Pandemier og epidemier – hvordan forbereder vi os på den næste?

Det er allerede nu, mens vi stadig er midt i den nuværende COVID-19- pandemi, at vi kan, skal og bør forberede os på den næste. Selv om vi måtte håbe på det modsatte, kan vi være helt sikre på, at den kommer. Og med meget stor sandsynlig kan vi ikke på forhånd gætte hvorfra – og hvilken bakterie eller virus, der vil forårsage den.

Det kan måske virke en anelse provokerende, men jeg har været dybt forbløffet over, hvor vanskeligt det – selv for et patogen med en meget simpel epidemiologi som COVID-19 – har været at skabe et overblik over og implementere målrettede interventioner. Vi har i det store hele været nødsaget til det helt klassiske, nemlig nedlukning, god hygiejne og holden afstand.

Jeg har været endnu mere forbløffet og i høj grad også foruroliget over, hvordan vi, mens vi har rettet al fokus mod et enkelt patogen, nærmest fuldkommen har ignoreret alle de andre infektiøse sygdomme, der også er (måske mere) vigtige. Disse sygdomme eksisterer nemlig stadig, selv om vi ikke rapporterer dem i alle medier hver dag.

Der er ingen tvivl om, at vi de kommende år vil lære rigtig meget om, hvad der gik godt eller dårligt i forbindelse med COVID-19, hvoraf meget nok vil være mere af historisk interesse. Jeg mener derfor, det er essentielt, at vi allerede nu tager nogle af de erfaringer, vi har fået under COVID-19, med fremover, så vi står bedre rustet til de næste pandemier og epidemier, hvoraf nogle helt sikkert vil have en mere indviklet epidemiologi.

Vi skal udnytte det fulde potentiale af åben datadeling og totalsekventering

I forbindelse med den nuværende pandemi har vi set en hidtil uhørt hurtig deling af utrolig megen information. Det er dog også blevet klart, at vi endnu ikke globalt er blevet enige om fælles procedurer for, hvilke prøver vi sekventerer og hvornår, samt hvordan, i hvilket format og med hvilken tilhørende epidemiologisk information vi deler sekvensdata. Mange data deles desuden på platforme, der ikke er etableret til alle infektionssygdomme og ofte begrænset til udvalgte grupper af forskere. Vi bør støtte en fælles platform, der på tværs af alle patogener kan anvendes til at dele data i fremtiden.

Vi har stadigvæk ikke en kontinuerlig og globalt sammenlignelig overvågning af infektionssygdomme

Vi har det seneste år anvendt en hidtil uset mængde økonomiske og menneskelige ressourcer på at analysere prøver og at fremskaffe data over COVID-19. Også i et omfang der vil være fuldkommen urealistisk, hvis det skulle udvides til en generel overvågning af alle infektioner.

Jeg tror også, det er klart for de fleste, at kriterierne for indsamling af data har ændret sig over tid og ikke altid er lige sammenlignelige mellem lande. Ydermere er mængden af information meget forskellig rundt om i verden, og for nogle lande har vi praktisk taget ingen information.

Desuden har vi ved at fokusere så ensidet på et enkelt patogen i høj grad ignoreret de mange andre patogener, hvoraf nogle hvert år dræber flere mennesker end COVID-19.

Alle ville have en del af kagen – det offentlige system ville have kontrol

Når der sker store omvæltninger, ser vi altid, at kloge individer kommer med nye og ofte geniale ideer, der bringer os fremad som samfund. Disse individer behøver støtte og finansiering til at forfølge deres ideer og naturligvis også adgang til data. Der har desværre også under den nuværende pandemi været eksempler på, at det har været vigtigere for offentlige institutioner at fastholde kontrol med data fremfor at give dem fri. Dette giver naturligvis myndigheder og regeringer en form for kontrol, men forhindrer også, at samfundet som helhed kan komme med nye og værdifulde input og løsninger.

Bedre, hurtigere og mere åben deling af data, inklusive rå data fra sekventeringer, vil være en fordel for det globale samfund som helhed, hvis vi vil være bedre forberedt på den næste pandemi. Vi bør derfor se på, hvorledes vi kan forbedre den globale deling af data, skabe et bedre overblik over, hvad der driver epidemier, samt skabe et generelt bedre overblik over alle (og ikke kun én enkelt) infektionssygdomme. På den måde kan vi så bedre prioritere vore begrænsede ressourcer.

Et beskedent forsøg på nogle muligheder for forbedring

Der er og bør være en lang række forslag til, hvorledes vores globale samfund blive bedre til at håndtere og forebygge infektioner. Jeg vil bestemt ikke påstå, at jeg har det fulde overblik over, hvad der vil være de optimale løsninger, men jeg vil meget gerne her fremhæve, at det er essentielt, at vi involverer så mange mennesker som muligt for bedst muligt at udnytte den samlende globale kreativitet. Og hellere – i hvert fald som forskere – konkurrere på mængden og kvaliteten af de goder ideer end på, hvorvidt vi har adgang til data, IT-systemer eller tekniske kompetencer inden for eksempel modellering og bioinformatik.

Vi har behov for forbedret global kapacitet til identifikation og karakterisering af infektionssygdomme

Hvis vi i fremtiden vil have data fra udviklingslande, må vi indse og acceptere, at der vil være et stigende krav om, at forskere og myndigheder i disse lande også forud for deling af data har mulighed for at udføre deres egne analyser på disse data.

Løbende uddannelse og kapacitetsopbygning er en naturlig del af vores udviklingshjælp, men det vil ganske enkelt ikke være muligt at etablere tilstrækkelig kompetence i hvert enkelt land i verden til dækning af alle mulige nye sygdomme.

En alternativ mulighed er derfor at fokusere i hvert fald nogle ressourcer på opbygning af ikke-kommercielle og åbne web-baserede løsninger, der vil gøre det muligt for selv relativt uerfarne forskere at udføre deres egne analyser på deres egne data. Dermed kan de tage del i den globale forskning i stedet for, som desværre ofte set, at vi fra Europa og Nordamerika får deres data og senere fortæller dem, hvad vi fandt.

I min egen forskningsgruppe har vi det seneste årti deltaget i adskillige internationale initiativer og tilbyder i dag gratis online bioinformatik-værktøjer til analyser af sekvensdata for identifikation af bakterielle patogener, antibiotikaresistens, virulens og klonalitet (https://cge.cbs.dtu.dk/services/). Videreudvikling af lignende løsninger – også for virus – samt bedre mulighed for efterfølgende at dele data ville efter min mening have et stort potentiale for at få flere forskere og myndigheder i specielt udviklingslande til at dele data hurtigere.

Vi behøver et kontinuerligt globalt overvågningssystem for alle infektioner og patogener

Det kan være enormt fejlbehæftet at basere global overvågning udelukkende på isolation af patogener fra mennesker. Det har været ganske klart under COVID-19-pandemien, at intensiteten og de befolkningsgrupper, man undersøger, har skiftet betragteligt over tid. Måske endnu mere bekymrende er, at diagnostikken af mange andre patogener er blevet nedprioriteret. Ydermere er den kliniske overvågning primært baseret på kendte patogener, og vi overser oftest de nye patogener, specielt i den indledende fase af en epidemi.

Der er et behov for løbende indsamling af en eller anden form for prøvemateriale, som sammenligneligt over tid og mellem lande repræsenterer bakterier og virus fra mennesker. Dette materiale bør analyseres på en måde, der gør det muligt meget hurtigt at re-analysere også historiske data, hvis man opdager nye patogener.

Mit bedste forslag er indsamling af spildevand fra enten langdistancefly eller kloakker i byerne rundt om i verden og analyser ved metagenom-sekventering (https://www.globalsurveillance.eu/). Indsamling og analyser af spildevand har også den fordel fremfor prøver direkte fra mennesker, at man undgår mange etiske problemstillinger.

Vi bør støtte neutrale, åbne og ikke-kommercielle platforme for datadeling

For indeværende opbevarer de fleste lande og institutioner selv deres COVID-19-data lokalt, og jeg er temmelig overbevist om, at vi de kommende år vil se adskillige lokale analyser og formentligt begrænset sammenligning mellem lande.

Verden har allerede en etableret platform for deling af blandt andet sekvensdata: http://www.insdc.org/. Desværre anvender vi ikke allerede eksisterende systemer i tilstrækkeligt omfang. Selv om sådanne permanente løsninger, som skal understøtte alt fra plantegenomer til virus, kan være lidt vanskelige at arbejde med, vil det i min optik være meget mere værdifuldt på den lange bane at arbejde på at forbedre det eksisterende end etablere mere kortsigtede ad hoc- løsninger for enkelte problemer.

Vi bør som samfund understøtte ikke-kommercielle og åbne systemer, der kan forbedre datadeling og analyser

Det offentlige kan ikke betale for alt. Den private industri har også utroligt meget at tilbyde, specielt i de situationer hvor det er muligt at skabe profit ud af løsningerne. For mig giver det mest mening, i hvert fald i forbindelse med infektionssygdomme, hvis det offentlige, og herunder initiativer på offentlige institutioner og universiteter, fokuserer sine ressourcer der, hvor det er vanskeligt at skabe en profitgivende aktivitet, mens kommercialisering og den form for værdiskabelse overlades til de private aktører.

Naturligvis skal der på universiteterne være plads til en meget bred vifte af basal forskning, men under en pandemi ville det måske være logisk, hvis udvikling af diagnostiske test, vaccine og nye lægemidler blev overladt til den farmaceutiske industri, mens universiteterne fokuserede på ”open science”-løsninger.

Det er mit store håb, at vi som globalt samfund vil tage i hvert fald nogle af de erfaringer, vi har fået under COVID-19, med os videre og dermed stå bedre rustet til håndtering af ikke kun nye pandemier, men også de sygdomme vi rammes af hver dag.

Eftersom vi ikke kan forudse, hvilken sygdom der vil være den mest betydningsfulde i fremtiden, er det væsentligt, at så mange forskere som muligt i hele verden den dag, hvor vi står over for noget nyt, kan få adgang til data og kan komme med deres ideer og løsninger.

Jeg mener, vi skal fokusere mere på at understøtte såkaldte “pre-competitative- løsninger baseret på åbenhed og deling af data samt bedre og nemmere adgang til IT-analyser, specielt for forskere i udviklingslande.