Biomarkør kan afsløre aldersbetinget tab af muskelstyrke hos indlagte ældre

Sundhed og velvære 12. sep 2024 3 min Projektleder Rikke Kamper, Consultant Charlotte Suetta +1 Skrevet af Kristian Sjøgren

Mange ældre oplever, at de mister muskelstyrke, og for nogle kan tabet af muskelstyrke blive så alvorligt, at det går ud over deres helbred og livskvalitet. Biomarkører for cellulær aldring kan pege på personer med størst risiko for udvikling af denne form for aldersbetinget tab af muskelstyrke, viser ny forskning. Ved at identificere ældre med aldersbetinget tab af muskelstyrke tidligt kan vi også hurtigere få dem i gang med muskelopbyggende træning, siger forskere.

I takt med at vi bliver ældre, kommer flere og flere af os til at slås med aldersrelaterede sygdomme og problemer.

Nogle sygdomme kender vi alle sammen til, fx hjertekarsygdomme, neurologiske lidelser og kræft.

Andre problemer er ikke i samme omfang så kendte, for eksempel sarkopeni, hvilket vil sige aldersbetinget tab af muskelstyrke og muskelmasse.

Netop sarkopeni kan have stor betydning for blandt andet længden på indlæggelser og for, hvor godt man klarer sig gennem et sygdomsforløb eller alderdommen i det hele taget.

"Til trods for, at tilstedeværelsen af sarkopeni kan have så store konsekvenser for den ældre patient, bliver det desværre ikke målt systematisk ved indlæggelse. Med den stigende ældre befolkning, og dermed også en stigende ældre patientpopulation, er der behov for kliniske værktøjer, som muliggør hurtig identificering af ældre patienter i risiko. Dette vil medføre, at vi tidligt og effektivt kan igangsætte relevant behandling og træning, både under og efter en akut indlæggelse," forklarer en af forskerne bag det nye studie, Rikke Kamper, der Cand.Scient. i Idræt & Sundhed og Ph.d.-studerende ved Geriatrisk og Palliativ Afdeling, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Det nye studie viser, at det faktisk er muligt at bestemme risikoen for sarkopeni hos ældre ved at teste for en helt bestemt biomarkør i en simpel blodprøve.

Opdagelsen er klinisk relevant, idet den vil gøre det muligt hurtigere at identificere personer med sarkopeni og hjælpe dem med målrettet træning og ernæring, så de kan genvinde deres muskelstyrke og muskelmasse.

»Det tager langt længere tid at gendanne sin muskelmasse end at genvinde eller øge sin muskelstyrke. Det er derfor en stor fordel, hvis vi kan fange de patienter, der er i risiko for sarkopeni, langt tidligere, og der kan biomarkører og andre målinger være vigtige redskaber,« fortæller en af de andre forskere bag studiet, overlæge på Geriatrisk og Palliativ Afdeling, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og professor på Københavns Universitet, Charlotte Suetta.

Forskningen er offentliggjort i Journal of Cachexia, Sarcopenia and Muscle.

Flere ældre er svage

Sammen med ”frailty” er sarkopeni en tilstand, hvor ældre patienter er både svækkede og sårbare.

Nogle udvikler sarkopeni eller frailty forholdsvist tidligt i alderdommen, mens andre først udvikler det meget sent.

I takt med at der bliver flere og flere ældre, og vi lever længere med flere forskellige sygdomme, vil der også komme flere ældre med behov for hjælp.

Det er bare ikke altid til at sige, hvem der har brug for hjælp, og hvem der kan klare sig selv. Det er i hvert fald ikke nok kun at skele til folks alder.

»Formålet med vores forskning er at identificere biomarkører, som vi kan bruge til at identificere ældre patienter med frailty eller sarkopeni, når de alligevel bliver indlagt akut på grund af medicinsk sygdom som for eksempel lungesygdom eller hjertesygdom,« forklarer Rikke Kamper.

Mere end 1.000 ældre med i studie

I studiet har forskerne i forbindelse med akut indlæggelse undersøgt ældre for den biomarkør, der hedder GDF-15 (Growth Differentiation Factor 15).

GDF-15 er koblet til cellulær aldring og er før blevet associeret med tab af muskelstyrke og fysisk formåen hos ældre. Jo højere niveauerne af GDF-15 er i blodet, des svagere er den ældre.

Det er dog aldrig før bestemt, om GDF-15 kan benyttes som biomarkør for sarkopeni og frailty hos ældre inden for de første 24 timer af indlæggelse.

Til at undersøge potentialet indsamlede forskerne blodprøver fra 1.036 ældre over 65 år, indlagt på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, og undersøgte dem for koncentrationen af GDF-15 i blodet inden for indlæggelsens første døgn.

I forbindelse med andre dele af forskningsprojektet har forskerne også undersøgt forsøgsdeltagerne for frailty og sarkopeni, blandt andet ved at teste deres muskelstyrke og undersøge deres kropssammensætning, herunder muskelmassen.

Gennemsnitsalderen for forsøgsdeltagerne var 78,9 år, og 53 % var kvinder.

Klar kobling til sarkopeni og frailty

Resultatet af undersøgelsen viste, at der er en klar sammenhæng mellem koncentrationen af GDF-15 i blodet og tilstedeværelsen af sarkopeni og frailty.

Resultaterne flugter med resultater fra forskernes tidligere studier, hvor de har undersøgt niveauerne af GDF-15 i blodet hos raske ældre. Også her var koncentrationen højere hos ældre med sarkopeni.

»Man kunne have forestillet sig, at inflammation i kroppen i forbindelse med indlæggelse for medicinsk sygdom kunne have haft betydning for associationen mellem GDF-15 og sarkopeni og frailty, men det ser vi ikke. Vi kunne i stedet genfinde den samme sammenhæng hos de syge ældre, som vi også fandt hos de raske ældre, til trods for at vi kontrollerede for akut inflammation og tilstedeværelse af andre kroniske sygdomme,« siger Rikke Kamper.

Etablerer grænseværdi

I studiet har forskerne også defineret en grænseværdi for sammenhængen mellem GDF-15 og sarkopeni og frailty. Grænseværdien for sammenhængen mellem GDF-15 og sarkopeni bestemte forskerne til 1.541 pg/ml, mens den var 2.166 pg/ml for sammenhængen til frailty.

Gennemsnitligt havde de ældre patienter i undersøgelsen koncentrationer af GDF-15 på 2.669,3 pg/ml.

»Med grænseværdierne får vi skabt en klinisk relevans, så vi kan bruge denne biomarkør, når ældre bliver indlagt. Bliver man akut indlagt, og vi mistænker aldersbetinget tab af muskelstyrke, kan vi understøtte denne mistanke med en blodprøve. Derved kan vi hurtigere få udredt patienterne og igangsat relevant behandling og træning – også selvom det måske ikke var hovedårsagen til, at den ældre blev indlagt. Det vil være meningsgivende for de ældre, at vi kommer hele vejen rundt,« forklarer en anden af forskerne bag projektet, sygeplejerske og forskningsansvarlig på Akutafdelingen, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, Hanne Nygaard.

"GDF-15 is associated with sarcopenia and frailty in acutely admitted older medical patients" er udgivet i Journal of Cachexia, Sarcopenia and Muscle. Forskningen er støttet af Novo Nordisk Fonden (NNF18OC0052826).

My MSc in Sports Science and Health has equipped me with a structured, analytical approach and the ability to critically assess new evidence. I have a...

The Department of Clinical Medicine's research is carried out at research centres and hospitals in the Capital Region of Denmark and Region Zealand wh...

The Department of Emergency Medicine at Bispebjerg and Frederiksberg Hospital in Copenhagen, Denmark, is a key provider of acute care services, treati...

Dansk
© All rights reserved, Sciencenews 2020