Trigeminusneuralgi er en sjælden form for hovedpine, som typisk behandles med epilepsimedicin. Nu viser et nyt studie, at behandlingen øger risikoen for blodpropper i hjernen og Alzheimers.
Trigeminusneuralgi ringer nok ikke en klokke hos de fleste, og denne form for hovedpine, der rammer hele ansigtet, er da også meget sjælden.
I Danmark lider 5.000 personer af sygdommen, der typisk behandles med epilepsimedicin som carbamazepin og oxcarbazepin.
Nu viser et nyt studie, at netop behandlingen af trigeminusneuralgi med carbamazepin og oxcarbazepin ikke er helt ufarlig, men faktisk øger risikoen for udvikling af blodprop i hjernen.
Ifølge en af forskerne bag studiet bør resultaterne lede til lidt bedre opsyn med risikofaktorer for blodprop i hjernen hos personer med trigeminusneuralgi i behandling med de to lægemidler.
»Dilemmaet er, at disse to behandlinger kan øge risikoen for at få en blodprop i hjernen, men det er samtidig de bedste lægemidler til patienter med trigeminusneuralgi. Derfor må konsekvenserne af dette studie nok være, at vi i neurologien bliver bedre til at holde øje med disse patienter, især hvis de har højere kardiovaskulær risikoprofil,« fortæller lektor Thomas Folkmann Hansen fra Dansk Hovedpinecenter ved Rigshospitalet.
Studiet, som læge og ph.d.-studerende Jacob Worm er førsteforfatter på, er offentliggjort i PAIN.
Data på 7,2 mio. danskere
I studiet har forskerne brugt avancerede modeller (Danish Disease Trajectory Browser) til i de danske sundhedsregistre at undersøge, hvad personer med trigeminusneuralgi typisk får stillet af diagnoser før og efter diagnosen med hovedpinesygdommen.
Data stammer fra Landspatientregisteret og er på 7,2 mio. danskere i perioden fra 1994 til 2018.
Resultatet af denne del af undersøgelsen afslørede, at 18 diagnoser ofte kom forud for en diagnose med trigeminusneuralgi. Ni diagnoser fulgte ofte efter.
Nogle af diagnoserne var kendt i forvejen, for eksempel at rygsmerter, sygdom i bevægeapparatet, multiple sklerose mm. ofte går forud for en diagnose med trigeminusneuralgi.
Det var dog ikke på samme måde velbeskrevet i den videnskabelige litteratur, at diagnoser som øget risiko for blodpropper i hjernen og Alzheimers oftere forekommer hos personer efter en diagnose med trigeminusneuralgi sammenlignet med hos resten af befolkningen.
Faktisk havde denne gruppe patienter 55 pct. øget risiko for at få en blodprop i hjernen.
Medicin øger risikoen for blodprop i hjernen
I den videre del af forskningen undersøgte forskerne ved hjælp af genetiske data fra Copenhagen Hospital Biobank, der indeholder information på over 200.000 mennesker, om risikoen for blodprop i hjernen skyldtes, at nogle personer i forvejen havde risikogener for blodprop.
Måske kunne det være, at trigeminusneuralgi ”skubber” til en genetisk risiko for blodprop, men det kunne forskerne afvise.
Til sidst valgte forskerne så at undersøge, om den øgede risiko for blodprop i hjernen hos personer med trigeminusneuralgi kunne forklares med medicin.
Denne del af studiet blev foretaget med data fra Lægemiddelstatistikregisteret, der holder styr på danskernes medicinforbrug ved at følge indløsninger af recepter.
I disse data kunne forskerne se, at hvis personerne i undersøgelsen benyttede carbamazepin og oxcarbazepin i behandlingen af trigeminusneuralgi, øgede det deres risiko for at få blodprop i hjernen med 78 pct.
Forskerne fandt ikke det samme med de andre lægemidler til behandling af hovedpinen.
Til gengæld fandt forskerne også, at hvis personer med trigeminusneuralgi stoppede i behandling med de to lægemidler, faldt deres forhøjede risiko for af få en blodprop i hjernen til det samme som baggrundsbefolkningen seks mdr. efter behandlingsstop.
»Det sandsynliggør, at disse to lægemidler øger risikoen for blodprop i hjernen hos personer med trigeminusneuralgi. Der findes seks forskellige lægemidler til behandling af trigeminusneuralgi, men kun disse to er forbundet til øget risiko for blodprop i hjernen. Desværre er det også de mest effektive lægemidler,« siger Thomas Folkmann Hansen.
Behov for nye lægemidler
Thomas Folkmann Hansen fortæller, at konklusionen på resultaterne ikke er, at personer med trigeminusneuralgi i behandling med carbamazepin eller oxcarbazepin skal stoppe behandlingen med disse to epilepsilægemidler.
Til gengæld bør både læger og borgere være opmærksomme, når lægemidlerne er en del af behandlingen.
Er det tilfældet, vil det give mening, hvis patientens blodtryk, kolesteroltal og andre risikofaktorer for blodtryk i hjernen bliver tjekket lidt oftere.
»Vi har desværre ikke gode muligheder for at erstatte behandlingen med carbamazepin og oxcarbazepin til denne patientgruppe, men vi kan håbe på, at nogle lægemiddelproducenter kan se en idé i at udvikle et nyt præparat, der ikke kommer med den samme risiko for udvikling af blodprop i hjernen. Derudover vil det også være relevant at prøve at undersøge, hvorfor der er denne kobling mellem disse lægemidler og øget risiko for blodprop i hjernen, især fordi lægemidlerne også benyttes til andre grupper af patienter med smerter,« siger Thomas Folkmann Hansen.