Virtual reality kan erstatte træning på jobbet

Kost og livsstil 7. apr 2021 3 min PhD Philip Stefan Wismer Skrevet af Morten Busch

Kedelige manualer eller omkostningstunge mentorordninger kan vise sig som fortid om ganske få år. I hvert fald hvis udviklingen af virtual reality-baseret træning fortsætter. Et nyt studie har testet forskellen på traditionel og VR-baseret træning, når det gælder fysiske opgaver i et laboratorium på en virksomhed. Resultaterne viser, at den virtuelle træning slår manualer og er næsten ligeså effektivt som oplæring fra en kollega. Ifølge forskerne er den største udfordring at få forskellige historier og eksperimentelle resultater og den fysiske fornemmelse for at udføre opgaver inkorporeret i virtual reality.

En højtuddannet arbejdsstyrke er alfa-omega for højteknologiske virksomheder. I den biofarmaceutiske industri skyldes 1 ud af 4 kvalitetsfejl menneskelige fejl. Derfor tyr virksomheder ofte til ressourceintensiv og tidskrævende uddannelse, der kræver testfaciliteter og erfarne undervisere. Samlet anslås det, at den biofarmaceutiske industri alene bruger 7 milliarder dollars til medarbejderuddannelse hvert år. Et nyt studie af virtuelle uddannelsesmetoder giver håb om, at nogle af midlerne kan spares på den måde.

”Simulatoruddannelse har allerede været brugt med succes til uddannelse af fx kirurger. Én fordel ved VR-metoder i laboratorietræning i farmaceutiske virksomheder er, at træningen bliver den samme hver gang. Det er til gengæld også den største udfordring, for virkeligheden kan ikke altid simuleres af programmørerne, men hvis man kan løse den udfordring, ligger vejen åben til at erstatte traditionelle træningsmetoder,” forklarer ph.d. Philip Wismer fra Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability på Danmarks Tekniske Universitet.

Lige så effektiv og engagerende

Indenfor kirurgisk træning bliver simulatorer brugt med stor succes, og færdighed bliver systematisk vurderet efter træning. Gamificerede laboratoriesimulatorer bruges også allerede til at undervise gymnasieelever og universitetsstuderende i naturvidenskab, og undersøgelser har vist, at det har ført til læringsresultater, der er bedre end eller lig med traditionelle undervisningsmetoder. Alligevel bruges metoderne endnu ikke som erstatning for laboratorietræning i det virkelige liv.

”Der har ikke været lavet nogle systematiske undersøgelser af VR-laboratorieundervisning, og simulationer bliver opfattet som supplement til teoretiske undervisningsmetoder i undervisningsverdenen. Sammen med en e-læringsvirksomhed og en farmavirksomhed undersøgte vi, om man ville kunne bruge virtual reality-simuleringer til at indøve nogle af praktiske færdigheder, som er nødvendige i dagligdagen ved at kombinere erfaringer inden for kirurgisk træning med uddannelsesspil,” fortæller Philip Wismer.

Forskerne integrerede også underliggende teoretiske begreber i VR-simulation, ligesom de brugte scorekeeping og interaktioner med fiktive figurer på samme måde som pædagogiske spil. En vigtig forudsætning var, at træningen tidsmæssigt skulle være sammenlignelig med den eksisterende praktiske træning.

”Derefter sammenlignede vi færdighederne hos dem, der havde fulgt VR-simulation, med en gruppe, der var blevet oplært af en erfaren kollega, og en gruppe, som havde skullet lære stoffet på helt traditionel vis via SOP (standard operating procedures) – en lang manual, som beskriver de mange detaljer, man skal kende omkring procedurer i en så stærkt reguleret industri, som den farmaceutiske industri er,” siger Philip Wismer.

På trods af de mange nødvendige detaljer ved fx pH-kalibreringer eller andre standardprocedurer i et virksomhedslaboratorie, så var resultaterne opmuntrende. Undersøgelser viste, at af tre træningsforhold var læsning af en SOP den mindst effektive, mindst behagelige og mest mentalt drænende metode til tilegnelse af teoretisk viden, mens VR var lige så effektiv og engagerende som den virkelige træning.

”Det er dog ikke nok at kende regler på et teoretisk niveau for medarbejdere i et biofarmaceutisk firma. Vores VR-simulering var dog 79 % så effektiv som den virkelige træning til overførsel af praktiske færdigheder, så det ser ud som om, VR-simuleringen kan blive et særdeles omkostningseffektivt alternativ til den virkelige træning, fordi den ikke kræver meget erfarne undervisere eller testfaciliteter,” vurderer Philip Wismer.

Muligt at spare på den store uddannelseskonto

Selv om VR-træningen ikke var helt lige så effektiv som den virkelige træning, så var der også store fordele ved VR-træningen. Den er nemlig nemmere at standardisere, så alle udsættes for nøjagtigt den samme træning, hvilket kan vise sig at være en stor fordel i en stærkt reguleret biofarma-sektor, hvor fokus er på ensartet kvalitet og på at forhindre dyre fejl.

”Omvendt har standardiseringen ulemper, fordi virkelige laboratoriemiljøer følger ikke altid standardiserede regler. I forhold til fx trafiksimuleringer, hvor der er et afgrænset og kendt antal regler, man kan udsættes for, skal mange flere variabler inkorporeres i VR-laboratoriesimulationer med uendelige kombinationer af forskellige interaktioner,” forklarer Philip Wismer.

Derfor egner virtual reality sig ifølge forskerne bedre til nogle typer af træning end andre. Til den type træningsopgave er der til gengæld rigtig meget at vinde for farmaceutiske virksomheder, hvis de gerne vil effektivisere og spare på den ofte store uddannelseskonto. En andet aspekt er der fortsat også plads til forbedring i hos VR-træningssystemerne.

”At efterligne den fysiske fornemmelse af at stå med udstyr i hånden er fortsat en udfordring. Meget tyder på, at laboratoriesimulationer via din almindelige desktop-computer foreløbig er mindst ligeså god som VR. Teknologien lever ikke helt op til forventningerne fra nogle år siden, som påstod, at VR vil revolutionere uddannelse,” lyder det fra Philip Wismer.

Immersive virtual reality as a competitive training strategy for the biopharma industry” er udgivet i Nature Biotechnology. Flere forfattere er ansat på Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability på Danmarks Tekniske Universitet, Kongens Lyngby.

The aim of The Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability is to develop new knowledge and technologies to support the transformation from co...

Dansk
© All rights reserved, Sciencenews 2020