Livsstilsændringer har vist sig at være en meget vanskelig vej væk fra svær overvægt. Kroppens mekanismer til at holde på fedt er meget stærke. Derfor tror forskere i stigende grad, at kampen mod fedmeepidemien skal vindes ved at lære at forstå mekanismerne i vores hjerne og fedtvæv. Nu har forskere kortlagt, hvilke gener der udtrykkes i fedtvæv – 13 år før de vidste, om deltagere tager på eller taber sig. Resultaterne viser en tydelig profil og peger også i retning af potentielle måder til hjælpe kroppen til en vej væk fra svær overvægt.
For få siden troede de fleste, at sult var en følelse, der blot blev styret af hjernen, og at overvægt derfor kunne bekæmpes blot ved at påvirke hjernens signaler. De sidste årtiers forskning har dog vist, at processen foregår i et samspil mellem hundredevis af gener udtrykt såvel i hjernen som i vores fedtvæv. For at finde ud af hvordan samspillet påvirker vores stofskifte og vægt har forskere analyseret prøver fra fedtvævet hos mere end 50 kvinder og sammenholdt dem med, om kvinderne havde tabt sig eller taget på i løbet af 13 år.
”Kvinderne, der tabte sig, havde især forandringer i insulinresponset, fedtsyreomsætningen samt hvor inflammeret fedtvævet var. Kvinderne der tog på i vægt have en ændring i de processer, der står for nedbrydningen af cellernes bestanddele: autofagi. Ud fra profilen i fedtvævet kan vi altså forudsige om kvinder taber sig eller tager på. Vi håber at denne viden kan gøre os klogere på processerne i fedtvævet, så vi kan finde nye måder til at hjælpe overvægtige personer af med de farlige ekstra kilo,” forklarer adjunkt Ingrid Dahlman fra Institutionen för Medicin, Huddinge på Karolinska Institutet, Sverige.
Beskytter mod inflammation
De nye forsøg giver et unikt billede over tid, da tidligere forsøg på at karakterisere metaboliske forskelle hos overvægtige oftest blot har givet et øjebliksbillede af mennesker, der er blevet overvægtige. Forsøgene fulgte en gruppe kvinder over en lang årrække. Derudover har forskerne i stedet for at kigge på ændringer i genernes DNA-kode i stedet undersøgt, hvilke gener der rent faktisk udtrykkes i fedtvævet.
”Da der er store forskelle på i hvilket omfang enkelte gener kommer til udtryk i forskellige væv på forskellige tidspunkter, valgte vi at måle på, hvilke gener oversættes fra DNA til RNA, fordi det giver et billede af, hvilke gener rent faktisk bliver aktive i vævet. Hvis generne er udtrykt højere hos overvægtige end hos normalvægtige er der god chance for, at de har været med til at påvirke at mennesker tager de ekstra kilo på.”
Billedet af genudtrykket hos de kvinder, der havde tabt sig i løbet af de 13 år, overraskede ikke forskerne. Et højt udtryk af gener som styrker insulinrespons og en høj fedtsyreomsætning er tegn på et aktivt og sundt fedtvæv. Samtidig har de senere års forskning vist, at inflammerede fedtvæv er usunde fedtvæv. Derfor var det lavere udtryk af gener som fremmer inflammationsfaktorer heller ikke overraskende. Profilen hos de overvægtige var lidt mere overraskende.
”Kvinderne der tog på i vægt i løbet af de 13 år havde øget autofagi-aktivitet. De er processerne i cellen, som nedbryder og genbruger beskadigede proteiner og organeller. Det kunne beskytte mod den øgede inflammation i fedtvævet hos overvægtige, men præcis hvorfor aktiviteten er højere kan vi endnu ikke sige med sikkerhed.”
Perspektiverne
Selv om studiet ikke er den første af sin slags, er der ikke tidligere lavet så grundige studier af fedtvæv over så mange år. Desværre var der ikke nok mandlige deltagere i studiet til at kunne konkludere om de samme forhold gælder for mænd som for kvinder. Studiet fokuserede på kvindernes hvide fedt, da det er den type fedt de fleste sundhedsproblemer er forbundet med.
”Resultaterne omkring den øgede aktivitet af autofagi-generne åbner for et helt nyt forskningsfelt. Ved at forstå hvorfor netop de gener er reguleret anderledes hos overvægtige kan vi måske afklare, hvad der sker i det hvide fedt og hvorfor nogle opbygger mere hvidt fedt og har svært ved at slippe af med det igen. Hvis vi lære at forstå de mekanismer, kan vi potentielt finde metoder til at normalisere fedtvævet igen.”
Forskerne har enkelte spor og teorier for i hvilken retning de skal lede. Blandt kvinderne der tabte sig var genet COL6A1 nemlig markant højere udtrykt. Genet fremmer én af komponenterne af type IV kollagen, en hovedbestanddel i bindevæv.
”Det er derfor nærliggende at tro, at et manglende udtryk af netop dette gen kan svække bindevævet og dermed give mulighed for at fedtvævet breder sig mere end normalt. Det er naturligvis kun én af mange faktorer, men det viser potentialet i studierne og giver håb om at vi kan lære endnu mere om, hvorfor usundt hvidt fedtvæv breder sig og hvordan vi måske over tid kan lære at begrænse det medicinsk.”
Artiklen “Prospective analyses of white adipose tissue gene expression in relation to long-term body weight changes” er udgivet i International Journal of Obesity. Ingrid Dahlman modtog i 2018 støtte fra Novo Nordisk Fonden til projektet ”The Role of Adipose Tissue in Cardiovascular Disease with or without Diabetes”.
