EN / DA
Sygdom og behandling

Ensidigt fokus på nye behandlinger redder ikke flest COVID-19-liv

Nye teknologiske landvindinger eller avanceret antiviral medicin redder ikke flest patienter fra at dø af COVID-19. Det gør gammeldags og velafprøvede metoder, som det alligevel er svært at få støtte til at forske i.

Man skal have levet isoleret i en ørken uden kontakt til omverden i et halvt år, hvis man ikke har opdaget, at hele verden er lagt ned af den største sundhedsmæssige katastrofe i mere end 100 år.

Hele verden er fokuseret på at redde os fra COVID-19, og der bliver postet milliarder og atter milliarder af kroner, dollar og yen i kliniske forsøg med alt fra antivirale midler til avancerede vacciner.

På den baggrund kan man meget let komme til at tro, at antivirale midler og dyr medicin rummer frelsen, når det kommer til COVID-19. Sådan hænger det dog, ifølge overlæge fra Rigshospitalet Anders Perner, dog  ikke nødvendigvis sammen. Noget helt andet redder ifølge ham mange flere menneskeliv, end remdesivir og andre eksperimentelle lægemidler nogensinde vil komme til at kunne.

”Der er et enormt fokus og uanede mængder risikovillig kapital til investeringer i nye bioteknologiske løsninger til at håndtere COVID-19-krisen. Vores forventninger som mennesker og som samfund er, at hvis vi bare bruger penge nok på at opfinde noget nyt, så kan vi besejre denne virus, men sandheden er nok, at vi i stedet bør kigge et helt andet sted, hvis vi vil redde menneskeliv,” fortæller overlæge og professor i intensiv medicin Anders Perner fra Intensiv Terapiklinik, Center for Kræft og Organsygdomme på Rigshospitalet og Københavns Universitet.

Anders Perner har med en redaktionsartikel i Intensive Care Medicine sat fokus på problemstillingen.

Velafprøvede behandlinger redder flest liv

Anders Perner mener, at vi generelt har en urealistisk forestilling om, hvad der i øjeblikket redder liv på alle verdens intensivafdelinger, hvor patienter med COVID-19 presser hospitalernes kapacitet til det yderste og nogle gange ud over det.

Det er nemlig ikke remdesivir eller andre eksperimentelle lægemidler, som redder flest liv, men derimod helt oldschool og velafprøvede behandlinger.

Vi snakker om ilt, respiratorbehandling, kortikosteroider, blodfortyndende behandling, antibiotika, ernæring- og væskebehandling, tæt observation, intensiv sygepleje, hygiejne og rehabilitering.

Ja, det lyder måske ikke som breaking news, men disse helt lavpraktiske behandlinger redder hver eneste dag tusindvis af COVID-19-patienters liv, og millioner af liv blandt patienter generelt.

”Det bliver der ikke skrevet om nogen steder, men når et lægemiddelfirma fortæller om et muligt nyt præparat, som end ikke er afprøvet i kliniske forsøg på mennesker, så har det alles opmærksomhed, selvom det lægemiddel aldrig vil komme til at redde lige så mange liv som standardbehandlingerne,” forklarer Anders Perner.

Svært at få penge til forskning i livreddende behandling

Hvad er problemet så egentlig?

Problemet er ifølge Anders Perner, at den ensidige fokus på nye behandlinger fjerner fokus fra mulige forbedringer inden for standard intensivbehandling og sygepleje.

For eksempel er ilt den mest livreddende form for behandling til patienter med COVID-19. Intet andet kommer tilnærmelsesvis i nærheden.

Alligevel er det svært at få på dagsordenen, at vi bør lave forskning, som kan belyse, hvornår, hvor meget og i hvor lang tid patienter med COVID-19 skal iltbehandles for at optimere effekten.

”Når man tænker på, hvor mange liv iltbehandling redder, er det håbløst, at vi ikke laver mere målrettet forskning i, hvordan vi iltbehandler bedst. Tænk, hvis vi kan optimere iltbehandling nok til at kunne redde 10 procent flere liv. Vi kan redde tusindvis af liv på den måde, og opdagelserne vil samtidig gavne alle andre patienter, som bliver indlagt på en intensivafdeling – ikke kun dem med COVID-19,” siger Anders Perner.

Lettere at implementere end nye behandlinger

Ifølge Anders Perner er der flere årsager til, at det er absurd, at flere midler ikke bliver investeret i at optimere de simple behandlinger.

En af disse årsager er, at de simple tiltag med baggrund i solid videnskab kan implementeres med det samme på hospitaler over hele verden.

Derimod skal potentielle vacciner eller andre former for medicin gennem milliarddyre kliniske forsøg, før de overhovedet kan blive godkendt til behandling – og så er det ikke sikkert, at de lægemidler og vacciner, som vi lige nu sætter vores lid til, overhovedet virker.

Derudover kommer hele problemstillingen med pris og produktion.

”Lad os antage, at der bliver udviklet en vaccine. Så går der lang tid, før den kan produceres i et omfang, hvor alle kan få adgang til den. Derudover kommer det med prisen, for hvor meget skal det koste at være beskyttet mod COVID-19, og skal man vaccineres hvert år?” siger Anders Perner.

Ingen penge i etablerede behandlinger

Netop det med penge er ifølge Anders Perner hovedårsagen til, at forskning i nye lægemidler kan få så mange penge, mens forskning i forbedringer af allerede implementerede metoder ikke kan.

Der er nemlig ingen penge at tjene på at finde ud af, hvor meget ilt eller væske en patient med COVID-19 skal modtage for at have de bedste betingelser for at overleve sygdommen.

Derfor skeler pengegiverne en anden vej.

Anders Perner mener dog, at det offentlige bør være interesseret i at optimere de etablerede metoder, da det kan reducere den sundhedsøkonomiske byrde for samfundet.

”Vi kender det også fra andre områder, eksempelvis i forbindelse med tobaksrygning og luftforurening, hvor det offentlige også har svært ved at træffe det sundhedsmæssigt bedste valg,” mener Anders Perner.

Forbedringer har allerede reddet mere end 1.000 liv

Anders Perner har de seneste 10 år forsket i netop optimering af de etablerede metoder i intensivbehandling, og gennem de ti år har disse forbedringer af eksempelvis væskebehandling, som forskningen har mundet ud i, reddet mere end 1.000 danskeres liv.

Anders Perner mener, at dét kun er toppen af isbjerget.

Langt de fleste standardbehandlinger beror nemlig på erfaring og tradition, men for de fleste er der aldrig lavet et solidt klinisk studie, som viser, hvordan man benytter behandlingerne bedst.

”Der er større sandsynlighed for, at vi kan redde flere liv ved at optimere standardbehandlingerne til patienter med COVID-19, end vi kan redde liv ved at opfinde en ny behandling. Indtil videre er kortikosteroider det eneste middel, som har bevist at kunne reducere dødeligheden blandt patienter med COVID-19. Det middel har eksisteret i 50 år, og det er derfor svært at tjene penge på det. Men fordi det allerede står på hylderne på hospitalerne, kan vi uden videre begynde at behandle patienter med det, og det vil hurtigt komme til at redde livet for rigtig mange patienter,” fortæller Anders Perner.

How likely are COVID-19 interventions to benefit the sickest patients?” er udgivet i Intensive Care Medicine. Anders Perner modtog i 2019 en Distinguished Investigator-bevilling under Novo Nordisk Fondens Research Leader Programme til projektet ”IMPROVE-ICU – improving intensive care through clinical trials”.

Anders Perner
Professor
Anders Perner is a senior staff specialist in Intensive Care, Rigshospitalet and professor in intensive care at Copenhagen University Hospital. He chairs the Scandinavian Critical Care Trials Group and the strategic research programme ‘New resuscitation strategies in patients with severe sepsis’. This ongoing program will randomize 2000 patients with severe sepsis in three RCTs of resuscitation in 30 ICUs in all the Nordic countries. The first RCT, the 6S trial has been published and the second, the TRISS trial, has been finalized and the third, the CLASSIC trial, is protocolized.