Forskere udvikler hjertestarter i en kanyle

Hvis man får problemer med hjertet, vil de fleste foretrække at være i nærheden af et hospital eller som minimum i nærheden af en hjertestarter, så hjælpen er tæt på.

Sådan er det bare ikke altid.

Nogle mennesker kan opleve livstruende hjerteforstyrrelser eller hjertestop langt væk fra civilisationen, i en krigssituation eller i udviklingslande, hvor der kan være meget langt til et hospital med de nødvendige værktøjer til at redde et udfordret hjerte.

Ovenstående problem har kostet mange menneskeliv, men i fremtiden kan tingene måske se anderledes ud.

Svenske forskere har i hvert fald designet en helt unik løsning, som består af nanopartikler i en kanyle. Hvis nanopartiklerne sprøjtes ind i hjertesækken, vil de ved kontakt med væv skabe lange kæder, polymerer, omkring hjertet.

Nogle af polymererne er gode til at lede strøm, så hvis man forbinder nanopartiklerne til noget så simpelt som en mobiltelefon, er det muligt at genstarte hjertet og holde det i gang, indtil hjælpen kommer. Så er det næsten ligegyldigt, om personen kan komme på operationsbordet eller få hjertemedicin inden for fem timer eller fem dage. Pacemakeren, som dannes af opløselige nanopartikler, kan holde hjertet kørende indtil da.

”Vi ville oprindeligt udvikle noget, som kan benyttes i en krigssituation, hvis soldater får problemer med hjertet, og der er langt til hjælp. Men vores løsning kan også benyttes af for eksempel folk på en lang vandretur eller i udviklingslande, hvor der kan være mange dages rejse til det nærmeste hospital med faciliteterne til at redde en person med hjerteproblemer. Her kan nanopartiklerne injiceres omkring hjertet og fungere som en midlertidig pacemaker,” fortæller en af forskerne bag udviklingen af den innovative nanopartikel-pacemaker, professor Roger Olsson fra Universitetet i Lund og Universitetet i Gøteborg.

Forskningen er præsenteret i Nature Communications.

Nanopartikler danner hydrogel omkring hjertet

Roger Olsson forklarer, at nanopartiklerne binder ioner i hjertevævet og danner en hydrogel, der kan lede strøm.

Tanken er på den lange bane, at man skal injicere nanopartiklerne ind i hjertesækken på en person, og i takt med at man trækker kanylen ud, skaber man også et nanopartikel-kabel, der kan forbindes til en ekstern strømkilde, for eksempel en mobiltelefon.

Grunden til, at det ikke kræver mere strøm, end hvad der er i en mobiltelefon, er, at den strømførende struktur dannet af nanopartiklerne ligger helt tæt op ad hjertet.

Forskerne er allerede nu i færd med at se på mulighederne for at udvikle en app, der kan regulere hjertet, bremse hjerterytmeforstyrrelser eller give hjertet et livreddende stød.

”Ydermere er nanopartiklerne af en sådan natur, at de bliver nedbrudt over tid. Det vil sige, at man ikke behøver at operere personen for at få dem ud, men at de i stedet vil blive udskilt af kroppen selv,” forklarer Roger Olsson.

Skal testes i grise

Forskerne har i zebrafisk og kyllingefostre allerede testet og vist, at nanopartiklerne virker efter hensigten.

I forsøgene injicerede de nanopartiklerne i hjertesækken på forsøgsdyrene og satte en ekstern strømkilde til. Derved fik de givet hjerterne et regulerende stød.

Det næste skridt i forskningen bliver at undersøge, om nanopartiklerne også virker i større pattedyr, for eksempel grise, der kardiologisk ligner mennesker.

De forsøg har forskerne i kikkerten.

Betyder det så, at kanyler med pacemakere vil være klar til næste sommers vandretur?

Nej, der kommer ifølge Roger Olsson til at gå en rum tid, før det kan blive en realitet.

”Vi har arbejdet i rigtig lang tid på at få nanopartiklerne til at opføre sig, som vi gerne vil have dem til. Der kommer også til at gå en del år, før vi står med et færdigt produkt,” siger han.