Beliggende på det tibetanske plateau giver Baishiya Karst-hulen et unikt indblik i Denisovanerne - en mystisk gren af menneskelignende aber. Ny forskning tyder på, at disse tidlige mennesker tilpassede sig regionens barske forhold for omkring 40.000 år siden, jagede de lokale dyr, og formentlig var de i kontakt med de helt tidlige moderne mennesker. Gennem avancerede proteinanalyser har forskere sporet Denisovan-DNA, hvilket både giver indsigt i deres eksistens og deres genetiske indflydelse på moderne tibetanere, og især deres tilpasning til højder.
Højt oppe på det tibetanske plateau, hvor farverige buddhistiske bedeflag blafrer i den tynde luft, ligger der en hule med skjulte spor af, hvordan livet var for en kun lidt kendt menneskelig forfader – Denisovanerne.
Tibetanske buddhister har i århundreder besøgt Baishiya Karst-hulen som en pilgrimsrejse for at ære guru Padmasambhava og bodhisattva Tara, men deres fjerne Denovovaner-slægtninge kan have kaldt det deres hjem i årtusinder.
I 1980 opdagede en munk, der mediterede i hulen, hvad der syntes at være en menneskelig kæbeben med massive kindtænder, der stak op fra gulvet. I 2019 identificerede forskere underkæben som værende klart ikke-menneskelig. Den tilhørte en Denisovaner, en evolutionær afstikker af gamle menneskelignende aber - homininer - tæt beslægtet med neandertalerne.
En ny undersøgelse, offentliggjort i Nature, kaster lys over, hvordan Denisovanerne fra Baishiya Karst-hulen klarede sig i de ubarmhjertige forhold på det tibetanske plateau under den palæolitiske æra. Og en uventet opdagelse – som takket være avancerede proteinanalyseteknikker – nu måske endelig kan forklare, hvordan spor af Denisovan-DNA fortsætter med at eksistere i visse moderne samfund, herunder hos etniske tibetanere.
En portal til fortiden
Baishiya Karst Cave ligger imponerende 3.280 meter over havets overflade, placeret over en kløft, hvor en gletsjerstrøm flyder. "Dens 9 meter høje indgang er som en portal ind i en smal hule, der strækker sig mindst en kilometer ind i bjergsiden," fortæller Frido Welker, en molekylær paleoantropolog ved Københavns Universitet i Danmark og medforfatter.
Hulen ser ud at have været et tilflugtssted for de gamle menneskelignende homininer. Inde i hulen er den gennemsnitlige dagtemperatur om vinteren omkring 8°C, nærmest mildt sammenlignet med de temperaturer, homininerne eller har mødt under istiden.
I det sidste årti har Dongju Zhang, en miljøarkæolog ved Lanzhou Universitet i Kina og medforfatter til artiklen, studeret folkene fra den palæolitiske æra i det, der nu er det tibetanske plateau – “hvornår de boede der, hvordan de brugte miljøet og hvordan de tilpassede sig miljøet.”
I 2018 og 2019 gennemførte Zhang og kolleger en række udgravninger i Baishiya Karst-hulen for at finde ud af flere detaljer om Denisovanernes liv. De valgte et afsnit af hulen omkring 20 meter inde – dybt nok til at være godt beskyttet mod naturens luner, men tæt nok på hulens indgang, så lys stadig når ind – til deres gennemgribende undersøgelse.
Forskerne udgravede to små grøfter, hver 1 gange 2 meter, og katalogiserede omhyggeligt de genstande og rester, der var indlejret i 11 forskellige jordlag. De fandt i alt mere end 2.400 knoglefragmenter – færre end 200 af dem var dog store nok til at kunne identificeres baseret på deres anatomi, forklarer Zhang.
For at studere resten besluttede forskerne sig for en proteinanalyse. "Gammelt DNA kan være notorisk svært at udvinde, men arkæologer har haft større succes med at trække gamle proteiner fra knogler, især kollagen," forklarer Welker. Ved at ofre et lille stykke af hvert knoglefragment kunne forskerne sammenligne kollagenet i knogleprøverne med et stort bibliotek af proteiner fra moderne arter og andre gamle prøver.
Hvad stod der på menuen i den palæolitiske tid?
Proteinanalyserne afslørede en fjern favorit blandt knoglefragmenterne. Denisovanerne kunne tydeligvis godt lide deres bjerggeder - kapriner.
Kapriner, en familie af gedeagtige skabninger, udgjorde 60% af knoglefragmenterne fundet i Baishiya Karst Cave. Mange af dem matchede bharal, eller blåfår, som stadig strejfer rundt på det tibetanske plateau og indgår i det lokale køkken.
Men Denisovanerne spiste også andre skabninger – kaniner, fugle, murmeldyr, flyvende egern og pindsvin dukker alle op i proteinoptællingen. Andre knoglefragmenter indikerer, at Denisovanerne kæmpede med og besejrede rovdyr, herunder ræve, ulve og endda sneleoparder.
Selvom mange af disse dyr ville være kendte for moderne tibetanere, er andre mere besynderlige – herunder hyæner og det uldne næsehorn, et massivt hornet bæst, der vejede op til to tons.
"Alt dette giver os indtrykket af, at i dette bassin, da Denisovanerne besatte stedet, var dyrebestanden rig, og de brugte alle de dyr, der var tilgængelige for dem," siger Zhang.
Denisovanerne jagede altså – men samlede de også? Forskere har en tendens til at have mere bevis for de gamle hominiders kødspisningsvaner, da knogler overlever bedre i det arkæologiske materiale, mens planter ikke har tendens til at klare sig ligeså godt gennem titusinder af år. Ikke desto mindre siger Zhang, at beviserne for planteforbrug er endnu mere beskedne i Baishiya Karst-hulen end på sammenlignelige lignende steder. "Vi ved, at folk, der har boet på det tibetanske plateau i mange generationer, spiser forholdsmæssigt meget kød", fortæller Zhang.
Men ligesom deres moderne naboer må Denisovanerne have fået deres grønne kost på en eller anden måde. Indtil videre har forskerne kun afdækket nogle få frø i Baishiya Karst-hulen, men Zhang håber, at restanalyser på stenredskaber, der er fundet på stedet, kan give endnu flere spor.
Stedet for et gammelt romantisk møde?
Den nok mest spændende opdagelse kom kun frem takket være proteinaalysen, uddyber Zhang. Et lille knoglefragment i dyngerne af dyrerester, som ellers kunne være gået ubemærket hen, viste sig at være et stykke af en Denisovan-ribben.
Yderst få Denisovan-prøver er kendt af videnskaben – et fragment af en ung Denisovan-piges lillefingerknogle, en babytand og en håndfuld fragmenter fundet i Sibiriens Denisova-hule var alt, hvad forskerne havde at arbejde med, indtil underkæben blev opdaget i Baishiya Karst Cave.
Kæbebenet dateres til omkring 160.000 år siden, men ribbenfragmentet er er "ungt" - kun 40.000 år gammelt - baseret på det sedimentlag, hvor det blev fundet, vurderer Zhang. Det kunne påvirke den gældende tidslinje for hele artens overlevelse, da forskere faktisk i dag ikke er sikre på, hvornår Denisovanerne uddøde.
Det faktum, at Denisovanerne i Baishiya Karst-hulen overlevede "så sent", har interessante perspektiver. "For fyrre tusinde år siden er en interessant tid," forklarer Zhang, fordi det falder sammen med "at de oprindelige moderne mennesker dukker op i Østasien."
Dette betyder, at Denisovanerne måske har blandet sig med moderne mennesker i det, der nu er Tibet. "Havde de kommunikation eller konkurrence med moderne mennesker på det tibetanske plateau?" spørger Zhang.
Genetiske beviser relateret til nutidens etniske tibetanere tyder bestemt på, at de to arter kom hinanden særdeles godt ved på et tidspunkt. Tibetanere bærer nemlig et gen, der hjælper dem med at trives i store højder og tynd luft, og det er nedarvet fra Denisovanerne, som tilsyneladende havde titusinder af år til at tilpasse sig, før moderne mennesker kom på banen.
"Forståelsen af, hvordan Denisovanerne bidrager genetisk til moderne mennesker, er meget vigtig," slutter Zhang.
