Stoffer, som findes i harpiks, virker på de cellekanaler, der er årsagen til epileptiske anfald. Forskere har identificeret de mest lovende kandidater til udvikling af ny medicin til personer med epilepsi.
Der kan være godt nyt på vej for den tredjedel af verdens epileptikere, som ikke har gavn af den nuværende medicin på markedet.
Forskere fra Sverige og Danmark har nemlig identificeret nogle særdeles lovende lægemiddelkandidater i harpiks.
I nye forsøg har forskerne testet stoffernes effekt, og de forsøg viser, at stofferne ikke bare virker på de cellekanaler, som er årsag til epilepsi. De ser heller ikke ud til at komme med mange af de bivirkninger, der karakteriserer de allerede eksisterende former for epilepsimedicin.
"Over 60 mio. mennesker i verden lider af epilepsi, og en tredjedel oplever stadig epileptiske anfald på trods af medicinen. Der er derfor et stort behov for nye typer af lægemidler, og jeg håber og tror på, at vi fremadrettet kan udvikle vores molekyler til nye lægemidler," fortæller en af forskerne bag det nye studie, forsker Nina Ottosson ved Linköping Universitet.
Forskningen er offentliggjort i Epilepsia.
Lægemidler skal ramme de rigtige ionkanaler
Epileptiske anfald er resultatet af, at nerverne i hjernen i alt for høj grad sender signaler afsted til nabocellerne, selv når der ikke er behov for det, og de burde være i ro.
Disse signaler opstår, når små kanaler i nervecellerne tillader, at elektrisk ladede ioner kan komme gennem kanalerne. Når nok ioner er kommet ind i cellen, skyder den et elektrisk signal afsted mod nabocellen, som sender signalet videre i systemet og stimulerer endnu flere nerveceller. Når nok nerveceller bliver stimuleret, resulterer det i et anfald.
Da ionkanalerne på den måde spiller så stor en rolle i udvikling af epileptiske anfald, er mange lægemidler mod sygdommen også målrettet netop ionkanalerne.
Et sådant lægemiddel, der kom på markedet for en del år siden, men blev taget af markedet igen, er retigabine.
Retigabine virker ved at åbne for ionkanalen hKV7.2/7.3, som spiller en særlig vigtig rolle i epilepsi. Når denne ionkanal er lukket eller ikke fungerer på grund af mutationer, kan patienter opleve epileptiske anfald, men når kanalen er åben, kan epileptiske anfald forebygges.
Det lovende lægemiddel faldt dog over sine egne ben, idet lægemidlet ikke bare hæmmede epileptiske anfald, men også påvirkede de glatte muskelfibre i blodårerne og blæren. Det ledte til lavt blodtryk og problemer med at urinere. Derfor blev retigabine fjernet fra apotekerhylderne igen.
"Retigabine havde en rigtig god effekt på epilepsien, men fordi lægemidlet ikke bare påvirkede hKV7.2/7.3, men også ionkanalen hKV7.4, kom behandlingen med en masse bivirkninger. Der er derfor et stort potentiale i et lægemiddel, der kan påvirke hKV7.2/7.3 uden at binde til hKV7.4," forklarer Nina Ottosson.
Nye molekyler påvirker kun de rigtige kanaler
I det nye forskningsarbejde har forskerne testet nogle forskellige molekyler, der er udviklet fra stoffer i harpiks.
Tidligere forskning fra den forskningsgruppe, som Nina Ottosson er en del af, har vist, at visse stoffer i harpiks fra fyrre- og grantræer, kan påvirke forskellige ionkanaler i celler. Forskerne har brugt disse stoffer fra harpiks til at udvikle en række af molekyler med lignende effekter.
I forsøg med væv fra rotter undersøgte forskerne deres nyudviklede molekyler for effekt på hKV7.4. Her fandt de, at molekylerne på samme måde som retigabine var i stand til at åbne hKV7.2/7.3, mens stofferne samtidig havde ringe til ingen effekt på hKV7.4 og de glatte muskelfibre.
Nina Ottosson forklarer, at årsagen er, at forskernes molekyler benytter en anden mekanisme til at interagere med hKV7.2/7.3, og den mekanisme har ikke den samme store effekt på hKv7.4 som retigabine.
Nina Ottosson fortæller også, at forskerne har været grundige i undersøgelserne af deres molekyler og blandt andet kortlagt, at klinisk relevante koncentrationer heller ikke ser ud til at have en effekt på ionkanaler i hjertet.
"Det antyder, at vores stoffer kan have en god antiepileptisk effekt uden at komme med for mange bivirkninger på blodtrykket og blæren," siger hun.
Hæmmede epileptiske anfald i zebrafisk
For at validere de opløftende resultater testede forskerne også deres molekyler på zebrafisk-larver for at se, om de var i stand til at hæmme epileptiske anfald i et levende dyr.
I zebrafisk-larver kan man fremprovokere epileptiske anfald ved at udsætte larverne for forskellige kemikalier, men også her viste forsøgene, at de nye molekyler kunne forebygge, at zebrafisk-larverne fik epileptiske anfald.
"Det viser, at vores molekyler i de samme mængder, som man behandlede patienter med retigabine med, har en effekt på udvikling af epileptiske anfald. Det viser også, at vores molekyler er i stand til at trænge over blod-hjerne-barrieren og dermed have en effekt i hjernen, hvor de epileptiske anfald udspringer fra. Forsøgene viste heller ingen indikationer af, at molekylerne er giftige eller kommer med nye former for bivirkninger," siger Nina Ottosson.
Ansporet af de opløftende resultater er forskerne nu i færd med at planlægge de videre undersøgelser af deres molekyler i først større dyr og forhåbentlig også i kliniske forsøg med mennesker længere nede ad vejen.
