Før det moderne menneske kom til, var Europas landskab ikke kun tætbefolket skov. En ny undersøgelse, der analyserer ældgamle pollen i søsedimenter, afslører et 120.000 år gammelt Europa med åbne sletter og enge. Modsat tidligere teorier var det ikke nedbør, der formede landskaberne - det var græsningsdyr - dyr der sidenhen uddøde. Den ny forskning giver vigtig indsigt i, hvordan man kan skabe en biodivers fremtid. Den udfordrer også tanken om, hvorvidt man kan balancere mål for bevarelse af det eksisterende med samfundets accept af naturens forstyrrelser.
Hvordan så Europa ud, før moderne mennesker ankom? Mange har forestillet sig en frodig, uberørt skov, der strakte sig fra Atlanterhavet til Uralbjergene, men beviser fra ældgamle pollen antyder, at det gamle Europas tempererede skove var gennemvævet med store områder af åbne sletter, enge og hedelandskaber.
Ved hjælp af prøver fra bunden af søer på tværs af Europa har et hold af forskere rekonstrueret kontinentets landskab under den sidste mellemistid for omkring 120.000 år siden - den sidste gang Europa var fri for istider, inden Homo sapiens' dominans.
Den nye forskning, offentliggjort i november i Science Advances, peger på at ændringer skyldes ikke-menneskelige faktorer. Forskingen indikerer nemlig, at de åbne områder i stedet blev skabt af nu uddøde græssende dyr.
Det er en vigtig indsigt, hvis mennesker der arbejder med naturbevaring håber at kunne genskabe det "dynamiske, skiftende, mosaiklandskab" fra den sidste mellemistid, fortæller økologen Elena Pearce, der hovedforfatter og postdoc ved Aarhus Universitet, hvor hun studerer fortidens landskaber. "Europa så aldrig ud på én bestemt måde."
Søslam og genopretning af Europa
Bevarings- og genopretningsprojekter kræver forståelse for, hvordan mennesker tidligere har ændret miljøet, forklarer Pearce. For at fastlægge en baseline for naturen fra før menneskets tid, valgte forskerne en umiddelbar overraksende ressource - søslam.
Luftbåren pollen fra træer, græsser og andre planter "lægger sig på overfladen af søer eller moser", forklarer Pearce - den iøjnefaldende gule film, der dækker vandoverflade om foråret. Noget af den pollen ender med at drive hele vejen ned til bunden, "og så opbygger den sig i sedimentet år efter år efte år", hvilket skaber lag, som specialister - kaldet palynologer - kan læse som en bog.
Palynologer tager kerner af søbunde, cylindriske prøver ligesom iskerner, der tillader arktiske forskere at spore ændringer i klimaet over lang tid, for at indsamle de lagdelte lag af ældgamle pollen. Analysen af ældgamle pollenprøver er omhyggeligt arbejde. Hvert lille korn skal identificeres med øjet under et mikroskop, og mangfoldigheden af familier og arter, som palynologerne skal skelne mellem, er overvældende.
Pearce indsamlede pollendata fra 96 søer og moser på tværs af Europa, der spænder over 16 lande. Selvom mange tidligere undersøgelser har baseret sig på forholdet mellem træpollen og ikke-træpollen for at forudsige, hvordan miljøet måske har set ud, brugte Pearce en statistisk model til at tage højde for forskelle mellem plantearter - hvor meget pollen de producerer, og hvordan de spredes i landskabet.
Og ved at undersøge plantearterne i pollenprøverne regnede Pearce baseret på disse planternes behov sig - tilbage til landskabet. For eksempel indikerer egetræer en mere åben vegetation, da de ikke kan tåle skygge, og tilstedeværelsen af skyggetolerante træer som hæg - også kendt som majtræer - peger på en skov med tæt løv.
Et patchwork-Europa
Billedet af det gamle Europa, der opstod fra Pearces model, ligner slet ikke nutidens nationalparker.
Let skov og åben vegetation som sletter eller enge dækkede mere end halvdelen af landskabet, fandt Pearce frem til. Og endnu mere overraskende synes gamle nedbørsmønstre og klima ikke at have væsentlig indflydelse på, hvor disse græssletter formede sig.
Pearce siger, at hun mistænkte, at brande måske var drivkraften - men det ville have efterladt karakteristiske streger af kul i søbundskernerne, da røgen sætter sig på vandoverfladen på samme måde som pollen gør.
I stedet peger beviser på en anden meget stor påvirkning af økosystemet: store græsningssdyr, der har nippet af de unge træer og holdt skove i skak. "Store dyr reducerer ikke kun vegetation, men spreder også frø og tilføjer næringsstoffer til jorden," forklarer Pearce. "Det er virkelig væsentlig at forstå, at disse processer mangler fra nutidens landskaber. Hvis du i dag efterlader et åbent landområde, ender du sandsynligvis med en skov."
Hvor elefanterne strejfede omkring
Men hvilke af de græssende dyr skabte så sletterne i Europas mellemistid? Nogle af dem er stadig i dag kendte ansigter, siger Pearce - såsom dådyr, der stadig strejfer frit omkring i Italien, Tyrkiet og størstedelen af Balkan; og europæiske bisoner, der har en stærk tilstedeværelse i Polen og Hviderusland.
Andre er for relativt nyligt uddøde, som uroksen, forfædre til det moderne kvæg, der uddøde i 1600'erne.
Men de dyr der ifølge forskningen har ændret økosystemet mest er ifølge Pearce, såkaldte lige-tuskede elefanter - en art af de såkaldte pachyderm-art, der traskede rundt i Europa i den sidste mellemistid, og som forskere anslår kan have vejet op til 17 ton,.
Disse gamle elefanter, hvis knogler sandsynligvis inspirerede myter om kæmper og kykloper, ville have skullet forbruge bjerge af vegetation for at opretholde deres masse. Ud over deres grådige græsning kunne elefanter ændre deres omgivelser på måder, som et dådyr ikke kan. "Elefanter kan vælte træer," siger Pearce. "Få dyr, der stadig er i live i dag i de europæiske landskaber, kan have den slags indvirkning."
Miljøforstyrrelser, uanset om det kommer fra skovbrande eller store dyr, er godt for biodiversiteten. "Det, disse dyr gør, er at blande tingene op, græsse nogle områder, lade andre områder være," og skabe generelt en række levesteder, der kan understøtte en bred vifte af arter, forklarer Pearce.
Ikke en økosystemopskrift
Opdagelsen af, at græsland var en vigtig del af de gamle landskaber, bør ikke betragtes som en opskrift på at stoppe plantning af træer, siger Pearce. "Hvis den sidste mellemistid virkelig havde mellem 25% og 50% lukkede skove, mangler vi stadig en masse af det," tilføjer hun.
Men skove er ikke den eneste form for natur, Europa bør sigte efter, forklarer Pearce, og der er allerede programmer for at genindføre store græsningssdyr, såsom heste, der er sluppet løs i Danmarks Mols Bjerge Nationalpark.
Men resultaterne af disse programmer har været blandede - da bestandene er "stærkt truet af folk, der ikke ønsker at leve sammen med de store dyr," fortæller hun.
Hvis disse dyr betragtes som "for vilde for Europa, placerer vi al presset for at leve med disse vilde dyr for at opretholde mangfoldigheden af arter i det globale syd," fortæller hun.
Chancerne for, at de gamle europæiske sletter vender tilbage, er små, når moderne europæere har svært ved at komme overens med ulve og heste som naboer, tilføjer Pearce - "for slet ikke noget som en elefant."
