Nu kan læger endelig måle kroppens søvnhormon i blodet

Sundhed og velvære 14. jul 2026 3 min Clinical Professor Nicolai J. Wewer Albrechtsen, Chemist Jakob Albrethsen Skrevet af Kristian Sjøgren

Der er nu udviklet en hurtig og præcis blodprøve, der kan måle søvnhormonet melatonin i blodet i ekstremt små mængder. Metoden kan åbne for nye muligheder inden for alt fra søvnforstyrrelser til psykiatriske og metaboliske sygdomme. Men forskerne understreger, at det kliniske arbejde først lige er begyndt.

Interesseret i Sundhed og velvære? Vi kan holde dig opdateret helt gratis

Millioner af mennesker verden over tager melatonin for at sove bedre, fordi hormonet spiller en central rolle i kroppens døgnrytme. Brugen er steget markant blandt både børn, unge og voksne de seneste år. Alligevel har læger ikke rutinemæssigt kunnet måle melatonin i blodet i klinisk praksis. Det laver et nyt studie nu om på.

På Bispebjerg og Frederiksberg Hospital har man udviklet en hurtig metode, der kan måle melatonin i blodet med stor præcision ud fra blot 50 mikroliter blod – svarende til en lille dråbe fra en fingerspids.

Målet er, at melatoninmålinger på sigt skal kunne bruges til både at diagnosticere sygdom, følge behandling og forstå, hvordan kroppens biologiske ur hænger sammen med helbredet. Men først kræver det, at hormonet kan måles pålideligt og præcist.

“Det ville være helt fjollet, hvis man havde sukkersyge og startede en behandling med noget, der skal sænke blodsukkeret, men ikke kunne måle blodsukkeret. Det er lidt det samme paradoks, vi har stået med vedrørende melatonin. Mange mennesker tager hormonet, og mange forskningsmiljøer arbejder med det, men i klinisk praksis har vi ikke kunnet måle det. Det laver vi nu om på,” fortæller seniorforsker, klinisk professor og ledende overlæge Nicolai J. Wewer Albrechtsen fra Afdeling for Klinisk Biokemi på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital samt Københavns Universitet.

Forskningen er offentliggjort i Scandinavian Journal of Clinical and Laboratory Investigation.

En ekstremt fintfølende “badevægt” finder søvnhormonet i blodets kemiske støj

Den nye metode anvender LC-MS/MS. Her bliver melatonin først udvundet fra blodplasma og derefter målt på et massespektrometer – en slags ekstremt præcis badevægt, der både kan afgøre, hvad et stof er, og hvor meget der er af det.

Metoden kan måle helt ned til fem nanogram melatonin pr. liter blod, og analysen tager omkring syv minutter pr. prøve. Samtidig fulgte målingerne den døgnrytme, man forventer at se hos raske mennesker.

Den høje præcision er ifølge førsteforfatter, kemiker på Bispebjerg Hospital Jakob Albrethsen  vigtig, fordi melatonin kun findes i meget små mængder i blodet. Samtidig er blodet fyldt med molekyler, der kemisk ligner hormonet.

“Et massespektrometer er lidt som en ekstremt fintfølende badevægt. Det kan både måle, hvor meget melatonin der er, og bekræfte, at det faktisk er melatonin og ikke et andet stof. Den slags præcision er afgørende, når man taler om at omsætte forskning til klinisk laboratorieviden,” forklarer han.

Blodprøverne afslørede kroppens egen nat

For at teste, om metoden faktisk fangede kroppens biologiske døgnrytme, brugte forskerne blod fra et tidligere studie, hvor 24 raske mænd mellem 20 og 40 år opholdt sig et helt døgn på hospitalet under nøje kontrollerede forhold.

Deltagerne fik faste måltider, 15 timers dagslys og ni timer i mørke. Samtidig blev der taget blodprøver hver tredje time gennem hele døgnet, mens deltagerne holdt sig fra alkohol, tobak, slik og hård motion.

Målingerne lignede i høj grad resultaterne fra langt mere arbejdskrævende metoder, der har været brugt i årtier. Samtidig fulgte melatoninniveauerne det døgnmønster, man forventer at se hos raske mennesker.

Melatoninniveauet var lavest om eftermiddagen omkring klokken 15 med cirka 12 nanogram pr. liter blod. Derefter steg niveauet gennem aftenen og toppede midt om natten omkring klokken tre med cirka 46 nanogram pr. liter.

“Det er meget vigtigt, at en ny metode både kan måle hormonet præcist og samtidig vise det mønster, vi kender fra litteraturen. Det har vores metode kunnet,” siger Jakob Albrethsen.

Nu begynder jagten på, hvad søvnhormonet kan afsløre

Bispebjerg og Frederiksberg Hospital er nu det første laboratorium i Danmark, der tilbyder rutinemæssig måling af melatonin i blodet. Afdelingen har allerede modtaget forespørgsler fra både forskningsmiljøer og klinikere.

Melatonin er bedst kendt som kroppens søvnhormon, men hormonet er også blevet sat i forbindelse med blandt andet stress, psykiatriske lidelser, metaboliske sygdomme og kræft. Derfor er interessen stor for at kunne måle hormonet mere præcist.

Nicolai J. Wewer Albrechtsen understreger, at metoden endnu ikke kan stå alene som klinisk markør. Men den kan blive en vigtig forudsætning for at undersøge, hvor melatoninmålinger giver mening i patientbehandling.

“Vi er et laboratorium, og næste skridt er, at vi skal arbejde sammen med kolleger, der er eksperter i de her sygdomsområder. Nu begynder arbejdet med at finde ud af, hvad søvnhormonet egentlig kan fortælle os. Det kan både være hos patienter, der allerede bliver behandlet med hormonet, og hos patienter, hvor en måling måske kan give en helt ny forståelse af kroppens biologiske rytmer og deres betydning for sygdom. Det er først nu, arbejdet for alvor begynder,” siger han.

"Measurements of plasma melatonin by rapid LC-MS/MS enables insight into diurnal variation in healthy humans" er udgivet i Scandinavian Journal of Clinical and Laboratory Investigation. Arbejdet blev støttet af European Foundation for the Study of Diabetes, Danmarks Frie Forskningsfond, Danish Center for Cellular Communication samt Novo Nordisk Fonden.

Dr Nicolai Wewer Albrechtsen is a physician-scientist working at the intersection of endocrinology, clinical biochemistry, and proteomics. His researc...

Jakob Albrethsen is a chemist at the Department of Clinical Biochemistry at Bispebjerg and Frederiksberg Hospital whose research focuses on clinical m...

Udforsk emner

Spændende emner

Dansk
© All rights reserved, Sciencenews 2020