Det sker sjældnere, at indvandrere med type 2-diabetes i Danmark sættes i kombinationsbehandling for deres sygdom. Specielt behandling med GLP-1-receptoragonister, der ud over at sænke blodsukkeret også beskytter hjertet og nyrerne, er udeladt i behandlingen af indvandrere. Med alle de nye behandlinger eksisterer der en uddannelsesopgave, så vi sikrer os, at vi ikke mister indvandrere i behandlingen," siger forsker.
Der er sket landvindinger inden for behandling af type 2-diabetes, hvor det i dag er normalt, at personer med sygdommen behandles med to, tre eller sågar flere lægemidler for at holde deres blodsukker under kontrol. Ud over at sænke blodsukkeret reducerer kombinationsbehandlingen også risikoen for udvikling af forskellige følgesygdomme til type 2-diabetes, herunder nyresygdom og hjertekarsygdom.
Et nyt dansk studie viser dog, at når det kommer til indvandrere i Danmark, er andelen af personer med type 2-diabetes i behandling med en kombination af lægemidler mindre, end den er for personer født i Danmark.
Især er ikke særligt mange i behandling med GLP-1-receptoragonister, og det er bekymrende, da den type behandling kommer med rigtig mange helbredsfordele, herunder at være nyrebeskyttende, hjertebeskyttende og forbundet med et betydeligt vægttab.
"Behandling med en GLP-1-receptoragonist er sammen med SGLT2-hæmmere Rolls Royce-modellen inden for behandling af type 2-diabetes og risikofaktorer ved type 2-diabetes. Derfor er det også bekymrende, at indvandrere i langt mindre grad er i behandling med denne type lægemidler, og der er behov for, at vi fremadrettet finder ud af, hvorfor det forholder sig sådan," fortæller en af forskerne bag studiet, klinisk forsker ved Steno Diabetes Center Aarhus og Aarhus Universitet, Anders Isaksen.
Forskningen er offentliggjort i Diabetes, Obesity & Metabolism.
Kvart mio. mennesker med i studie
I studiet har forskerne ved hjælp af forskellige danske databaser undersøgt forbruget af medicin blandt 253.364 personer med type 2-diabetes i Danmark.
Forskerne inddelte studiepopulationen i grupperne indfødte danskere og førstegenerationsindvandrere fra Mellemøsten, Europa, Tyrkiet, det tidligere Jugoslavien, Pakistan, Sri Lanka, Somalia og Vietnam.
Herefter undersøgte de, hvilken behandling personerne var i, samtidig med at de justerede data for forskellige faktorer, der kunne have indflydelse på den medicinske behandling, herunder køn, alder, varighed af diabetes, komplikationer, blodsukkerværdier, indkomst og beskæftigelse.
Forskerne sammenlignede de forskellige grupper i forhold til andelen, der var i behandling med to lægemidler eller tre eller flere lægemidler.
"Det giver et indblik i, hvor intensivt de forskellige grupper af indvandrere i Danmark behandles for deres diabetes. I fald af store forskelle kan det give anledning til bekymring om, at nogle grupper ikke er lige så effektivt behandlet som andre, og at det kan lede til, at disse grupper i højere grad udvikler komplikationer og bliver en belastning for sundhedssystemet i fremtiden. Det er også vigtigt at identificere eventuelle forskelle for at finde baggrunden for disse forskelle, så vi kan gøre noget ved dem," forklarer Anders Isaksen.
Somaliere modtager den ringeste behandling for type 2-diabetes
Resultatet af undersøgelsen viser meget klart, at der er meget store forskelle på, hvor mange personer i de forskellige grupper der er i behandling med to eller tre eller flere lægemidler for type 2-diabetes.
34,7 pct. af personer født i Danmark var i undersøgelsesperioden i behandling med to eller flere lægemidler. De fleste andre grupper havde en højere justeret relativ risiko for ikke at modtage to eller flere lægemidler, hvor indvandrere fra Somalia havde 23 pct. mindre sandsynlighed at de var i behandling med to eller flere lægemidler (justeret relativ risiko = 0.77).
9,1 pct. af indvandrere fra Somalia var i behandling med tre eller flere lægemidler for type 2-diabetes mod 12,9 pct. for indfødte danskere, og den justeret sandsynlighed var 0,56 for indvandrere fra Somalia.
Indvandrere fra Pakistan, Sri Lanka og Vietnam havde i studiet også lavere sandsynlighed for at være i behandling med to eller tre eller flere lægemidler end personer født i Danmark, omend tallene ikke var lige så grelle som blandt indvandrere fra Somalia.
Til gengæld fandt forskerne ingen nævneværdig mindre brug af to eller flere lægemidler mod type 2-diabetes blandt indvandrere fra Mellemøsten, Europa og eks-Jugoslavien.
"Vi kan ikke sige, hvorfor tallene ser ud, som de gør, men årsagerne skal formentlig findes både hos lægerne, patienterne og tilskudssystemet for medicin," siger Anders Isaksen.
Specielt GLP-1-receptoragonister vælges fra
Studiet viser også, at det mest benyttede lægemiddel blandt personer med type 2-diabetes født i Danmark var metformin. Det benyttede 62,1 pct. sig af.
Derefter kommer DPP4-hæmmere (13,3 pct.), SGLT2-hæmmere (11,9 pct.) og SU-stoffer (5,2 pct.). 18,7 pct. af danskere med type 2-diabetes benyttede sig i undersøgelsesperioden af insulin, mens 13,3 pct. benyttede GLP-1-receptoragonister.
Andelen af indvandrere, som brugte de forskellige lægemidler ved behandling af type 2-diabetes, var på niveau med de danske tal eller højere for metformin, DPP4-hæmmere, SGLT2-hæmmere og SU-stoffer, men mindre for insulin og GLP-1-receptoragonister.
Ifølge Anders Isaksen kan der være helt klare årsager til, at indvandrere sjældnere er i behandling med netop disse to lægemidler.
"For det første er det injektionsbehandlinger, og der kan være en forståelse i indvandremiljøer, at det er mere stigmatiserende at skulle stikke sig med en nål sammenlignet med tabletbehandling. Derudover koster GLP-1-receptoragonister også mere end for eksempel metformin i de første måneder af behandlingen, indtil tilskuddet træder ind. Hvis man ikke har en forståelse af tilskudssystemet, kan det være svært at overskue, hvad man skal betale for sin behandling, og det kan være årsagen til, at mange vælger den fra," siger han.
Anders Isaksen ser også et muligt scenarie, hvor sprogvanskeligheder kan afholde en læge fra at udskrive recepter på mere komplekse behandlinger.
"Det er alt sammen gisninger, men det er heller ikke utænkeligt, at sprogbarrierer kan gøre læger mere tilbageholdende i forbindelse med udskrivelse af recepter på nogle former for medicin, hvis de ikke er sikre på, at patienterne har helt styr på, hvordan medicinen skal tages," siger han.
Uddannelsesopgave forude
Anders Isaksen mener, at studiet lægger op til flere undersøgelser af, hvad der er af barrierer for, at indvandrere i Danmark modtager den samme gode behandling for type 2-diabetes som personer med sygdommen født i Danmark.
Formålet med denne type undersøgelser skal blandt andet være at feje udfordringerne af banen, så nogle grupper i samfundet ikke bliver en større belastning for sundhedssystemet end andre, simpelthen fordi deres type 2-diabetes underbehandles, så de forbliver i dårlig kontrol i mange år i træk.
Derudover er det velkendt, at indvandrere i højere grad får stillet en diagnose med type 2-diabetes, og at de også får stillet diagnosen tidligere i livet.
"Vi står formentlig over for en uddannelsesopgave i forhold til at sikre, at alle personer med type 2-diabetes i Danmark er klar over, hvorfor de bør behandles med forskellige lægemidler, og hvordan tilskudssystemet for medicin fungerer. Denne opgave bliver kun mere og mere relevant, i takt med at der kommer flere nye lægemidler på markedet, og at vi ikke længere kun behandler type 2-diabetes, men også alle de komplikationer, der følger med sygdommen," siger Anders Isaksen.
