EN / DA
Sygdom og behandling

Middel mod diabetes og fedme dæmper lyst til alkohol

Alkoholmisbrug er et massivt samfundsproblem, som ifølge WHO er årsag til 6 % af alle verdens dødsfald. Da udvikling og godkendelse af ny medicinsk behandling er vanskelig og dyr, har den medicinske behandling knap ændret sig de seneste 25 år. Nu har forskere fundet ud af, at allerede godkendt diabetesmedicin også dæmper lysten til alkohol.

På St Kitts i Caribien drikker aberne alkohol. Aberne på den caribiske ø er berygtede for helt af egen fri vilje at indtage alkohol i store mængder. Det gør dem ideelle til at studere den alkoholafhængighed, der udgør et kæmpe problem for menneskeheden. Nu har en dansk forskergruppe forsøgt at dæmpe abernes lyst til alkohol med en helt ny og meget overraskende indfaldsvinkel, nemlig via lægemidler, der normalt bruges til at behandle diabetes og fedme – de såkaldte GLP-1-receptoragonister.

”Aberne fik mindsket deres alkoholforbrug med 20-30 %, hvis de blev behandlet med medicinen. Effekten skyldes muligvis, at lægemidlet dæmper udskillelsen af dopamin i hjernen, så alkoholen ikke giver aberne den samme lykkefølelse som ellers. Da medicinen allerede er godkendt til behandling af mennesker med diabetes og/eller overvægt og fedme, er vejen til en yderligere indikation – alkoholafhængighed – jo kortere, end hvis præparaterne ikke allerede anvendtes i klinikken,” forklarer en af studiets hovedforfattere, Anders Fink-Jensen, der er overlæge ved Psykiatrisk Center København og klinisk professor ved Københavns Universitet.

Effekten findes i hjernen

Langt de fleste aber på St Kitts lever vildt, men for at man kunne måle den enkelte abes alkoholforbrug, blev aberne iagttaget i 10 dage under kontrollerede forhold i et laboratorium. Her blev de hver dag tilbudt alkohol i en periode på 4 timer i løbet af dagen. Derefter blev aberne behandlet med to GLP-1-analoger, exenatid (Bydureon) eller liraglutid (Victoza), og deres alkoholindtag blev igen målt i 10 dage.

”Selv om vi observerede samme tendenser med begge stoffer, så ser liraglutid umiddelbart ud til at have den største effekt, da det reducerede abernes alkoholforbrug med op til 30 % i forhold til dem, der ikke fik stoffet. Alkoholforbruget vendte tilbage til det normale få dage efter, at aberne holdt op med at få stoffet. Endnu er det for tidligt at konkludere på forskellene mellem de to lægemidler, da forsøgene ikke blev lavet samtidig, og alkoholindtaget i de to studier var forskelligt.”

Forskere har tidligere set lignende effekter af GLP-1 hos rotter og mus, men det er første gang, at man undersøger effekter hos primater, hvis fysiologi ligner mennesker meget. Nogle af St Kitts-aberne har endda den samme naturlige trang til at indtage alkohol som nogle mennesker.

”De tidligere studier på mus viser, at mens effekterne af GLP-1-analoger på blodsukker foregår i det perifere væv, fx ved at GLP-1 stimulerer frigørelsen af insulin i bugspytkirtlen, så opstår effekten af GLP-1-analogerne på alkoholforbruget sandsynligvis ved, at GLP-1-analogerne påvirker hjernen.”

Forskerne mener, at det er hjernens dopaminudskillelse, der påvirkes, så man ikke får den samme lykkefølelse ved indtagelsen af alkohol, når man bliver behandlet med disse lægemidler. I deres kommende kliniske studier vil de ved brug af hjerneskanninger undersøge de mulige centrale effekter af GLP-1 på hjernen.

”Vi er allerede i gang med nye kliniske studier, som vi forventer at blive færdige med i løbet af det kommende år. Udover at undersøge effekten på hjernen skal forsøgene også afklare, om GLP-1 -analogerne reducerer alkoholindtaget hos mennesker med alkoholafhængighed eller overforbrug.”

Kortere vej til patienterne

Perspektiverne i de nye resultater er oplagte. Det anslås, at der i Danmark alene findes 160.000-180.000 mennesker, der er afhængige af alkohol. Derudover findes der formentlig 4-5 gange så mange, der har et for stort alkoholforbrug. Knap 20.000 mennesker modtager medicinsk behandling, og langt størstedelen af disse behandles med disulfiram (Antabus).

”Problemet med Antabus er, at det ikke fjerner selve årsagen, nemlig trangen til alkohol. Det giver godt nok den afhængige et voldsomt ubehag, hvis der samtidig indtages alkohol, men den fysiologiske trang (på engelsk ’craving’) til alkohol er der stadig. Det, vi gerne vil, er at finde et stof, der i stedet kan fjerne lysten til selve alkoholen.”

Der har været forsket en del i stoffer, der kan fjerne lysten til alkohol, og flere lægemidler udover Antabus er registreret til behandling af alkoholafhængighed, men der er ingen tvivl om, at der fortsat er brug for at udvikle nye og mere effektive lægemidler rettet mod alkoholafhængighed.

”Den store fordel ved GLP-1-analogerne er, at de er godkendt til behandling af diabetes og svær overvægt, og da de to lidelser i en del tilfælde er relateret til et overdrevent alkoholforbrug, er der et velbegrundet håb om, at overvægtige diabetikere med alkoholproblemer kan have gavn af GLP-1-analogerne. Men også normalvægtige patienter uden type 2-diabetes kunne meget vel have gavn af denne type lægemidler. Fremtidige kliniske studier må afgøre dette.”

Artiklen ”Effects of glucagon-like peptide 1 analogs on alcohol intake in alcohol-preferring vervet monkeys” er udgivet i det internationale videnskabelige tidsskrift Psychopharmacology. Forskere fra the Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research har deltaget i studiet.

Anders Fink-Jensen
Clinical professor
Alcohol use disorder is a major public health problem in large parts of the world including Europe and the USA, imposing a high cost on society and estimated to cause 6% of all deaths . Alcohol use disorder is underdiagnosed and undertreated, and more than 2/3 of patients in abstinence-oriented treatment will relapse within the first year of achieving abstinence. Currently available pharmacotherapies such as disulfiram, naltrexone, acamprosate, and nalmefene have low to moderate efficacy. Thus, there remains a strong need for new molecular targets in the medical treatment of alcohol use disorder. Glucagon-like peptide-1 (GLP-1)-based therapy has been used in the treatment of type 2 diabetes since 2006. GLP-1 is an incretin hormone secreted from endocrine L-cells of the small intestine. GLP-1 has insulinotropic effects and inhibits glucagon release, which together lower blood glucose levels (Holst 2007). GLP-1 is also produced as a neurotransmitter in the brain and acts centrally to regulate nutrient intake, and GLP-1 receptors are expressed in brain areas involved with reward and addiction, such as the ventral tegmental area and nucleus accumbens in rodents, humans, and non-human primates . The GLP-1 system has therefore attracted interest as a potential target for treating addictions, and GLP-1 receptor agonists have shown promise in reducing alcohol intake in rodents . Human gene variants of the GLP-1 receptor also show an association with the prevalence of AUD and with behavioral and neurological responses to alcohol in human laboratory studies. Endogenous GLP-1 is degraded within minutes, but GLP-1 analogs with significantly longer half-lives have been developed as diabetes medications. Here, we tested two different clinically used peptide compounds: exenatide, in an extended-release formulation, and liraglutide. Pharmacokinetic properties of the two drugs in humans are summarized in Table 1. Evidence from rodent studies indicates that both exenatide and liraglutide penetrate the brain after systemic administration. In humans, exenatide requires several weeks to reach steady blood levels, and liraglutide requires careful up-titration to reduce side effects such as nausea and vomiting.