Et hjertestop uden for hospitalet kan udløse en alarm til hjerteløbere i nærheden. Men et nyt dansk studie viser, at visitatorerne på alarmcentralen i Region Hovedstaden kun sendte dem afsted i knap seks ud af ti tilfælde, hvor kriterierne var opfyldt. Resultaterne har siden ført til ændringer, som skal gøre ordningen mere effektiv.
Jonas finder sin hustru på gulvet i stuen. Hun gisper og har åndenød, og han ringer 1-1-2. Mens ambulancen bliver sendt afsted, skal medarbejderen på alarmcentralen forsøge at afgøre, om det drejer sig om et hjertestop, og om hjerteløbere i nærheden skal sendes afsted, så den livreddende førstehjælp kan sættes i gang, før ambulancen når frem.
Men netop i det afgørende øjeblik blev hjerteløberordningen langt fra altid aktiveret. Visitatorerne i Region Hovedstaden sendte kun hjerteløbere afsted i lidt over halvdelen af de hjertestop, der opfyldte kriterierne.
Det er udgangspunktet for det studie, som læge og ph.d.-studerende Persia Shahriari har lavet sammen med overlæge og klinisk professor Fredrik Folke fra Akutberedskabet i Region Hovedstaden. Forskerne undersøgte forskellen mellem hjerteløberordningens formelle kriterier og den måde, ordningen faktisk bliver brugt på i praksis.
“Hele idéen med hjerteløberordningen er, at vi sender hjerteløbere ud til formodede hjertestop, hvor kriterierne er opfyldt. Derfor overraskede det mig, at ordningen ikke blev brugt oftere. Hvad afgjorde, hvornår hjerteløbere blev aktiveret — og hvornår de ikke blev?,” siger Folke.
Forskerne fulgte beslutningen på alarmcentralen
Idéen til studiet udspringer af et paradoks. Mange lande har etableret hjerteløberordninger, men forskerne kunne ikke finde større undersøgelser af, hvordan de faktisk bliver brugt i praksis. De fleste studier handlede om appen og teknikken — langt færre om det afgørende øjeblik på alarmcentralen, hvor hjertestoppet skal genkendes, og hjerteløberne sendes afsted.
Og her ligger paradokset, pointerer Folke: Selv den bedste tekniske løsning gør begrænset nytte, hvis ordningen ikke bliver aktiveret ved formodet hjertestop.
Derfor tog forskerne udgangspunkt i den danske hjerteløberordning, som både har mange tilmeldte hjerteløbere og detaljerede data om selve alarmeringsforløbet.
“Derfor undersøgte vi vores egne data for at blive klogere på de tilfælde, hvor kriterierne siger, at en hjerteløber bør sendes afsted,” siger Fredrik Folke.
Forskerne gennemgik alle formodede hjertestop uden for hospitalet i Region Hovedstaden fra september 2017 til december 2023 — i alt 7.683 tilfælde. Derefter fjernede de de situationer, hvor hjerteløbere ifølge reglerne ikke skal alarmeres, fx ved usikre omgivelser eller på plejehjem med sundhedsfagligt personale til stede.
Tilbage stod 4.320 hjertestop, hvor hjerteløbere kunne sendes afsted. Forskerne koblede hvert tilfælde med blandt andet patientens alder og køn, stedet for hjertestoppet og ambulancens responstid.
“Metoden gav os mulighed for at følge hele alarmeringskæden og se, hvilke forhold der hang sammen med beslutningen. Det er noget andet end blot at måle, hvor mange der har downloadet en app,” siger Folke.
“Selv blandt erfarne medarbejdere, som jævnligt håndterer 1-1-2-opkald om hjertestop, viste der sig at være store udsving i brugen af ordningen,” siger Fredrik Folke.
Samlet blev hjerteløbere aktiveret i 2.486 af de 4.320 tilfælde, hvor kriterierne pegede på, at hjælpen burde sendes afsted.
Store forskelle i brugen af hjerteløberordningen
Derefter undersøgte forskerne, hvilke situationer der oftest førte til en aktivering af hjerteløberordningen. Her begyndte mønstrene at træde frem i dataene.
Hjerteløbere blev oftere sendt ud til hjertestop i private hjem end på offentlige steder. Samtidig steg sandsynligheden for aktivering, jo længere væk den nærmeste ambulance befandt sig.
Begge mønstre giver ifølge Folke god mening i den akutte hverdag. Visitatoren kan eksempelvis undlade at aktivere ordningen, hvis en ambulance allerede er tæt på adressen, eller hvis andre allerede er i gang med hjertemassage og en hjertestarter er til stede.
“Resultatet skal nuanceres. De konkrete forhold på adressen fremgår ikke af data, men kan have betydning for vurderingen på alarmcentralen. Derfor er det hverken realistisk eller nødvendigvis hensigtsmæssigt at sende hjerteløbere til alle hjertestop,” siger Fredrik Folke.
Ikke desto mindre pegede resultaterne på situationer, hvor ordningen kan bruges mere ensartet. Derfor har forskergruppen efterfølgende gennemgået resultaterne sammen med visitatorerne og drøftet muligheder og barrierer for at øge brugen af ordningen.
Helt konkret er alarmeringsknappen blevet gjort lettere tilgængelig under 1-1-2-opkaldet, og forskergruppen har sammen med visitatorerne gennemgået, hvornår ordningen bør aktiveres.
“De initiativer ser allerede ud til at bære frugt, fordi hjerteløberordningen er blevet aktiveret hyppigere i de efterfølgende måneder,” siger Fredrik Folke.
Studiet pegede samtidig på et mere uventet mønster: Kvinder og mænd fik ikke lige ofte sendt en hjerteløber afsted ved formodet hjertestop.
Kvinder fik sjældnere sendt en hjerteløber afsted
Blandt patienter mellem 66 og 80 år blev hjerteløberordningen aktiveret for 55,3 procent af kvinderne og 62,8 procent af mændene. Hos patienter over 80 år voksede forskellen yderligere til 45,5 procent for kvinderne og 59,3 procent for mændene.
Det fund havde visitatorerne ifølge Fredrik Folke umiddelbart svært ved at genkende fra deres arbejde.
“Det kom meget bag på både os og de sundhedsfaglige. De oplever bestemt ikke selv, at de diskriminerer ud fra køn. Derfor vil vi undersøge fundet nærmere,” siger Fredrik Folke.
Forskerne mener, at forklaringen kan hænge sammen med forskelle i de første tegn på hjertestop hos kvinder og mænd. Her viser det sig, at kvinderne ofte er ældre end mændene, når de bliver ramt af hjertestop.
Dertil kommer, at de typisk har åndenød frem for klassiske brystsmerter, før de falder om. Derfor kan det tage længere tid at erkende, at der reelt er tale om et hjertestop. Og når det så endelig sker, er ambulancen ofte allerede så tæt på lokationen, at det ikke længere giver mening at sende en hjerteløber afsted.
Forskerne går tættere på de afgørende minutter
Forskerne gennemgår nu 1-1-2-lydfilerne for at kortlægge, hvad der sker i de første minutter af opkaldet.
“De hårde data viser os, hvor mønstrene ligger. Men de fortæller ikke, hvorfor de opstår. Det kan ligge i kommunikationen mellem den, der ringer 1-1-2, og den, der tager imod opkaldet, og derfor er vi nødt til at gå tættere på selve samtalen,” siger Fredrik Folke.
Folke og hans kolleger vil blandt andet se nærmere på hjertestop i socialt boligbyggeri i Region Hovedstaden, hvor de kan se, at overlevelsen er særligt lav.
Her vil de undersøge, om forhold i samtalen mellem borger og visitator kan forsinke erkendelsen af hjertestop — eksempelvis sprogbarrierer eller forskelle i måden symptomer bliver beskrevet på.
Det kan i princippet også handle om ubevidst diskrimination, hvor bestemte grupper uforvarende bliver fravalgt. Selv om det kan være svært at forestille sig, er det vigtigt at undersøge nærmere, siger han.
Forskerne vil også undersøge, hvor ofte alarmcentralen faktisk rammer rigtigt, når et formodet hjertestop udløser en hjerteløberalarm.
Svarene kan gøre det tydeligere, hvornår alarmcentralen rammer rigtigt, og hvor visitatorerne har brug for bedre beslutningsstøtte, siger Fredrik Folke.
Men det største spørgsmål står stadig åbent: Redder hjerteløberordningen faktisk liv? Svaret skal findes med det randomiserede kliniske studie HeartRunner, der de sidste syv år har inkluderet over 2.000 patienter. Inklusionen sluttede 1. marts 2026, og forskerne samler nu data om overlevelse efter 30 dage.
“Det randomiserede studie skal forhåbentlig give os det svar, som vi hidtil ikke har kunnet skaffe. Først dér kan vi sige mere sikkert, om hjerteløberordningen redder liv i den form, vi bruger i Danmark,” siger Folke.
Andre lande mangler også svar
Fordi studiet er det første af sin art på verdensplan, håber Folke og hans kolleger, at det kan få andre lande til at undersøge deres egne ordninger mere systematisk. Mange lande har bygget lignende systemer op uden egentlig viden om, hvordan de fungerer i praksis. Her giver det danske studie et sjældent indblik i, hvornår ordningen faktisk bliver til konkret hjælp.
Og måske er det netop det internationale perspektiv, der er årsagen til, at det videnskabelige tidsskrift, der publicerer artiklen, har valgt at støtte op om den med en lederartikel. Her fremhæver to internationale forskere, at hjerteløberordninger kun kan forkorte tiden til livreddende hjælp, hvis de bliver aktiveret konsekvent og retfærdigt. De advarer samtidig om, at tøven kan blive selvforstærkende. Færre aktiveringer giver færre indsatser, mindre erfaring i netværket og i sidste ende mindre tro på, at ordningen gør en forskel.
For Folke viser den internationale interesse, at forskergruppen har ramt et spørgsmål, som feltet længe har manglet svar på.
“Det var første artikel, Persia sendte ind som førsteforfatter, og jeg har aldrig oplevet en så positiv respons. Fagfællebedømmerne havde mange forslag til rettelser, men de fangede fra starten, at studiet havde betydning langt ud over Danmark,” siger Fredrik Folke.
