EN / DA
Sygdom og behandling

Diabetesmedicin i kampen mod covid-19

Overvægt og diabetes ser ud til at forværre symptomerne ved SARS-CoV-2. Spørgsmålet er hvorfor. Nu udpeger forskere fedtlignende celler som den potentielle synder. Vævet omkring dem forvandles til et viralt reservoir, men løsningen kan ligge ligefor.

Nogle mærker slet ikke noget til den. Andre får først feber, hoste, væske i lungerne, alvorlig betændelse og ender i værste fald i respirator.

Forskerne peger på høj alder som en af risikofaktorerne for at udvikle voldsomme symptomer på coronavirussen. Kroniske sygdomme som astma, kræft og hjerteproblemer kan også øge risikoen for at ende på intensivafdelingen. Og så er der diabetes og overvægt, som i statistikkerne ser ud til at gøre forløbet med SARS-CoV-2 mere alvorligt og langvarigt end hos dem, der befinder sig uden for risikogrupperne.

”På vores center specialiserer vi os i fedtcellernes fysiologi. Hvilken rolle de spiller i kroppen, og hvad der præcist sker, når vi bliver overvægtige, hvilket jo ofte går hånd i hånd med type 2-diabetes og med en større modtagelighed over for virus og voldsomme følgevirkninger. Vores baggrund ansporede os til at se nærmere på årsagerne til netop det,” siger Philipp Scherer, professor og leder af Touchstone Diabetes Center ved University of Texas Southwestern Medical Center.

En forklaring på fedtcellernes samspil med SARS-CoV-2

De seneste par år er det begyndt at stå klart for forskerne, at fedtceller kan spille flere roller. De kan vokse, skrumpe eller dø, men har også evnen til at forvandle sig.

En af disse fedtlignende celler hedder lipofibroblaster og findes i lungerne. I en artikel publiceret i tidsskriftet Obesity argumenterer Scherer og en kollega for, at de udgør en essentiel del af forklaringen på, hvorfor coronavirussen gør nogle patientgrupper mere syge end andre.

Normalt er lipofibroblasterne godartede. Men når SARS-CoV-2 indtager fedtcellerne, aktiveres de og kan forvandle sig til de lumske myofibroblaster.

”Antagelsen, som er blevet bekræftet i andre studier, er, at myofibroblaster forårsager fibrose. Og vi ser mere og mere data, som understøtter, at fibrose spiller en væsentlig rolle i COVID-19. De tilstopper lungernes inderside, besværliggør iltudvekslingen og gør det sværere at trække vejret,” fortæller  Philipp Scherer.

Men det er ikke kun myofibroblasterne, der forvolder skade. Virussen har først og fremmest brug for en svingdør. Den rolle udfylder proteinet ACE2, som befinder sig på fedtcellernes ydermembran. Proteinet findes i varierende grad i alles inderste, men i fedtvævet hos personer med diabetes og overvægt er ACE2 på overarbejde og i overtal, tyder forskning på. Det kan altså forklare, hvorfor man finder flere svære coronatilfælde blandt disse grupper af patienter.

”Der er forskellige parasitter, der opfører sig på samme måde. De elsker fedtceller, bryder ind i dem og kan leve derinde i evigheder. For de har al den føde, de har brug for, de er beskyttet mod immunsystemet. Virussen har så en indgangsdør i form af ACE2-proteinet. Fedtcellen bliver til et slags viralt reservoir, hvor virussen kan trives og formere sig,” forklarer Philipp Scherer.

Diabetesmedicin kan måske formilde symptomer

Over hele verden føres der et stakåndet kapløb blandt forskere om at finde et middel, som kan forsinke og i bedste fald forhindre coronavirussen i at formere sig. Nogle med mere held end andre.

Der er blandt andet lavet forsøg med blodplasma fra tidligere COVID-patienter, med et japansk lægemiddel mod halsbrand, binyrebarkhormon, remdesivir og hydroxyklorokin. Det antiinflammatoriske lægemiddel dexamethason har senest vist lovende resultater.

”Vi kommer som diabetesforskere lidt ind fra højre,” siger Philipp Scherer.

”Det er et svært område at møve sig ind på, for der er allerede en håndfuld behandlinger i gang derude. Men ingen af dem har vist sig at have fænomenale effekter endnu. De antivirale midler har forkortet længden af hospitalsopholdet med et par dage, men det har ikke påvirket dødsraten synderligt.”

I deres artikel om fedtcellerne og COVID-19-symptomer foreslår Scherer og hans kollega Ilja L. Kruglikov endnu et middel mod virussen. Det gælder thiazolidindioner, der allerede anvendes i behandlingen af type 2-diabetes. Det er antiinflammatorisk medicin, der blandt andet har potentialet til at forhindre lungernes lipofibroblaster i at udvikle sig til myofibroblaster, og som måske endda kan tilbagerulle udviklingen. Diabetespræparaterne kan altså i teorien være med til at dæmpe fibrosen i lungerne, rette op på ødelagt fedtvæv og dermed mildne symptomerne ved COVID-19.

De har også potentialet til at sætte foden i døren, når den enkelte bliver smittet med SARS-CoV-2. De kan svække ACE2-proteinerne og dermed gøre det sværere for virussen at trænge ind i fedtcellerne.

En af fordelene ved thiazolidindioner er, at de allerede velkendte i klinikkerne, lyder det fra Philipp Scherer.

”Det er ikke en mirakelkur, men det ville vinde tid for kroppens egne immunceller til at rette op på situationen. Hvis du kan hæmme virusmængden, giver du også immunsystemet muligheden for at følge med og tage over. For i sidste ende er det kroppen selv, der skal bære det tungeste læs.”

Forsøg med thiazolidinedioner så småt på vej

Philipp Scherers forhåbninger bygger på studier i mus, og på hvad vi ved om den beslægtede coronavirus SARS-CoV, der især hærgede Asien i starten af 00'erne.

Da den nuværende coronavirus, SARS-CoV-2, slægter SARS-CoV på i sin opbygning og opførsel, argumenterer Scherer for, at fundene for den tidligere coronavirus sandsynligvis kan overføres på nutidens pandemiske plageånd.

”Der er allerede en masse brugbar evidens fra flere områder. Transitionen fra lipofibroblaster til myofibroblaster er for eksempel blevet påvist ved flere kroniske sygdomme. Alt, hvad vi har gjort, er at samle puslespillet. Det er et hypotesedrevet arbejde, der står på en platform af en masse data, som nu skal afprøves i den her specifikke kontekst, vi står i.”

For tiden er Philipp Scherer og kollegaerne derfor i færd med at forberede forsøg, som skal teste thiazolidinedionerne af i praksis på personer smittet med SARS-CoV-2.

For de patienter, der samtidig lider af diabetes, kan præparaterne muligvis slå flere fluer med et smæk. For thiazolidinedioner slår både inflammationen og fibrosen ned, samtidig med at de øger insulinfølsomheden. Dermed kan de virke både lindrende og forebyggende på én gang.

”Det har været og er stadig det vilde vesten, når det kommer til at foreslå og afprøve, hvad der virker mod coronavirussen eller ej. Første regel må være ikke at forvolde mere skade end gavn,” siger Philipp Scherer.

Den eneste bivirkning ved thiazolidinedioner er, at de i nogle tilfælde øger vægten en smule, fortsætter han. Men taget i betragtning af, at verden står i situation, hvor det handler om liv og død, foreslår Scherer at give behandlingen et forsøg.

”Vi står på et solidt teoretisk og videnskabeligt fundament, når vi foreslår brugen af thiazolidinedioner. Men det allervigtigste må være, om de gør en forskel ude i klinikkerne.”

The Role of Adipocytes and Adipocyte-Like Cells in the Severity of COVID-19 Infections” er udgivet i Obesity. I 2017 modtog Philipp Scherer EASD – Novo Nordisk Foundation Diabetes Prize for Excellence for sit omfattende bidrag til forskningen i diabetes.

Philipp Scherer
Professor
The main focus in our laboratory is the identification and physiological characterization of adipocyte-specific gene products and the elucidation of pathways that are an integral part of the complex set of reactions that drive adipogenesis. The hope is to unravel novel mechanisms and identify novel proteins that could serve as potential links between the adipocyte and the process of whole body energy homeostasis, thereby defining novel targets for pharmacological intervention and further define the role of adipose tissue as an endocrine tissue. Until recently, adipose tissue has been considered to be a mere storage compartment of triglycerides. It is now becoming clear that adipocytes are highly responsive to extracellular stimuli, play a central role in overall energy homeostasis and are also essential for certain aspects of the immune system.