EN / DA
Miljø og bæredygtighed

Imprægnering kan få piger til at gå tidligere i pubertet

Vandafvisende regnfrakker og teflonbelagte stegepander gør vores hverdag mere praktisk. Desværre ender en del af de stoffer, der giver de praktiske egenskaber, i vand og luft og skader måske vores sundhed. I et nyt studie ser det ud til, at stofferne får piger til at gå tidligere i pubertet. Også drenge ser ud til at kunne påvirkes af stofferne. Forskerne håber, at producenter bliver bedre til at undersøge de potentielle langsigtede effekter, inden stofferne tages i brug.

Børn går langt tidligere i pubertet i dag, end de gjorde for 150 år siden. Faldet skyldes for en stor dels vedkommende bedre levestandard, men selv om vores levestandard ikke har ændret sig markant de seneste år, viser den seneste forskning, at pubertetsalderen bliver ved med at falde. Et dansk forskningsprojekt har nu vist, at de perfluorerede alkylforbindelser i vores omgivelser kan spille en rolle for denne udvikling. Stofferne er landet i vores omgivelser, fordi de bruges i mange af vores hverdagsting: emballage, tæpper, jakker og stegepander.

”Stofferne kan findes i luften, i vandet, i støv – ja, overalt i vores omgivelser. Ved at måle på koncentrationen af dem i gravide kvinders blod kan vi vise, at børnene af de kvinder, der har højest koncentration, har en ændret pubertetsalder, og det kan muligvis have følger for deres sundhed på sigt. Ændringerne ser ud til at gælde ikke kun første generation af de her stoffer, men også de nye generationer,” forklarer studiets førsteforfatter, ph.d.-studerende Andreas Ernst fra Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.

Nye med samme effekt som de gamle

Studiet er en del af projektet ”Bedre sundhed i generationer”, hvor der i perioden 1996-2003 blev indsamlet data fra 92.000 gravide kvinder Siden da er der med mellemrum blev fuldt op på det studie med spørgeskemaer om børnenes sundhed. Siden 2012 er 22.341 af børnene født 2000-2003 hvert halve år blevet inviteret til at besvare spørgsmål om deres pubertetsudvikling, fx om de var begyndt at få bryster og kønsbehåring.

”Vi havde derfor den unikke mulighed at sammenholde børnenes svar med mængden af disse stoffer i deres moders blodprøver, mens de var gravide, og det antydede en ret klar sammenhæng: For pigerne gjaldt det, at hvis mødrene havde haft høj koncentration af de perfluorerede forbindelser i blodet, så gik pigerne i gennemsnit fire måneder tidligere i pubertet.”

Hos drengene var data lidt sværere at tyde, idet de ved nogle af stofferne gik 1 måned tidligere i pubertet, men med andre stoffer gik 4 måneder senere i pubertet. Fælles for både piger og drenge var det dog, at der var signifikante forskelle. Og fælles for de perfluorerede stoffer var, at de alle sammen – nye som gamle - så ud til at påvirke, hvornår puberteten gik i gang.

”Vi havde håbet at se, at anden generation af stofferne havde en mindre skadelig effekt end de gamle, men det lader desværre ikke til at være tilfældet. Man kunne ønske, at reglerne for indføring af kemiske stoffer skulle blive underlagt samme strenge krav som fx ny medicin,” forklarer en anden af undersøgelsens hovedkræfter, professor Cecilia Ramlau-Hansen fra Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.

Vigtige for barnets sundhed livet igennem

Det nye studie tyder på, at grundigere toksikologiske undersøgelser vil være på sin plads, inden nye stoffer godkendes. De nye resultater er i hvert fald bekymrende, da tidligere studier tyder på, at tidligere pubertet er relateret til øget risiko for såvel overvægt, hjerte-kar-sygdomme og diabetes som nogle former for kræft, fx brystkræft.

”Endnu er der dog et stykke vej, før forskningen kan forklare de præcise mekanismer, der fører til den ændrede pubertetsprofil. En af de mulige forklaringer kan måske findes i såkaldte epigenetiske effekter, hvor man i dag ved, at stoffer i vores omgivelser og mad kan påvirke overfladen af DNA kemisk.”

De kemiske modifikationer af DNA’et har nemlig stor betydning for, hvilke gener der i sidste ende udtrykkes hvornår. Meget tyder da også på, at de stoffer, som et foster udsættes for, er enormt vigtige for barnets sundhed livet igennem.

”Hvis de perfluorerede forbindelser faktisk ændrer de kemiske modifikationer på vores DNA, kan det være en plausibel forklaring på det, vi ser. Det er dog endnu for tidligt at sige, hvordan det præcise underliggende mekanisme er mellem de kemiske stoffer, udtrykket af vores DNA, og de fysiologiske ændringer som vi observerer."

Artiklen ”Exposure to Perfluoroalkyl Substances during Fetal Life and Pubertal Development in Boys and Girls from the Danish National Birth Cohort” er udgivet i Environmental Health Perspectives. Cecilia Ramlau-Hansen modtog i 2014 støtte fra Novo Nordisk Fonden til projektet ”Birth Outcomes and Genital Malformations in Children of Mothers with Pregnancy-associated Cancer. A Nordic Epidemiologic Cancer Project”.

Cecilia Ramlau-Hansen
Professor
It remains unsettled whether prenatal exposure to perfluoroalkyl substances (PFASs) affects human reproductive health through potential endocrine disruption. Perfluoroalkyl substances (PFASs) cover a group of synthetic chemicals that induce water, oil, and dirt resistance, and these are used in the manufacturing of a variety of everyday consumer products. The substances are highly environmentally persistent and have long half-lives, thus having the disadvantage of accumulating in humans through various exposure routes, including drinking water, diet, dust, and air. PFASs cross the placental barrier and were recently detected in placental and fetal tissue from legally terminated pregnancies. This has raised concerns about the potential adverse effects of prenatal exposure to PFASs on later health, including reproductive health. These concerns are supported by an emerging number of in vitro and animal studies, proposing mechanisms by which PFASs may interfere with the endocrine system. We aimed to explore the associations between prenatal exposure to several PFASs and various aspects of pubertal development in boys and girls.