Spis sundt, og lev længere uden sygdom

Sundhed og velvære 13. maj 2025 4 min Associate Professor Marta Guasch Ferré Skrevet af Kristian Sjøgren

Forskere har sammenlignet otte forskellige former for diæt for at finde ud af, hvilken der er forbundet med det at leve længst uden sygdom. Sund kost er generelt forbundet med et langt, sygdomsfrit liv, men hold dig fra ultraprocesserede fødevarer, siger forsker.

Interesseret i Sundhed og velvære? Vi kan holde dig opdateret helt gratis

Hvordan påvirker kosten ens muligheder for at leve sygdomsfrit langt ind i alderdommen og være både fysisk og kognitivt velfungerende?

Det har forskere belyst med et nyt studie, hvori de har sammenlignet otte forskellige former for diæt og deres indflydelse på sandsynligheden for at være rask så længe som muligt.

Forskningen viser i store træk, at rigtig mange forskellige diæter er forbundet med et langt, sundt liv, og at et gennemgående træk er, at ultraprocesserede fødevarer øger risikoen for sygdom, mens blandt andet frugt, grønt og nødder er associeret med sundhed.

»Ofte betragter vi diæt i en kontekst af sygdom, for eksempel om en diæt er associeret med mindre risiko for udvikling af for eksempel diabetes. Her har vi vendt det hele lidt på hovedet og i stedet undersøgt, hvordan forskellige former for diæt påvirker ens sandsynlighed for at blive gammel uden at blive syg,« fortæller en af forskerne bag studiet, lektor Marta Guasch Ferré fra Afdeling for Epidemiologi ved Københavns Universitet.

Forskningen er offentliggjort i Nature Medicine.

Undersøgt otte forskellige diæter

Med studiet ville forskerne belyse, hvordan otte forskellige diæter påvirker både sandsynligheden for ikke at være syg med for eksempel hjertekarsygdom, metabolisk sygdom eller kræft ved 70-årsalderen, og hvordan de forskellige diæter påvirker sandsynligheden for at være fysisk i stand til for eksempel at gå på trapper eller være kognitivt velfungerende.

De undersøgte diæter var Alternative Healthy Eating Index (AHEI), Alternative Mediterranean Index (aMED), Dietary Approaches to Stop Hypertension (DASH), Mediterranean-DASH Intervention for Neurodegenerative Delay (MIND), healthful plant-based diet (hPDI), Planetary Health Diet Index (PHDI), empirically inflammatory dietary pattern (EDIP), empirical dietary index for hyperinsulinemia (EDIH) og ultraprocesserede fødevarer (UPF).

De forskellige diæter er udviklet med henblik på for eksempel at sænke blodtrykket (DASH), modvirke kognitivt forfald (MIND), spise sundt i forhold til Jordens ressourcer (PHDI) eller sænke inflammation (EDIP).

»Diæterne tager også hensyn til, at folk har forskellige behov til deres kost. Nogle mennesker kan som eksempel godt leve vegetarisk, mens andre ikke kan. Det er dog vigtigt at sige, at alle diæterne bortset fra den med de ultraprocesserede fødevarer betegnes som sunde,« forklarer Marta Guasch Ferré.

Over 100.000 personer med i studie

Forskerne undersøgte sammenhængen mellem diæt og sundhed i data fra to store amerikanske befolkningsundersøgelser med i alt 105.515 personer, der blev fulgt over en periode på 30 år.

Hvert fjerde år svarede forsøgsdeltagerne på spørgeskemaer angående blandt andet kost og sundhed.

Forskerne kunne derved kategorisere forsøgsdeltagerne ud fra deres kost og sammenholde det med, hvordan de ældedes.

66 pct. af forsøgsdeltagerne var kvinder, og de var gennemsnitligt 53 år ved forsøgets begyndelse i 1986.

Forskerne definerede ”sund alderdom” som det at være sygdomsfri til alderen 70 år.

»Det er ikke sådan, at vi har fortalt folk, hvad de skulle spise. De har bare spist, hvad de har haft lyst til, og vi har så kategoriseret deres diæt ud fra det,« siger Marta Guasch Ferré.

Diæt fordobler sandsynligheden for sund aldring

Resultatet af studiet viser, at ved alderen 70 år havde 9.771 en sund alderdom og var dermed sygdomsfrie samt kognitivt og fysisk velfungerende.

Forskningen viste også, at ud over det at spise ultraprocesseret mad var alle diæter associeret til øget sandsynlighed for sund alderdom sammenlignet med ikke at følge en af de nævnte diæter.

For eksempel var Alternative Healthy Eating Index forbundet med 86 pct. øget sandsynlighed for en sund alderdom til alderen 70 år. Det var også den diæt, som havde den stærkeste association til det at være fysisk og kognitivt velfungerende til dette tidspunkt i livet.

Da forskerne kiggede på sandsynligheden for en sund alderdom til alderen 75 år, var den fordoblet hos dem, der havde spist efter Alternative Healthy Eating Index.

Dem, der gennem årene havde spist den udelukkende plantebaserede diæt healthful plant-based diet, oplevede den laveste forøgede sandsynlighed for at være sunde og raske til alderen 70 år. Her var sandsynligheden øget med 45 pct.

Den var dog forøget sammenlignet med ikke at spise i forhold til en af de nævnte diæter.

Forskningen viste også, at jo mere vedholdende forsøgsdeltagerne var i forhold til at spise en af de sunde diæter gennem tre årtier, des større var deres sandsynlighed for at være sunde og raske til alderen 70 år.

Disse fødevarer fremmer sund alderdom

Kigger man på de mange sunde diæter, har de et fællestræk, der formentlig er årsagen til, at de alle sammen øger sandsynligheden for at leve sundt og længe.

De har alle et højt indhold af frugt, grøntsager, fuldkorn, umættet fedt, nødder, bælgfrugter og fedtfattige mælkeprodukter. Indtag af disse grupper af fødevarer var i studiet associeret med det at være sund og rask ind i alderdommen.

Omvendt var et højt indtag af transfedt, salt, sukkerholdige drikkevarer og rødt og processeret kød associeret til højere sandsynlighed for at være syg til alderen 70 år.

»Resultatet er ikke overraskende, men det viser, at spiser man de fødevarer, der er beviseligt sunde, øger man sandsynligheden for en sund alderdom. Budskabet er også, at der er mange måder at kombinere fødevarer på for at skabe en diæt, der matcher ens behov. For eksempel har vi i mange år talt om, at en middelhavskost er sund, men det er måske ikke det rigtige at forsøge at spise middelhavskost i et land som Danmark. Her kan det give mere mening at kombinere sunde fødevarer i en anden diæt for at få helbredsfordelene ud af det,« siger Marta Guasch Ferré.

Handler om at leve bedre

Marta Guasch Ferré fortæller, at forskerne med studiet kommer med et budskab, som måske vil resonere med flere mennesker.

Det handler nemlig ikke om, hvad man skal spise for at undgå kræft eller hjertekarsygdom, men om hvordan man skal spise, hvis man gerne vil være sund og rask og kunne fungere både kognitivt og fysisk langt ind i alderdommen.

»Det handler om at opdage og udbrede viden om, hvordan man kan leve længere, og hvordan man kan leve bedre,« siger Marta Guasch Ferré.

Udforsk emner

Spændende emner

Dansk
© All rights reserved, Sciencenews 2020