Derfor er du ikke skrupsulten lige efter træning

Sundhed og velvære 18. sep 2022 4 min Professor Erik A. Richter Skrevet af Kristian Sjøgren

Træning hæmmer appetitten i en periode, og nu har forskere fundet en mulig forklaring. Opdagelsen giver helt ny indsigt i effekten af træning på appetitten og åbner potentielt op for farmakologisk at udnytte en signalvej i kroppen til behandling af overvægt.

De fleste, der træner regelmæssigt, ved, at man lige efter især hård træning sjældent er skrupsulten.

Der skal gerne lige gå noget tid, før kroppen begynder at kræve mad.

Nu har forskere i et internationalt samarbejde identificeret en molekylær signalvej, som holder igen med sulten, selvom kroppen efter en hård omgang træning har brug for at blive tanket op igen.

Forskningsresultatet er offentliggjort i Nature.

"Opdagelsen understøtter for det første, at hvis man træner, kan det lede til vægttab – ikke kun fordi man forbrænder kalorier, men også gennem mindre trang til mad. Erkendelsen åbner også op for, at man måske kan udnytte denne mekanisme farmakologisk til at hæmme appetitten hos personer med svær overvægt. Det er en interessant opdagelse med nogle interessante perspektiver," fortæller en af forskerne bag studiet, professor Erik Richter fra Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet.

Studiet er et resultat af et bredt internationalt samarbejde med forskere fra blandt andet Københavns Universitet, Stanford University og University of California Berkeley.

Molekyle hæmmer sulten

Udgangspunktet for det interessante forskningsresultat er det, der sker i kroppen, når man træner.

Ved træning stiger koncentrationen af mælkesyre i blodet, og jo hårdere man træner, desto mere stiger mælkesyrekoncentrationen. Årsagen er, at en del af musklernes energiforsyning foretages anaerobt, hvilket vil sige uden brug af ilt. Så danner musklerne mælkesyre som et biprodukt, og så begynder musklerne at ”brænde”.

Det nye studie viser, at der i kroppen findes et enzym, som kobler mælkesyre (laktat) sammen med aminosyren fenylalanin. Det samlede molekyle hedder LacPhe.

I studiet har forskerne undersøgt blodprøver fra heste, mus og mennesker, som alle blev sat til at træne eller ikke træne, inden blodprøverne blev taget. Alle forsøgene viste, at jo hårdere man træner, des mere laktat og LacPhe bliver der dannet i kroppen.

"Samtidig er det et velkendt fænomen, at man ikke er sulten lige efter træning, og derfor var det vores tanke, at LacPhe kunne spille en rolle i forhold til at regulere appetitten," forklarer Erik Richter.

LacPhe fik mus til at spise mindre

I anden del af forskningsarbejdet undersøgte forskerne effekten af LacPhe på appetitten ved at injicere mus med molekylet.

Denne del af forskningen bekræftede, at LacPhe spiller en central rolle i koblingen mellem træning og appetitregulering, idet mus, som blev injiceret med molekylet, spiste mindre end mus, som ikke var blevet injiceret med LacPhe.

"Det er en ny erkendelse og kan addere ny viden til koblingen mellem træning og mindre appetit. Desuden viser forskningsresultaterne også, at jo hårdere man træner, des mere LacPhe producerer man, og jo mere bliver appetitten formentlig dæmpet i en periode efter træning," siger Erik Richter.

Mus uden enzym blev fede

Forskerne tog efterfølgende det næste skridt og udviklede mus, der havde fået genet for det enzym, som kobler laktat og fenylalanin sammen, slået i stykker.

Musene blev sat på en fed diæt, men havde adgang til et løbehjul, og forskerne sammenlignede udviklingen i deres vægt med mus, som ikke havde fået ødelagt enzymet.

Dette forsøg viste, at de mus, som manglede enzymet, blev federe end mus, hvor enzymet var intakt. Forsøget viste på den måde, at det LacPhe, som musene producerede under løb i løbehjulet, havde en virkning på vægten.

Opdagelsen er formentlig også relevant for mennesker, men der er endnu ikke resultater, som direkte viser, om LacPhe også hæmmer appetitten hos os.

Kan blive farmakologisk relevant

Et af de helt store spørgsmål er selvfølgelig, hvordan træningsinducerede niveauer af LacPhe påvirker appetitten.

Denne mekanisme har forskerne ikke identificeret endnu, men det er på tapetet.

For det første har forskerne identificeret, at de celler, som indeholder enzymet til at koble laktat og fenyl sammen, ikke sidder i muskelcellerne, men er spredt ud i hele kroppen. De sidder blandt andet i tarmvæggen, blodkarrene og i nogle celler i hjernen.

Målet med det fremadrettede forskningsarbejde er derfor at finde ud af, hvilke celler der indeholder en receptor for og bliver påvirket af LacPhe.

"Vi mangler at få kortlagt den fulde signalvej fra træning til påvirkning af appetitten, før opdagelsen kan blive relevant inden for blandt andet farmakologisk stimulering af de relevante celler med det formål at få folk til at spise mindre og tabe sig," siger Erik Richter.

Urmennesket ventede med at spise

Man kan med rette stille spørgsmålet, hvorfor vi egentlig fra naturens side er indrettet således, at vi ikke er sultne, lige efter vi har trænet?

Forestiller man sig urmennesket, der lige har jagtet en antilope på savannen og endelig har fået byttet nedlagt, vil det umiddelbart give mening, at han eller hun i en fart fik erstattet nogle af de brugte energiressourcer.

Det omvendte ser dog ud til at være tilfældet, nemlig at vi fra naturens side er bygget til at vente med at proppe munden.

"Det er meget spekulativt, men forestiller man sig, at hvis man som menneske, mus eller hest lige er undsluppet en tiger, giver det måske mere mening at gemme sig fremfor at bliver overmandet af en voldsom sult. Det kan være forklaringen på, at denne mekanisme findes," spekulerer Erik Richter.

Kan påvirke udbyttet af træning

For personen, der ønsker at tabe sig, kan det være en fordel med nedsat appetit efter udført fysisk træning.

"Fordi det ser ud til, at den appetithæmmende virkning af motion hænger sammen med intensiteten i den fysiske aktivitet, kan den her opdagelse medføre, at man med fordel kan slutte af med en LacPhe-producerende sprint efter relativt lavintenst arbejde som for eksempel jogging. Hvis formålet med den fysiske aktivitet altså er vægttab, for så får man både kalorieforbrænding og nedsat appetit ud af træningen," siger Erik Richter.

Men der er også en anden side at forholde sig til, forklarer forskeren.

For den aktive idrætsudøver, som ikke ønsker at tabe sig, kan det være en ulempe, at man ikke føler så stor en sult efter træning.

"Det kan bevirke, at man ikke får erstattet de brugte kalorier efter træning og derved kommer i en negativ energibalance i en periode efter det fysiske arbejde. Det kan medføre, at man ikke får det fulde udbytte af sin træning," siger Erik Richter.

Dansk
© All rights reserved, Sciencenews 2020