Verdens sædkvalitet er fortsat i bund, og situationen synes særlig alvorlig i Danmark og de andre nordeuropæiske lande. Eksperter peger på kemiske stoffer og dårlig livsstil som årsag. Ny dansk-amerikansk forskning viser, at mangel på D-vitamin og calcium hos infertile mænd er tæt knyttet til sædkvaliteten, og at cellerne i testikler hos disse mænd måske har mere til fælles med knogleceller, end man måske først skulle tro.
Håbefulde unge mænd har i de seneste 20 år måttet lægge øre til videnskabelige skænderier om årsagen til den dårlige kvalitet af deres sæd. Især Nordeuropa er hårdt ramt, og i Danmark har næsten hver sjette mand så svært ved at gøre en partner gravid, at det kræver behandling. Desværre har en behandling af mænd manglet, men et dansk-amerikansk forskerteam håber inden længe at komme mændene til undsætning. De første resultater af deres Copenhagen Bone Gonadal Study er udkommet i tidsskriftet Human Reproduction.
”Vores resultater viser, at ufrugtbare mænd med et lavere niveau af specielt D-vitamin har dårligere sædkvalitet. Tidligere har vi set den samme sammenhæng hos mænd med normal sædkvalitet, men det er første gang, at vi påviser, at lave niveauer af D-vitamin og calcium også synes at have betydning for sædkvaliteten hos mænd, der har vanskeligt ved at få børn,” forklarer Martin Blomberg Jensen fra Division of Bone and Mineral Research Harvard University og Klinik for Vækst og Reproduktion på Rigshospitalet, hvor forsøgene er udført og analyseret.
Dobbelt så aktive sædceller
”Det interessante er, at vi og andre også i dyrestudier har kunnet vise en sammenhæng imellem calcium, D-vitamin og sædkvalitet. Det er derfor nærliggende at konkludere, at der også er en årsagssammenhæng mellem calcium, D-vitamin og barnløshed.”
I forsøget fik 1427 ufrugtbare mænd testet deres sædkvalitet samt analyseret deres blod for calcium og D-vitamin samt hormon-niveauer som fx testosteron. Resultaterne talte deres klare sprog. Sædcellerne for de mænd, der havde et højt niveau af D-vitamin var op til dobbelt så aktive som sædcellerne hos dem med lavt niveau af D-vitamin.
”De fleste tænker på knogler, når man nævner D-vitamin og calcium. Vores hypotese bygger faktisk på, at nogen af de celler, der findes i testiklerne, , kan begynde at opføre sig som knoglelignende celler. Derfor vil vi nu undersøge de knoglefaktorer, der frigives til blodet og påvirker andre organer nærmere samt teste om den medicin, der bruges til knoglerelaterede lidelser også kan regulere testikelfunktionen.”
En helt ny tilgang
Forskerne var derimod overraskede over, at de ufrugtbare mænd med lavt calcium-niveau i blodet havde flere bevægelige sædceller. Dette var modsat af, hvad man havde set i tidligere studier, og det får forskerne til at kigge dybere i de forskellige reguleringsmekanismer hos de ufrugtbare mænd og mænd med normal sædkvalitet.
”Man skal altid passe på at drage konklusioner for tidligt, for selv om der er en klar sammenhæng mellem niveauet af D-vitamin, calcium og sædkvalitet, så er det endnu umuligt at sige, hvad der er årsag, og hvad der er konsekvens, men det er klart, at det har store perspektiver, hvis det viser sig, at man kan forbedre mænds evne til at blive fædre ved at give D-vitamin-tilskud.”
Det er baggrunden for, at det dansk-amerikanske forskningssamarbejde med bl.a. Rigshospitalet, Københavns Universitet og den anerkendte knogle-forsker Beate Lanskes gruppe på Harvard University dykker yderligere ned i sammenhængen mellem de to ellers ulig dele af menneskekroppen, testikler og knogler i et stort placebo-kontrolleret lægemiddelforsøg, der er en del af Copenhagen Bone Gonadal Study.
”Vores påvisning af en sammenhæng mellem D-vitamin og sædkvalitet var baggrunden for det unikke samarbejde. I første omgang skal vi afdække, om vi ved at give infertile mænd D-vitamin-tilskud kan forbedre deres sædkvalitet, mens de efterfølgende mere basale studier for alvor skal bruges til at forbedre forståelsen og ultimativt afdække ny behandling af ufrugtbarhed hos mænd. Det her er kun begyndelsen af en helt ny tilgang til testikelforskning. Vi er i hvert fald overbeviste om, at de bedste historier for os og patienterne ligger foran os - startende med effekten af D-vitamin tilskud overfor placebo til infertile mænd"
Vitamin D deficiency and low ionized calcium are linked with semen quality and sex steroid levels in infertile men. Blomberg Jensen M, Gerner Lawaetz J, Andersson AM, Petersen JH, Nordkap L, Bang AK, Ekbom P, Joensen UN, Prætorius L, Lundstrøm P, Boujida VH, Lanske B, Juul A, Jørgensen N. Hum Reprod. 2016 Aug;31(8):1875-85. doi: 10.1093/humrep/dew152. I 2009 modtog Klinik for Vækst og Reproduktion på Rigshospitalet støtte fra Novo Nordisk Fonden til projektet "Kan D-vitamintilskud forbedre sædkvaliteten og kønshormonprofilen hos mænd med stærkt nedsat sædkvalitet?"