Grønne havskildpadder i Middelhavet har haft de samme græsgange i over 3.000 år, viser nyt studie, hvor arkæologer, biokemikere, zoologer og marinbiologer har samarbejdet om at kortlægge, hvad havskildpadder i det østlige Middelhav har spist, siden egypterne byggede pyramiderne. Det er vigtigt at bevare disse havområder, hvis ikke skildpadderne skal mangle mad og uddø, siger forskerne.
Den udrydningstruede grønne havskildpadde i Middelhavet har græsset på de samme ”hav-enge” i tusindvis af år.
Det er konklusionen i et nyt stort studie, hvori forskere har brugt både arkæologiske fund fra oldtiden, moderne molekylærbiologiske teknikker og satellitdata til at kortlægge, hvor havskildpadderne har fundet deres føde fra faraos tid til over Kristi fødsel og helt til i dag.
Forskningen viser blandt andet, at nogle nordafrikanske havgræsarealer har været kilden til føde for havskildpadderne i i hvert fald 3.000 år og sandsynligvis længere, og at hvis disse græsarealer forsvinder på grund af klimaforandringer eller andre af menneskets aktiviteter, kan det betyde et endeligt for den grønne havskildpadde i Middelhavet.
Forskningsarbejdet peger derved på et nøgleområde, hvor der skal sættes ind med naturbevarelse, hvis vi også i fremtiden vil have havskildpadder i Europa.
”Vores forskning viser, at den grønne havskildpadde formentlig ikke bare har haft de samme græsgange, men også migrationsruter, i tusindvis af år. Hvis havgræsset forsvinder, eller hvis vi mennesker på andre måder mindsker arealerne med havgræs, vil det have stor betydning for havskildpadderne, som måske vil forsvinde. Derfor er det helt essentielt, at vi beskytter disse områder og genopretter dem der, hvor de er gået tabt,” fortæller en af forskerne bag studiet, adjunkt Alberto Taurozzi fra Globe Institute ved Københavns Universitet.
Studiet, der har ph.d. Willemien de Kock fra Universitet i Groningen, Holland, som førsteforfatter, er offentliggjort i Proceedings of the National Academy of Sciences of the United States of America.
Gamle knogler viser, hvad skildpadder spiste for 3.000 år siden
I studiet sammenholdt forskerne en masse data fra forskellige kilder.
For det første undersøgte de arkæologiske fund af skildpaddeknogler fra områder i Tyrkiet og Libanon.
For mellem 2.700 år og 4.700 år siden levede der i områderne i denne vestlige del af Middelhavet et folk, som ofte spiste havskildpadder. Derfor dukker deres knogler også op i arkæologiske udgravninger.
I alt har forskerne i deres undersøgelse nærstuderet 124 knogler fra ældgamle havskildpadder.
Forskerne brugte knoglerne til to ting:
For det første kunne de ud fra undersøgelser af proteiner i kollagen i knoglerne bestemme, hvilken skildpaddeart det drejede sig om.
Her fandt forskerne, at skildpaddeknoglerne stammede fra to arter af havskildpadder, nemlig grønne havskildpadder, der er udprægede græssere, og arten uægte karette, der er omnivor og både spiser planter, græs og invertebrater som vandmænd.
For det andet kunne forskerne også fra isotopanalyser af kollagenet i knoglerne bestemme, hvad skildpadderne havde spist. Afgørende for undersøgelsen er, at en organismes isotopiske signatur ikke kun afhænger af, hvad den spiser, men også hvor den spiser. Planter inkorporerer isotoper fra lokalmiljøet, som derefter overføres til de planteædere, der lever af dem og videre op i fødekæden.
”Isotopanalyse er kritisk i bestemmelsen af, hvad og hvor skildpadder spiser. De bekræftede blandt andet, at den grønne havskildpadde også for 3.000 år siden spiste havgræs. Men vi indså også hurtigt, at dette ikke bare var en historie om, hvad havskildpadder havde spist i oldtiden, men også hvordan det så ud i forhold til i dag,” forklarer Alberto Taurozzi.
Har græsset i de samme arealer i tusinder år
I et andet studie, som forskerne bag det nye studie har brugt data fra, har forskere undersøgt nutidens grønne havskildpadders spisevaner ved hjælp af satellitter. Forskerne havde i årevis fulgt grønne havskildpadder med GPS, og de kunne derfor meget præcist fortælle, hvor havskildpadderne tager hen for at spise, og hvilke ruter de benytter i deres migration.
Disse moderne analyser viste, at havskildpadderne har deres græsgange ud for kysten i Nordafrika, hvor der findes store arealer med havgræs.
Forskerne bag dette andet studie indsamlede også prøver af hud fra nulevende grønne havskildpadder og analyserede isotoperne i dem.
Forskerne i det nye studie sammenlignede disse isotopanalyser med de samme isotopværdier i prøver fra oldtidens havskildpadder og fandt, at signaturen var den samme.
Det peger ifølge Alberto Taurozzi på, at også oldtidens grønne havskildpadder spiste fra præcis de samme græsgange som deres slægtninge i nutiden.
”Tingene har altså ikke forandret sig, og havskildpadderne i fortiden spiste græs fra præcis de samme små arealer, som nutidens skildpadder finder føde i,” forklarer han.
Han uddyber, at det ikke på samme måde var muligt at bestemme, hvor uægte karette havde spist i fortiden, da denne art ikke kun spiser græs, men også andre dyr, og eftersom byttedyr bevæger sig og spiser forskellige steder, kan isotopsignaturen ikke let bruges til at geolokalisere de områder, som skildpadderne har spist i.
Vigtigt at beskytte græsningsarealer
Alberto Taurozzi fortæller, at det nye studie er vigtigt, fordi det peger på, hvad der har kritisk betydning for havskildpaddernes overlevelse.
I dag forsøger man mange steder i verden at beskytte havskildpadderne fra at blive udryddet ved blandt andet at beskytte de strande, som de lægger æg på.
Havskildpadder bruger dog kun en lille del af deres liv på stranden og det meste i havet, hvor de græsarealer, som er nødvendige for deres overlevelse og har været det i tusinder af år, ikke er beskyttede.
Alberto Taurozzi er derfor overbevist om, at hvis vi ikke beskytter arealer med havgræs, kan vi heller ikke beskytte havskildpadderne.
”Havskildpadder har ikke gennem mere end 3.000 år været så tro mod deres spisevaner, at de har spist det samme sted, hvis det ikke er kritisk for dem. Derfor peger vores studie entydigt på, at vi skal beskytte disse områder, hvis vi vil beskytte den grønne havskildpadde,” siger han.
Han mener også, at forskerne med studiet har vist vejen til brug af en tværfaglig undersøgelsesmetode, der kan kaste lys over, hvad der er vigtigt for overlevelsen af andre udrydningstruede arter, som har levet blandt os i tusinder af år, men som vi selv har skubbet meget tæt på kanten af overlevelse.
”Vi kan koble levesteder og fødesteder sammen med migrationsruter og spisevaner i fortiden og nutiden og derved vise, hvad der har betydning for overlevelsen af den enkelte art, og hvad der har haft betydning for dens overlevelse i fortiden. Kun ved at beskytte alle elementer med betydning for en arts overlevelse kan vi sikre, at de også er her i fremtiden. Det handler ikke bare om at have intentioner om at beskytte truede marine arter, men også om at identificere, hvad der er kritisk i beskyttelsen af dem,” siger Alberto Taurozzi.
