Et stort studie baseret på data fra bærbare enheder fra næsten 100.000 mennesker tyder på, at et fald i aktivitetsniveau ikke er årsagen til Parkinsons sygdom – men et tidligt tegn på, at sygdommen er i gang. Det åbner for muligheden for at opdage den flere år tidligere og sætte ind i tide.
Parkinsons sygdom er en fremadskridende neurodegenerativ lidelse, der forstyrrer, hvordan hjernen koordinerer bevægelser. Kommunikationen mellem nerveceller bryder gradvist sammen, hvilket fører til rysten, korte, hakkende skridt og stivhed. Antallet af tilfælde er mere end fordoblet globalt siden 2000 og medfører ifølge Verdenssundhedsorganisationen alvorlig invaliditet og død for millioner af mennesker.
Siden 1990’erne har forskere kendt til en sammenhæng mellem fysisk aktivitet og Parkinsons: mennesker, der er mere fysisk aktive, ser ud til at have lavere risiko for at udvikle sygdommen. Tanken om, at motion – en gratis og bredt tilgængelig indsats – kunne forebygge en alvorlig sygdom, har derfor haft stor interesse i folkesundheden.
Men spørgsmålet har hele tiden været, hvad der kommer først – hønen eller ægget, forklarer Aiden Doherty, professor i biomedicinsk forskning ved University of Oxford: Er det motion, der reducerer risikoen for Parkinsons – eller er det sygdommen, der sniger sig ind og sænker aktivitetsniveauet længe før diagnosen stilles?
En ny undersøgelse, offentliggjort i npj Parkinson’s, forsøger at skille de to ting ad ved hjælp af objektive målinger af daglige skridttal og lang opfølgning.
Ved at analysere skridttal fra næsten 95.000 personer – hvoraf 407 senere udviklede Parkinsons – og koble disse data til diagnoser mere end ti år senere, konkluderer forskerne, at lavere aktivitetsniveau med stor sandsynlighed afspejler tidlige sygdomsprocesser frem for at være en årsag.
Samlet set peger resultaterne på, at flere skridt ikke i sig selv beskytter mod sygdommen – hvilket stemmer med viden om, at subtile ændringer i bevægelse og adfærd kan opstå mange år før diagnosen.
Resultatet er ifølge medforfatter Aiden Doherty “skuffende”. “Motion er måske ikke det universalmiddel, der kan forebygge Parkinsons,” siger han. Til gengæld peger studiet på en anden mulighed: at lavt aktivitetsniveau kan bruges som et tidligt varsel – længe før de klassiske symptomer viser sig – og dermed bane vej for tidligere behandling.
Et datasæt, der først afslører sin historie med tiden
For at forstå forholdet mellem motion og Parkinsons sygdom vendte forskerne sig mod UK Biobank – et årtier langt projekt, der samler sundhedsdata fra mere end 500.000 mennesker.
Indtil for nylig byggede forskningen på deltagernes egne vurderinger af deres aktivitetsniveau – noget, de fleste rammer upræcist. Men mellem 2013 og 2015 udstyrede Aiden Doherty og hans kolleger 100.000 deltagere med bærbare accelerometre – i praksis tidlige versioner af smartwatches – som målte deres bevægelser kontinuerligt og uden forstyrrelser i hverdagen.
Deltagerne tilhører det, Doherty kalder "de bekymrede raske”: midaldrende mennesker mellem 40 og 70 år, som generelt går mere op i deres helbred, og som i gennemsnit er både lidt sundere og mere velstillede end resten af den britiske befolkning. De er desuden overvejende hvide, hvilket betyder, at resultaterne bør efterprøves i mere mangfoldige grupper.
“UK Biobank er usædvanligt velegnet til den her slags spørgsmål,” siger Aiden Doherty. “Det er et af verdens største biomedicinske datasæt.”
De frivillige bar målerne i omkring en uge. Det var nok til at tegne et stabilt billede af den enkeltes aktivitetsniveau.
“Folk er i høj grad vanedyr,” siger Doherty. Det bekræftede forskerne i en undergruppe på 3.000 deltagere, som blev fulgt over længere tid.
Studiets egentlige styrke ligger i, at det først giver sit fulde svar med tiden. Mere end ti år senere sammenlignede førsteforfatter Aidan Acquah, sundhedsdataforsker ved University of Oxford, aktivitetsmønstrene hos de 407 personer, der siden fik Parkinsons sygdom, med de cirka 95.000 deltagere, som ikke gjorde.
Når sammenhængen vender sig på hovedet
Ved første blik pegede dataene på, at motion beskytter mod Parkinsons, fortæller forskerne. Personer, der gik mere end 10.000 skridt om dagen, havde omtrent halvt så stor risiko for at få stillet en diagnose inden for de næste otte år sammenlignet med dem, der gik under 5.000 skridt.
Selv mindre forskelle så ud til at tælle: For hver ekstra 1.000 skridt om dagen faldt risikoen med omkring 8 procent.
Men den forskel forsvandt, da forskerne tog højde for, hvor tæt deltagerne var på deres diagnose. De meget lave skridttal var “drevet af personer, der stod over for en nært forestående Parkinson-diagnose” få år efter, de havde båret målerne, forklarer Aiden Doherty. Det peger på, at aktivitetsniveauet snarere afspejler en sygdom, der allerede er under udvikling, end påvirker selve risikoen.
“Parkinsons sygdom udvikler sig over mange år, før symptomerne viser sig, og diagnosen stilles,” siger han. Med andre ord var sygdomsprocessen sandsynligvis allerede godt i gang, da deltagerne gik rundt med enhederne.
På det tidspunkt er det usandsynligt, at motion kan ændre udfaldet i nævneværdig grad.
I stedet rettede forskerne blikket mod den periode, “hvor fysisk aktivitet kan påvirke risikoen frem for blot at afspejle den underliggende sygdom,” som Doherty formulerer det. Når de så på personer, der var mindst seks år fra en Parkinson-diagnose, svandt den tilsyneladende beskyttende effekt ind – og kunne helt forsvinde.
Skridttal som forvarsel – før symptomerne viser sig
Det var ikke det udfald, forskerne havde håbet på set fra et folkesundhedsperspektiv.
“Vores data tyder ikke på, at motion forebygger Parkinsons sygdom,” siger Aiden Doherty. “Men det betyder ikke, at man skal holde op med at være fysisk aktiv – motion har mange gevinster, fra hjerte-kar-sundhed til mental trivsel.”
Til gengæld springer én ting i øjnene: De lave skridttal viser sig flere år før diagnosen. Det kan give sundhedsvæsenet en mulighed for at sætte ind tidligere – på et tidspunkt, hvor nye behandlinger måske bedre kan bremse sygdommens udvikling.
“Der bliver i øjeblikket afprøvet forskellige lægemidler og behandlingsformer for at finde måder at bremse sygdomsforløbet på,” siger Aidan Acquah.
Ifølge Acquah kan målinger af skridt give adgang til det afgørende prodromale vindue – perioden, hvor sygdommen er i gang i hjernen, før de tydelige symptomer melder sig.
Samtidig breder brugen af bærbare fitness-trackere sig hurtigt. I USA anslås det, at hver tredje allerede brugte dem i 2020. Det åbner for, at lignende analyser kan gennemføres i langt større og mere varierede befolkningsgrupper.
Det amerikanske All of Us-program, som sigter mod at rekruttere en million deltagere, gør det allerede muligt for frivillige at dele data fra deres Apple Watch og Fitbit.
“Om fem til ti år vil vi kunne lave tilsvarende analyser i en amerikansk befolkning med langt større variation i etnicitet, alder og indkomst,” siger Aidan Doherty.
