EN / DA
Krop og sind

Kronisk tarmsygdom øger risikoen for kræft

… men det bør ikke skræmme patienter, siger dansk professor.

Personer, der i barndommen har fået stillet en diagnose med en kronisk tarmsygdom som ulcerøs colitis eller Crohns sygdom, har øget risiko for at udvikle kræft senere i livet.

Det viser ny dansk forskning, der er publiceret i Gastroenterology.

Ifølge det nye forskningsresultat øger en tidlig diagnose med kronisk tarmsygdom risikoen for udvikling af kræft til det dobbelte, men de absolutte tal er stadig så små, at patienter med kronisk tarmsygdom ikke bør bekymre sig.

”Dette resultat skal vi bruge til at give både patienter og deres behandlere ordentlig besked i forhold til den øgede risiko for at udvikle kræft, hvis man havde en kronisk tarmsygdom i barndommen. Der er en øget risiko, men risikoen er stadig så lille, at patienterne blot skal holde fokus på, og have hjælp til, at holde deres tarmsygdom under kontrol og ikke ellers bekymre sig,” fortæller afdelingschef, professor og dr. med. Tine Jess fra Epidemiologisk Forskning ved Statens Serum Institut (SSI) i København.

50.000 danskere har kronisk tarmsygdom

Forskningsarbejdet er inspireret af en lignende undersøgelse i Sverige, der viste en fordobling af risikoen for at udvikle kræft, hvis man i barndommen havde en kronisk tarmsygdom.

Ulcerøs colitis er kendetegnet ved en kronisk og blødende betændelsestilstand i tyktarmen, mens Crohns sygdom kan findes i hele tarmen. Ingen af tilstandene kan kureres, og i de tilfælde, hvor kirurger fjerner dele af den betændte tarm, flytter sygdommene sig andre steder hen i tarmen.

50.000 danskere har én af de to former for kronisk tarmsygdom, som resulterer i blod i afføringen, mavesmerter, diarré og vægttab.

Forskere har endnu ikke det fulde overblik over de bagvedliggende årsager til udvikling af de kroniske tarmsygdomme, men både gener og miljø ser ud til at spille ind.

5.300 danskere med tarmsygdom deltager i studie

Tine Jess og kollegaer undersøgte Landspatientregisteret og Cancerregisteret for at finde sammenhænge mellem en diagnose med kronisk tarmsygdom i barndommen og risiko for senere i livet at udvikle kræft.

I Danmark har vi systematisk indsamlet patientdata siden 1977, og siden da er 5.300 danske børn blevet diagnosticeret med en kronisk tarmsygdom.

Forskerne havde data fra patienterne med en gennemsnitlig opfølgningstid på 12 år, og i den periode havde 2,9 pct. udviklet kræft.

Forskerne sammenlignede derefter tallet med en lignende undersøgelse af 10 gange så mange danskere med matchende profiler i forhold til køn og alder.

I den gruppe havde 1,3 pct. udviklet kræft.

”Vi finder altså som i det svenske studie en fordobling af risikoen for at udvikle kræft, hvis man i barndommen har fået stillet en diagnose med en kronisk tarmsygdom. Det kan være en rigtig alvorlig melding til nogle patienter, som i forvejen slås med mange problemer relateret til deres sygdom. Men tallene viser, at stigningen faktisk kun modsvarer ét ekstra tilfælde ud af 1.000 personer pr. år. Det er en utrolig lille risiko, og dét er det vigtige budskab,” forklarer Tine Jess.

Mænd med kronisk tarmsygdom har højere risiko for at udvikle kræft end kvinder

Forskerne kiggede også på, om risikoen for at udvikle specifikke former for kræft var øget hos patienter med kronisk tarmsygdom.

Her fandt de, at specielt risikoen for hudkræft, lymfekræft, leverkræft og mave-tarmkræft var øget hos personer med en kronisk tarmsygdom.

Derudover fandt forskerne en stor forskel i risikostigningen mellem mænd og kvinder.

Mænd havde fire gange så høj risiko for at udvikle kræft, hvis de have fået stillet en diagnose med en kronisk tarmsygdom som barn, mens kvinder havde kun 50 pct. stigning i risiko.

Til sidst fandt forskerne ingen forskel på risikostigningen mellem patienter, som havde haft ulcerøs colitis og Crohns sygdom.

Sygdom, ikke medicin, øger risiko for kræft

I videre undersøgelser kiggede forskerne på, om risikoen kunne kobles sammen med den underliggende sygdom eller den behandling, patienterne fik.

Men her fandt de ingen forskel mellem de forskellige former for behandling, hvilket ifølge Tine Jess peger på, at den højere risiko for udvikling af kræft kan kobles sammen med den underliggende sygdom og formentlig den kroniske betændelsestilstand i kroppen.

Mange andre studier har vist, at øget betændelsestilstand i kroppen øger risikoen for at udvikle mange kræftformer.

”Vi kender til tilfælde, hvor behandling med stærk immundæmpende medicin kan øge risikoen for at udvikle kræft, men det ser ikke ud til at være tilfældet for denne gruppe patienter. Det virker til at være sygdommen," siger Tine Jess.

Fokus på at holde tarmsygdom i ave

Tine Jess fortæller, at forskningsresultatet kan give patienter med en tidlig diagnose med kronisk tarmsygdom vished for, at selvom de har en øget risiko for at udvikle kræft, er risikostigningen så lille, at de ikke skal bekymre sig om den i deres hverdag.

De skal heller ikke bekymre sig om, at deres valgte medicin øger risikoen for at udvikle kræft mere end andre former for medicin.

Til gengæld peger studiet også på, at det er vigtigt, at patienterne fokuserer på at tage deres medicin og forsøger at holde den kroniske tarmsygdom nede, fordi det formentlig er betændelsestilstanden, der giver den øgede risiko.

”De skal fokusere på at holde sygdommen i ave. De skal se deres læge jævnligt og behandles relevant. Det er den bedste måde at reducere risikoen for at få kræft for mennesker med en kronisk tarmsygdom,” siger Tine Jess.

"Cancer Risk in Pediatric-Onset Inflammatory Bowel Disease: A Population-Based Danish Cohort Study" er udgivet i Gastroenterology. Tine Jess modtog i 2017 støtte fra Novo Nordisk Fonden til projektet "Impact of cardio-metabolic medications on disease course in inflammatory bowel diseases: a nationwide Danish cohort study".

Tine Jess
Professor, MD
Inflammatory bowel diseases are lifelong, chronic conditions affecting mostly young people. They can to some extent be treated by medication and surgery, but cannot be cured. An association between chronic inflammatory bowel disease and psychiatric disease has been suggested, which may possibly be explained by the gut-brain connection, aka ‘gut-brain-axis. This is, however, so far poorly understood. We are now able to perform detailed studies of any possible increased co-existence between chronic bowel disease and psychiatric disease. We will also be examining whether there is an increased familial clustering of the two diseases, and whether they have common genetic variants.