på op til i alt knap 1,9 mia. kr. de første 10 år fra 2021.

Hermed en opfordring til, at fonden sikrer, at dens midler ikke kun bidrager til at fremme fascinationen af den hvidkitlede naturvidenskab, men også til naturen som sådan, og i den forbindelse ikke glemmer planterne!

The Botany Bill

I 2019 blev den såkaldte ‘Botany Bill’ (H.R.1572, S2384) introduceret for anden gang i det amerikanske senat. Som det hedder i forslagsteksten: “This bill requires the Department of the Interior to establish a botanical science research program, hire botanical scientists, and establish a student loan repayment program for botanical scientists.”

Et tilsvarende initiativ burde i den grad igangsættes af politikerne herhjemme, for lige nu er botanikken død. Den trænger til livreddende førstehjælp, hvis den skal overleve og hjælpe os mod en bæredygtig fremtid. Længe leve botanikken.

Michael Broberg Palmgren er professor i plantefysiologi ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab, Københavns Universitet. Han modtog i 2019 støtte fra Novo Nordisk Fonden Challenge-program til projektet ”NovoCrops: Accelerated domestication of resilient climate-change friendly plant species”.

Litteratur om emnet:

- Andrew Woodland: Are botanists becoming the dinosaurs of biology in the 21st century? S Afr J Botany. 2007;73:343–6.

- Botanical Sciences and Native Plant Materials Research, Restoration, and Promotion Act. Washington (DC): United States Senate; 2019.

- Jorge Crisci, Katinas L, Apodaca MJ, Hoch PC: The end of botany. Trends Plant Sci. 2020;25:1173–6.

- Nils Kærgård. Dansk landbrug i fortid, nutid og fremtid [Danish agriculture: past, present and future]. Samfundsøkonomen. 2017;4:4–9.

- Richard Louv Last child in the woods: saving our children from nature-deficit disorder. Cupertino (CA): Apple Books; 2014.

- New national learning initiative will encourage more children and adolescents to become interested in science. Hellerup: Novo Nordisk Foundation; 2018.

- Novo Nordisk Foundation establishes LIFE as an independent foundation. Hellerup: Novo Nordisk Foundation; 2020.

Nine plant species provide almost all the world’s food intake, and all are refined. By comparison, there are about 380,000 wild plant species. Nature...

Dansk
© All rights reserved, Sciencenews 2020