Et nyt dansk studie viser, at mavegener er udbredte – selv blandt bloddonorer, som ellers regnes for noget af det sundeste, vi har. Det udfordrer forestillingen om, at maveproblemer altid betyder sygdom. Resultaterne kan føre til klarere retningslinjer for, hvornår tarmsymptomer kræver lægehjælp.
Susanne på 32 år lever sundt og raskt. Alligevel kæmper hun i hverdagen med oppustethed og forstoppelse, der får maven til at føles tung og utilpas. Hun har været til lægen flere gange og fået taget både blodprøver og afføringsprøver – alt ser normalt ud. Men mistanken vil ikke slippe hende. For hvad nu, hvis der skjuler sig noget alvorligt bag generne? En tumor, der trykker et sted i tarmen? Tanken ligger hele tiden i baghovedet og nager.
Yngre mennesker som Susanne kan formentlig tage det helt roligt. Et nyt dansk studie viser nemlig, at symptomer som hendes er udbredte – også blandt personer, der har vist sig at være fuldstændig raske. Studiet bygger på spørgeskema-svar fra raske bloddonorer og er gennemført af forskere ved Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet.
Blandt hovedkræfterne bag er klinisk professor Christian Erikstrup og postdoc Anne Karmisholt Grosen. Hun er førsteforfatter på den videnskabelige publikation, der blev udgivet i det videnskabelige tidsskrift British Medical Journal Open Gastroenterology i 2025. Studiet er det hidtil største af sin art i verden og skiller sig ud ved at bruge bloddonorer som referencegruppe – en metode, der kan inspirere lignende undersøgelser i andre lande.
»Jeg er overrasket over, hvor mange raske mennesker der har symptomer fra mave-tarmkanalen. Det gælder ikke bare enkelte symptomer, men ofte flere på én gang – og det i en gruppe, vi ellers betragter som særdeles sund og rask. Det siger noget om, hvor langt normalområdet faktisk strækker sig,« siger Anne Karmisholt Grosen.
Christian Erikstrup tilføjer: »Det udfordrer opfattelsen af, at symptomer fra tarmen altid er tegn på, at noget er galt. Næsten hver anden kvinde under 50 år oplevede tre eller flere symptomer på én gang – ofte en kombination af oppustethed, smerter og ændret afføring. Det kalder på en opmærksomhed på, at ikke alle symptomer fra tarmen er tegn på sygdom – både i lægepraksis og i forskningen.«
Hvad raske bloddonorer kan lære os om maven
Formålet med studiet var at kortlægge, hvor almindelige forskellige mave-tarmsymptomer er i den raske voksne befolkning. For at kunne gøre det så præcist som muligt, valgte forskerne at bruge bloddonorer som datakilde. Bloddonorer er kendt for at udgøre en rask gruppe, og de følges med undersøgelser og blodprøver hen over lang tid.
For at donere blod skal man opfylde en række sundhedskriterier og erklære sig fri for sygdom. Det gør gruppen særligt velegnet som målestok for normalitet.
Mellem 2020 og 2023 udfyldte mere end 53.000 bloddonorer spørgeskemaer om 13 mave-tarmsymptomer – fra oppustethed og forstoppelse til diarré og mavesmerter. Spørgeskemaet blev pilottestet på en mindre gruppe donorer for at sikre ens forståelse, , og svarene blev grupperede i forskellige symptomprofiler.
Hvornår skal mavegener tages alvorligt?
Svarene blev indsamlet over to og et halvt år for at fange sæsonudsving og koblet til blodbankens eksisterende helbredsdata. Det gav forskerne et enestående indblik i både kortsigtede variationer og langsigtede mønstre i en af de sundeste befolkningsgrupper, vi kender.
Dataindsamlingen blev gennemført som en del af Det Danske Bloddonorstudie – en stor, landsdækkende forskningsplatform, hvor forskere med samtykke fra donorgruppen kan undersøge alt fra kroppens modstandsdygtighed over for infektioner til psykisk trivsel.
I dette tilfælde blev data brugt til at analysere, hvordan symptomerne fordelte sig i en gruppe, der ellers betegnes som rask. Forskerne udviklede et scoringssystem, hvor hver deltager fik et samlet symptomtal afhængigt af, hvor mange symptomer vedkommende rapporterede.
»Det hjælper os til at forstå, hvilke symptomer der er så udbredte blandt raske, at de næppe i sig selv bør vække bekymring – og hvilke, der fortsat skal få alarmklokkerne til at ringe,« siger Christian Erikstrup.
Hvornår er tarmgener alvorlige – og hvornår ikke?
Forskerne bag studiet har ikke selv trukket en ny grænse mellem det sygelige og det normale, men peger på, at resultaterne bør bruges til netop det. Data kan altså danne et nyt grundlag for fremtidige retningslinjer, som i højere grad tager højde for, hvilke symptomer der reelt er almindelige i den raske del af befolkningen.
Det spiller fx en vigtig rolle i behandlingen med fæcestransplantation – en metode, hvor afføring fra raske donorer bruges til at genskabe balancen i tarmen hos patienter med svær diarré forårsaget af særlige sygdomsfremkaldende bakterier.
At donoren er rask, er afgørende af hensyn til patientsikkerheden. Det handler om at undgå, at man uforvarende overfører infektioner eller smitterisiko fra donor til patient, som i forvejen kan være svækket. Derfor er det typisk bloddonorerne, som i forvejen opfylder en lang række af kriterier for at være raske, der bliver spurgt, om de også vil donere fæces, når de nu alligevel tjekker ind for at aflevere en portion blod.
Milde gener må ikke koste donorerne
Dette praksisprincip er tidligere blevet beskrevet i et studie fra 2019, hvor den samme danske forskergruppe analyserede hele processen omkring fæcesdonation og opbygning af en såkaldt fæcesbank (Jørgensen et al., 2019). Det understregede, hvor vigtigt det er med sikre og grundigt screenede donorer – men også, at et for rigidt fokus på fravær af alle tænkelige symptomer risikerer at begrænse donorgrundlaget unødvendigt. Den bekymring var medvirkende til, at Christian Erikstrup og hans kolleger iværksatte det nye studie.
»Vi viser, at mange bloddonorer har milde mave-tarmsymptomer. Og det rejser spørgsmålet, om det er rimeligt at sortere dem fra som fæcesdonorer," siger Christian Erikstrup. Også han ser en risiko for, at man uforvarende kommer til at frasortere folk, der trods symptomer er sunde og raske og derfor egner sig fortrinligt til at være donorer.
De aktuelle retningslinjer, som bl.a. er udgivet af European Fecal Microbiota Transplant Group, anbefaler, at fæcesdonorer skal være symptomfri. Men det er formentlig en for rigid tankegang, der paradoksalt nok kan bringe patienterne i fare, advarer Erikstrup, der dog grundlæggende er enig i, at man skal forsøge at beskytte patienterne.
“De nye data giver mulighed for at revurdere, hvilke symptomer der faktisk har betydning for patientsikkerheden, og hvilke der bør accepteres som normale,” siger han.
Antibiotika kan tippe tarmens balance
Forskerne er allerede i gang med at koble spørgeskemasvarene til nationale sundhedsregistre for at finde mønstre i, hvilke symptomprofiler der – hvis nogen – kan forudsige senere sygdom. Målet er at kunne adskille de harmløse symptomer fra dem, der potentielt kan føre til sygdom.
Det bygger videre på tidligere erfaringer fra fæcestransplantation, hvor det har vist sig, at donorens helbredstilstand kan påvirke resultatet af behandlingen. Det gælder fx antibiotika, som kan forstyrre balancen i tarmens bakterieflora og midlertidigt svække fæcestransplantationens effekt. Behandlingen kan selv blive mindre effektiv, hvis man bruger afføring fra en donor, der er behandlet med antibiotika i året før donationen. (Grosen et al., 2025).
Derfor er det vigtigt at vide, hvilke faktorer der rent faktisk forringer donorens egnethed – og hvilke symptomer eller forhold der ikke har nogen betydning for patientsikkerheden. Det er netop den viden, forskerne håber at opnå ved at kombinere spørgeskemadata med registeroplysninger. På den måde kan man undgå at frasortere raske donorer uden grund og samtidig sikre, at patienterne får den bedst mulige behandling.
Ny viden hjælper både læger og patienter
Også i lægepraksis kan de nye data gøre en forskel. Christian Lodberg Hvas, klinisk professor i gastroenterologi ved Aarhus Universitet og overlæge på Aarhus Universitetshospital, er med i forskergruppen og har ansvar for patientbehandlingen. Han fremhæver, at resultaterne giver et langt mere nuanceret billede af, hvad der er normalt.
Resultaterne kan hjælpe læger med at skelne mellem ufarlige symptomer og dem, der kræver undersøgelse. Det betyder færre unødige bekymringer – og færre patienter, der sendes videre til udredning uden grund. Dermed rækker studiets betydning videre end forskningsverdenen. Det kan bruges til at nuancere lægers vurdering af patienter, mindske unødig bekymring.
For Susanne – og tusindvis af andre – kan studiet give ro. Selv blandt de sundeste danskere er maven sjældent helt problemfri. Og det betyder, at gener ikke nødvendigvis er tegn på sygdom – men kan være en del af det normale liv.
OBS: Ved alder over 40 år og nyopstået afføringsændring skal man altid henvende sig til lægen med henblik på at få foretaget en kikkertundersøgelse.
