EN / DA
Foto: Shutterstock
Miljø og bæredygtighed

Forskere i kamp mod hungersnød

Ifølge FN lider knap 800 millioner mennesker verden over af sult. En afgørende faktor i kampen mod hungersnøden er fødevaresikkerhed, og en alvorlig synder i den forbindelse er trådsvampen Fusarium der ødelægger kornafgrøder som hvede og byg for milliarder verden over, både ved at reducere udbyttet, og ved at forgifte afgrøderne med dens mykotoksiner.

Særlig alvorlig er situationen i de forvejen hårdt ramte tredjeverdenslande, da landene ikke har råd til resistente sorter eller til at gennemføre sædskifter. De er derfor dybt afhængige af effektive ukrudtsmidler. Derfor er danske forskeres seneste artikel i Pesticide Biochemistry and Physiology både rigtig skidt og rigtig godt nyt.

Danske forskere fra Aalborg Universitet har nemlig via real-time imaging via mikroskop, undersøgt effekten af fungicidet JS399-19 på Fusarium. Da stoffet i sin tid blev opdaget, blev det udråbt til lidt af et vidundermiddel, da det kunne nedsætte mængden af Fusarium og dermed mykotoksin-indholdet i kornlagre med 80 %. Derudover var der heller ikke nogen umiddelbar krydsresistens, så brugen gjorde ikke andre fungicider ubrugelige.

Den nye forskning viser desværre, at tingene ikke er helt så rosenrøde. JS399-19 dræber Fusarium ved at påvirker en af Fusarium centrale proteiner Type 1 Myosin, men forskernes nye forsøg viser, at Fusarium ved en enkel ændring af en af proteinets aminosyrer kan overleve fungicidet. Forskerne gør derfor opmærksom på, at man skal passe på med overforbrug af fungicidet.

Den gode nyhed er, at forskningen giver et helt nyt og unikt molekylært indblik i, hvor man kan finde det næste våben mod Fusarium. Det protein som JS399-19 binder sig til er nemlig så centralt, og velbevaret i forskellige typer af Fusarium, at forskerne mener, at man via computer-modeller kan konstruere nye fungicider der er endnu mere effektive end JS399-19.

Artiklen ”Real-time imaging of the growth-inhibitory effect of JS399-19 on Fusarium” er udgivet i tidsskriftet Pesticide Biochemistry and Physiology. Jens L. Sørensen modtog i 2015 støtte af Novo Nordisk Fonden til projektet “Direct cloning and expression of large natural product gene clusters in fungi”