Fedmeepidemien raser. Hvert sjette menneske er i dag svært overvægtigt. Et af de få effektive våben mod fedme er kirurgi. Tidligere troede man, at de opererede tabte sig, fordi der var mindre plads til maden, men ny forskning viser, at vægttabet skyldes store ændringer i hormonbalancen. Et nyt studie har kortlagt, hvordan operationerne påvirker kroppen. Målet er at genskabe effekten på pilleform, så man kan undgå at operere.
Ved hjælp af et simpelt kirurgisk indgreb ledes mad direkte fra mavens øverste del til tarmens nederste del og dermed udenom størstedelen af maven og tarmsystemet. En gastric bypass-operation hjælper størstedelen af de opererede til at tabe sig markant og slippe af med livstilssygdomme som type 2-diabetes. Årsagen er dog en helt anden end ventet. Danske forskere har kortlagt de fysiologiske forandringer ved gastric bypass og de nyere gastric sleeve-operationer.
"Efter operationerne er udskillelsen af hormoner markant ændret. Efter en gastric bypass-operation er der en forøget udskillelse af de appetithæmmende hormoner, mens der efter gastric sleeve-operationer er en nedsat udskillelse af appetitstimulerende hormoner. Vores ultimative mål er at efterligne begge disse effekter uden at behøve at operere," forklarer et af studiets medforfattere, læge og postdoc Maria Saur Svane fra Hvidovre Hospital.
Sænkning af appetitten
Ved gastric bypass foretages en ændring af mave-tarm-anatomien, så maden passerer direkte gennem en såkaldt anastomose til tarmens nederste del, hvorved størstedelen af maven forbigås. Ved gastric sleeve-operationer fjernes størstedelen af maven, så man i stedet for en mave kun har en smal passage til maden.
Det, vi kan se i vores forsøg, er, at de to operationer er helt forskellige med hensyn til optagelse af næringsstoffer fra maden, og udskillelsen af tarmhormoner er også meget forskellig ved de to typer af operationer.Forskerne var i stand til at karakterisere næringsoptagelse og tarmhormonudskillelse ved at mærke glukose og aminosyrer med stabile isotoper i den mad, patienterne fik. Efter at patienterne havde spist, kunne forskerne så følge isotopernes optagelseshastighed samt udskillelsen af hormonerne fra tarmen.
"Efter gastric bypass ser vi en forøget udskillelse af hormoner udskilt fra den nederste del af tarmen af de appetithæmmende hormoner, GLP-1 og PYY, mens disse hormoner ikke er forøget efter gastric sleeve-operationer. I stedet har vi en nedsat udskillelse af hormoner fra maven. For eksempel er det appetitstimulerende hormon, ghrelin, fuldstændig væk efter gastric sleeve-operationerne."
Slipper af med diabetes
Det vigtigste ved maveoperationer er selvfølgelig det store vægttab. Men en ekstra fordel er, at type 2-diabetes også forsvinder. Mennesker, der bliver opereret, spiser ikke meget i løbet af de første par dage efter operationen, hvilket betyder, at de begynder at miste fedt i leveren. Det tager kun et par dage, før al fedtet forsvinder fra leveren.
"Det viser sig at være afgørende for, hvad der sker, og det betyder, at leveren genvinder sin følsomhed overfor insulin, så insulin på ny kan nedbryde glukose i leveren. På den måde forsvinder de væsentlige årsager til type 2-diabetes," forklarer medforfatter på studiet professor Jens Juul Holst fra NNF Center for Basic Metabolic Research.
Den anden vigtige ting, der sker efter operationerne, ses, når de opererede begynder at spise igen. Så stimuleres tarmene på en ny måde i forhold til før operationen. Efterhånden som maden kommer længere ned i tyndtarmen, stimuleres mange nye hormoner. Det resulterer i en øget frigivelse af hormoner, der også har en kraftig effekt på insulinudskillelsen, samtidig med at mængden af glukose fra maden stiger.
"Tilsammen betyder de to ting, at folk producerer rigtig meget insulin. Man får sin insulinfølsomhed igen, og man får også øget sin insulinudskillelse, og det er vigtigt for mennesker med diabetes. Det er jo netop deres problem: De reagerer ikke på insulin, og de har for lidt af det. Begge problematikker bliver løst efter operationen, og det tager kun nogle få dage."
Bruger naturens egne mekanismer
Selvom gastric bypass- og gastric sleeve-operationer er meget forskellige anatomisk, synes de kliniske effekter af de to operationer at være ens med hensyn til vægttab og diabetesreduktion. Den nye undersøgelse viser imidlertid, at den fysiologiske effekt af de to operationer med hensyn til næringsoptagelse og udskillelse af tarmhormon er helt forskellig.
"Disse operationer er dyre at udføre, og der er altid stor risiko ved operationer. Derudover har patienterne resten af livet brug for vitamintilskud og jævnlig lægekontrol. Både gastric bypass- og gastric sleeve-operationer medfører store vægttab, samt at type 2-diabetes forsvinder hos de fleste patienter. Det ultimative mål for os er derfor at genskabe effekterne uden at behøve at udføre operationerne."
Et af hormonerne, der er forøget efter gastric bypass-operationer, er hormonet GLP-1. Det bruges allerede i dag som lægemiddel. I fremtiden håber forskerne at kombinere de forskellige virkninger af de forskellige hormoner og dermed skabe endnu bedre kliniske effekter.
På denne måde kan vi bruge naturens egne mekanismer til at reducere fødeoptaget og derved skabe vægttab. Da vi ved, at der er mere end ét hormon involveret i vægttabet efter operationer, håber vi at kombinere dem og få endnu mere ud af det.“Postprandial Nutrient Handling and Gastrointestinal Hormone Secretion After Roux-en-Y Gastric Bypass vs Sleeve Gastrectomy " er blevet offentliggjort i Gastroenterology. Forskere fra Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research på Københavns Universitet er medforfattere på artiklen.