Genetisk kortlægning af næsten to mio. mennesker kobler 66 regioner af genomet til risiko for udvikling af forskellige subtyper af hjertesvigt. Den nye forskning fremhæver nye gener og sygdomsmekanismer bag denne lidelse.
Hjertesvigt er ikke bare hjertesvigt.
Hjertesvigt kommer i forskellige subtyper som defineres af de underliggende årsager og hvordan de påvirker hjertefunktionen.
Mennesker med hjertesvigt defineres klinisk baseret på om de har reduceret eller bevaret venstre ventrikulær ejektionsfraktion, som er et mål for, hvor godt hjertet pumper blodet rundt. At skelne mellem disse typer er vigtigt når nye behandlinger undersøges.
Nu viser et nyt studie, at når det kommer til den genetiske risiko for udvikling af hjertesvigt, spiller genetisk variation en større rolle for nogle subtyper af hjertesvigt end andre.
Studiet viser også, at nogle subtyper af hjertesvigt i højere grad er kendetegnet som multiorgan-sygdom, altså med større involvering af flere organer – det vil sige, at også for eksempel nyrer, muskler eller bugspytkirtel kan være påvirket – end andre.
Alt sammen kan have betydning for tilgangen til patienter med hjertesvigt. En dybere forståelse af disse genetiske og kliniske forskelle kan potentielt identificere nye behandlingsstrategier, hvilket kan forbedrede resultater for patienterne.
”Det giver en bedre indsigt i de underliggende sygdomsmekanismer ved forskellige undertyper af hjertesvigt. Selvom hjertet er det primære organ bag hjertesvigt med reduceret ejektionsfraktion, indikerer vores analyse, at nyrerne og andre organer bidrager signifikant til hjertesvigt med bevaret ejektionsfraktion,” fortæller en af forskerne bag studiet, lektor og kardiolog Tom Lumbers fra University College London og University College London Hospitals og Bart Heart Centre.
Denne opdagelse kan føre til forskning om behandlinger som tager højde for hjertesvigts multisystemiske karakter og ikke kun hjertet.
Forskningen er offentliggjort i Nature Genetics.
Studeret genetiske data på næsten to mio. mennesker
I studiet koblede forskerne genetiske og sundhedsdata for 1.946.349 personer, og 153.174 havde haft hjertesvigt. Forskerne opdelte disse personer på iskæmisk eller ikke-iskæmisk hjertesvigt og med bevaret ejektionsfraktion.
Forskerne undersøgte sammenhænge mellem 10.199.961 genetiske varianter – små genetiske forskelle, der kan være forbundet med øget sygdomsrisiko – og sandsynligheden for at udvikle hjertesvigt og dets fire undertyper.
Blandt personer i studiepopulationen havde 91 pct. europæisk afstamning, 6,2 pct. østasiatisk afstamning, 2,2 pct. afrikansk afstamning, 0,5 pct. sydasiatisk afstamning og 0,1 pct. blandet amerikansk afstamning.
66 genetiske regioner associeret med øget risiko for hjertesvigt
Studiet er det til dato mest omfattende til at pege på den genetiske komponent ved forskellige subtyper af hjertesvigt.
Først og fremmest fandt forskerne 56 genetiske varianter, som var associeret til øget risiko for udvikling af en hvilken som helst subtype af hjertesvigt.
Ydermere identificerede forskerne 10 genetiske varianter, som udelukkende var associeret til øget risiko for ikke-iskæmiske subtyper af hjertesvigt.
Af de 66 genetiske varianter var 46 associeret til øget risiko for udvikling af mindst én ikke-iskæmisk subtype af hjertesvigt, mens 20 af de genetiske varianter var associeret til øget risiko for hjertesvigt generelt, men ikke isoleret set til ikke-iskæmisk hjertesvigt.
37 af disse genetiske varianter var ikke tidligere identificeret som værende relevante at tale om i en kontekst af øget risiko for udvikling af hjertesvigt.
”Vores fund fremmer forståelsen af de genetiske faktorer med indflydelse på risikoen for udvikling af hjertesvigt, herunder undertyper af hjertesvigt. Vi observerer desuden, at genetiske faktorer har større betydning for risikoen for udvikling af hjertesvigt med reduceret ejektionsfraktion sammenlignet med hjertesvigt med bevaret ejektionsfraktion,” forklarer Tom Lumbers.
Genetisk risikoforskel på undertyper af hjertesvigt
Forskerne gravede i studiet også et spadestik dybere om de organer og væv påvirket af disse genetiske risikovarianter.
Der var store forskel mellem de forskellige undertyper af hjertesvigt: hjertevæv var vigtigst for alle undertyper af hjertesvigt, undtagen hjertesvigt med bevaret ejektionsfraktion, hvor nyrerne og bugspytkirtlen var vigtigst.
For eksempel havde personer med hjertesvigt generelt, ikke-iskæmisk hjertesvigt og ikke-iskæmisk hjertesvigt med reduceret ejektionsfraktion den hyppigste involvering af genetisk variation af hjertevævet, mens genetisk variation i nyrer og bugspytkirtel var hyppigst hos personer med ikke-iskæmisk hjertesvigt med bevaret ejektionsfraktion.
”Disse fund kommer med ny evidens, der underbygger konceptet, at hjertesvigt med bevaret ejektionsfraktion er et multiorgan klinisk syndrom og bibringer studiet ny indsigt i de underliggende biologiske mekanismer,” siger Tom Lumbers.
Store undersøgelser i gang
Undersøgelsen brugte også genetiske data til at estimere, i hvilket omfang 24 forskellige livsstilsfaktorer påvirker risikoen for hjertesvigt og dets undertyper. Den fremhæver især virkningerne af rygning og alkoholforbrug – modificerbare faktorer, der kan påvirke genetisk disposition for hjertesvigt. Det er afgørende at forstå disse sammenhænge, da det hjælper med at identificere livsstilsændringer, der kan reducere risikoen for hjertesygdomme, hvilket motiverer fremtidige kliniske undersøgelser.
”Denne undersøgelse inviterer til en udvidelse af den linse, hvorigennem vi betragter ætiologien for hjertesvigt med bevaret ejektionsfraktion. Undersøgelsen giver indsigt, som motiverer til yderligere undersøgelser,” siger Tom Lumbers.
Han uddyber, at netop sådanne undersøgelser er undervejs i både Storbritannien og USA, hvor forskere i store prospektive studier med flere tusinde patienter med hjertesvigt med bevaret ejektionsfraktion både undersøger, hvad der karakteriserer netop denne undertype af hjertesvigt, og hvordan man behandler den bedst muligt.
