EN / DA
Sygdom og behandling

Sult-hormon virker mod Huntingtons sygdom

Ghrelin er et hormon, der bliver produceret i maven, når vi er sultne. Nu viser ny forskning, at hormonet kan modvirke nogle af symptomerne på Huntingtons, en invaliderende sygdom i nervesystemet.

I 2001 opdagede forskere hormonet ghrelin, der bliver udskilt i maven, når vi er sultne. Siden da har forskere nærstuderet hormonet for at finde ud af, om man ved at blokere det kan modvirke fedme.

Forskere fra Københavns Universitet har dog haft blikket rettet mod ghrelin i en helt anden sammenhæng, og deres forskning viser nu, at hormonet potentielt set kan kastes ind i kampen mod den voldsomt invaliderende sygdom Huntingtons.

I et nyt studie på mus viser forskerne i hvert fald, at ghrelin kan udskyde symptomerne på sygdommen. Hvis det samme gøre sig gældende for mennesker, kan en ny behandling til patienter med Huntingtons sygdom, som ikke har andre medicinske muligheder, være i støbeskeen.

”Det er selvfølgelig svært at forudse, hvad der kommer ud af det her, men jeg vil godt stå inde for at sige, at ghrelin kan have potentialet til at give patienter med Huntingtons sygdom nogle flere gode år i deres liv,” fortæller forskeren bag det nye studie, professor mso Birgitte Holst fra Institut for Biomedicin og Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research ved Københavns Universitet.

Det nye studie er for nylig offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Journal of Neuroendocrinology.

Huntingtons rammer hele kroppen

Huntingtons sygdom er en dominant arvelig sygdom, der ofte først kommer frem senere i livet. Den kan pludselig komme, når man er 30 år gammel eller sågar 50 år, og ofte har patienten en ægtefælle og børn, når sygdommen viser sit grimme ansigt.

Sygdommen er neurodegenerativ og manifesterer sig ved begyndende bevægelsesvanskeligheder, ændringer i personlighed, dalende intellekt og vægttab.

Patienter bliver også ofte ramt af depression, og så går der kludder i deres indre urs døgnrytme, så de er vågne og sover på helt vilkårlige tidspunkter på døgnet.

Ofte lever patienter kun 15 til 20 år efter diagnosetidspunktet.

”Ved Huntingtons sygdom er det specifikke neuroner, som bliver nedbrudt, og det er årsagen til symptomerne. I vores forsøg valgte vi at afprøve ghrelin til at behandle Huntingtons, da vi ved, at hormonet beskytter hjernen, så man bliver mindre depressiv, og så hjælper det også til med at opbygge fedtvæv. Det vil sige, at det som udgangspunkt virker mod to vigtige elementer i sygdomsudviklingen,” forklarer Birgitte Holst.

Forsinkede symptomer på Huntingtons

I deres forsøg arbejdede forskerne fra Københavns Universitet med mus, der er genetisk ændret til at have Huntingtons. Den genetiske årsag til sygdommen er for mange kopier af nogle af DNA’ets byggesten.

Musene udtrykker alle de klassiske tegn på sygdommen: de taber både fedtvæv og muskelmasse, er stressede og forvirrede, sover dårligt om natten osv.

Forskerne lavede to hold mus med præsymptomatisk Huntingtons, hvor de gav det ene hold ghrelin, mens det andet hold fik et placebo. Derefter undersøgte forskerne, hvordan sygdommen udviklede sig blandt musene i de to grupper.

Forsøget viste, at musene reagerede positivt på behandlingen med ghrelin. Musene, der fik hormonet, mistede ikke i samme omfang muskel- eller fedtmasse som kontrolmusene, og deres døgnrytme forblev også normal i længere tid.

Ghrelin var på den måde ikke en kur mod Huntingtons i udbrud, men derimod et middel til at udsætte symptomerne på sygdommen.

”Det var meget positivt, at musene reagerede så godt på behandlingen. De fik normaliseret deres spisemønster, og det hjalp dem med ikke i samme omfang at miste fedt- og muskelmasse. Derudover antager vi, at når musene har en normaliseret døgnrytme, får de bedre kognitive funktioner,” siger Birgitte Holst.

Virker måske også på mennesker

Undersøgelsen er kun lavet på mus, og der er selvfølgelig langt til, at man kan konkludere, at ghrelin også kan virke mod symptomerne i mennesker med Huntingtons.

Ikke desto mindre er Birgitte Holst optimistisk.

Hendes forskningsgruppe er nu gået i gang med at tage kontakt til neurologer, der behandler patienter med Huntingtons, for at høre, hvad de tænker om mulighederne i ghrelin.

Først når forskerne har snakket med en masse læger og forskerkollegaer og vurderet potentialet i midlet vil de gå videre med de første kliniske forsøg med mennesker.

Det er dog vigtigt at slå fast, at ghrelin formentlig aldrig bliver en kur mod sygdommen. I stedet kan det potentielt set benyttes til at give patienter flere gode år uden symptomer, som man eksempelvis også ser ved nogle former for kræftbehandlinger, der ligeledes kun er livsforlængende.

Vil behandle patienter i sygdommens tidligste stadier

Birgitte Holst understreger, at ghrelin umiddelbart ser ud til at have potentiale til at virke bedst til patienter med de allertidligste tegn på Huntingtons. Helst skal behandlingen begynde ved de første tegn på sygdomsudbrud.

Det kræver dog, at man allerede på forhånd ved, at patienten har Huntingtons, inden sygdommen kommer til udtryk.

Det er dog også ofte muligt, da sygdommen er dominant arvelig, hvilket vil sige, at hvis mor eller far har den, er der 50 pct. risiko for, at deres børn også får den.

”Det kunne være virkelig interessant, hvis vi kunne finde en patientgruppe uden Huntingtons i udbrud og gå i gang med at behandle dem med ghrelin, inden sygdommen kommer til udtryk. På den måde kan vi se, om hormonet også virker på mennesker og potentielt set forlænger de gode år i deres liv,” siger Birgitte Holst.

Artiklen ”Ghrelin-mediated improvements in the metabolic phenotype in the R6/2 mouse model of Huntington’s disease” er udgivet i Journal of Neuroendocrinology. Professor Birgitte Holst modtog i 2014 støtte fra Novo Nordisk Fonden til ”In vivo characterization of ghrelin receptor–mediated signaling in the hypothalamus using biased ligand and KO models” og i 2018 til projektet “The endogenous ghrelin receptor antagonist Leap2 as the basis for a novel anti-obesity drug”.

Birgitte Holst
Professor, external
The common research theme of the Molecular Pharmacology Laboratory is the relationship between structure and function of 7TM (seven transmembrane segment), G protein-coupled receptors. The structure-function relationship is studied in close collaboration with computational chemistry groups – in particular Professor Thomas Frimurer and his group – and various medicinal chemistry groups in academia and in the biotech and pharmaceutical industry. Pharmacological concepts from the invtro studies are carried over into the in vivo pharmacological setting and probed in various animal models.