EN / DA
Kost og livsstil

Forskere jagter årsagen til det vanskelige vedvarende vægttab 

Alle, der har forsøgt at tabe sig, ved, hvor svært det er. Danske forskere har sat sig for at finde ud af, hvordan naturen har indrettet os, så vi har meget lettere ved at tage på, end vi har ved at smide kiloene igen.

”Hvorfor kan jeg ikke komme under 86 kilo, uanset hvad jeg gør?”

Sådan spurgte jeg Christoffer Clemmensen, Group Leader på Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research som det første.

Svaret var dog ikke særligt opmuntrende, fordi Christoffer Clemmensen, der forsker i at finde ud af, hvorfor det er så hulens svært at tabe sig, måtte krybe til korset og forklare, at det faktisk er tæt ved umuligt at opnå et vedvarende vægttab.

Vores krop, vores gener, miljøet, vores madvaner og hormoner i kroppen arbejder simpelthen for meget imod os, til at det kan lade sig gøre for de fleste.

Det kan dog måske blive lettere i fremtiden, hvis forskere som Christoffer Clemmensen kan finde ud af, hvilke hormoner og signalveje der får kroppen til at holde så krampagtigt fast på fedtet på sidebenene.

Fra naturens side er vi indrettet således, at vi har langt lettere ved at tage på, end vi har ved at tabe os. Forskere har meget godt styr på de processer, der regulerer sult og får os til at have lyst til at spise meget lækker mad, men de mangler at forstå de mekanismer, som begrænser vægtøgning. De helt fundamentale brikker mangler at blive lagt i dette fysiologiske puslespil, og det kan meget vel være disse brikker, der bliver sat ud af spillet, når vægtnålen bliver ved med at sigte mod højere tal.

”Der er en grund til, at du ikke tager på og bliver 100 eller 110 kilo. Det skyldes, at du er udstyret med en række mæthedssignaler, der ultimativt er med til at styre din vægt. Vi har alle sammen en biologisk stopklods, der balancerer kroppens kalorieforbrug med kroppens kalorieindtag, og vi formoder, at nogle nøglehormoner er involveret. Dem prøver vi at identificere, og hvis vi kan forstå dette system, vil det åbne op for en helt ny måde at behandle mennesker med fedme på,” forklarer Christoffer Clemmensen.

Christoffer Clemmensen har sammen med sine kollegaer offentliggjort en holdningsartikel i PLoS Biology om netop den manglende forståelse af de mekanismer, som holder journalister og alle andre fast på et relativt låst vægtniveau.

Det er lettere at tage på end at tabe sig

Helt generelt styrer en række interagerende faktorer som gener, opvækst og madmiljøet, vi lever i, vores vægt.

Det vil også sige, at selv personer, som bliver adopteret og herved flytter genetikken fra miljø A til miljø B, fortsat vil realisere et eller andet prædisponeret vægtmål, som vil være forholdsvis fastlåst.

Forskning har dog gentagne gange vist, at vægtmålet er bevægeligt, samt at det desværre oftest bevæger sig i én retning – opad. For nogle individer skal der ikke andet end en stresset periode kombineret med fri adgang til junkfood til, førend 86 kilo bliver til 92 kilo.

Problemet opstår, når den periode med den nye vægt bliver så lang, at kroppen begynder at indstille sig på 92 kilo som idealvægten i stedet for de tidligere 86 kilo. Derefter begynder hjernen at sikre, at kalorieindtaget opretholder en vægt på 92 kilo. Et nyt set-point er blevet skabt.

Her kommer problemet: går personen efterfølgende på slankekur og når ned på 80 kilo, kan man fristes til at tro, at kroppen så indstiller sit vægtmål til 80 kilo og justerer kalorieindtaget efter det, men det sker bare ikke.

”De mekanismer, som opjusterer vægtmålet, gælder tilsyneladende ikke for nedjusteringen, og derfor er det så svært, for ikke at sige næsten umuligt, at opnå et vedvarende vægttab. Kroppen orienterer sig simpelthen mod en anden vægt, end den, man har opnået, og det skyldes, at det evolutionært formentlig har været vigtigere at holde fast på fedtet, end det har været at holde kropsvægten nede. Samtidig har evolutionen sikret, at vores forfædre ikke tog så meget på i vægt, at de blev lette byttedyr,” forklarer Christoffer Clemmensen.

Vores forfædre kunne ikke tåle at veje for meget

For at finde baggrunden for vores vægtregulering skal vi en tur tilbage til den forhistorisk savanne, hvor livet for vores art så meget anderledes ud end i dag.

I fortiden, før vi mennesker nåede den absolutte top af fødekæden, var det en alvorlig hæmsko at proppe munden så meget, at det med tiden betød 10 eller 20 kilo mere at slæbe rundt på. Det gjaldt især, når man skulle løbe fra løver og hyæner. Haps!

Derfor blev det også en fordel for os at have en mekanisme i kroppen, der sikrede en kropsvægt i den slanke ende.

”Når vi i vores forsøg fodrer mennesker med mere energi, end de har behov for, ser vi, at de tager hurtigt på. Men vi ser også, at de efter kort tid vender tilbage til deres normale kropsvægt igen, når de frigives til at spise efter deres appetit. Det er et levn fra fortiden og understreger, at nogle biologiske mekanismer gør, at vi ikke for enhver pris prioriterer at ophobe fedt,” forklarer Christoffer Clemmensen.

De seneste mange tusinde år er der dog sket omvæltninger i måden at være menneske på, og den evolutionære mekanisme, som holdt os fra at blive slagtet af en sabeltiger, har i den moderne periode ikke været særlig stærk, fordi mennesket ikke længere er truet af rovdyr.

Tilfældige mutationer har derfor delvist kunnet ødelægge forsvarsmekanismen og gjort mange moderne mennesker mere eller mindre modtagelige overfor det fedmefremmende samfund.

Kan blive et nyt mål i kampen mod fedme

Helt overordnet set vil Christoffer Clemmensen med artiklen i PLoS Biology sætte fokus på den manglende forståelse af nogle helt grundlæggende mekanismer bag den galoperende fedmeepidemi.

Forskerne fra Københavns Universitet vil finde de signalveje og hormoner, som forhindrer, at vi fortsætter med at spise, efter vi er blevet mætte.

Hvis forskerne kan identificere de mekanismer og forstå, hvorfor de ikke virker lige godt i alle mennesker, vil de stå med helt ny og unik viden i kampen mod fedme.

Christoffer Clemmensen forklarer, at det forhåbentlig også på sigt vil kunne føre til bedre behandlinger end både de nuværende og dem, som kan udvikles i løbet af de kommende år.

Kigger man for eksempel på ét af tidens mest lovende fedmemidler, så har Novo Nordisks semaglutid vist gode resultater i et fase 3-forsøg, hvor forsøgspersonerne tabte sig i omegnen af 16 til 20 procent af deres kropsvægt over cirka halvandet års behandling.

Christoffer Clemmensen understreger, at effekten af disse lægemidler ikke kendes på den lange bane.

”Det er lidt som at træde på speederen og bremsen samtidigt. Hvis man stopper med at tage medicinen, vil kroppen igen køre derudaf med fuld fart, fordi hjernen husker vægten fra før den medicinske behandling, og kiloene vil følge med. Spørgsmålet er, om kroppen i løbet af 5 til 10 år ikke også bliver bedre og bedre til at modarbejde det vægttab, som der realiseres med farmakologi. Det er vores tese, at en bedre biologisk indsigt i de mekanismer, som regulerer kropsvægten, er nødvendig for at kunne udvikle lægemidler med tilstrækkelig effektivitet til at dæmme op for den globale fedmeepidemi,” siger han.

Vil finde hormonet og mekanismen, der forsvarer mod overspisning

I deres forskning er forskerne fra Københavns Universitet i færd med flere forsøg, hvori de vil prøve at identificere de molekyler og mekanismer, som får slankekurene til at fejle.

Det gør de blandt andet ved overfodringsforsøg, hvor de får både mus og mennesker til at spise mere, end de fra naturens side ville gøre.

Efterfølgende udtager forskerne blodprøver, som de undersøger for tusindvis af forskellige molekyler for at se, om nogle markerer sig som værende ekstra aktive, når kalorieindtaget er usædvanligt højt.

Disse ekstra aktive stoffer kan være nøglerne til at forstå de mekanismer, som forhindrer kropsvægten i at stige.

”Det er noget, som vi har villet gøre i mange år, men først nu er teknologien på plads til at kunne identificere potentielle kandidater med stor nok målefølsomhed. Med teknologien på plads er vi kommet dertil, hvor vi skal finde ud af, både hvilke molekyler der er i spil, hvor de kommer fra, samt hvordan de kommunikerer deres information mellem kroppens organer. Appetitten reguleres af blandt andet hormonet leptin, der kommer fra fedtvævet, og vi tror, at et andet signalstof på samme måde er ansvarlig for, at vi ikke overspiser. Dette stof vi gerne finde, og vi vil gerne finde ud af, hvilke organer og væv der kommunikerer med hinanden gennem molekylet,” siger Christoffer Clemmensen.

The unidentified hormonal defense against weight gain” er udgivet i PLoS Biology. Artiklens forfattere er ansat på Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research på Københavns Universitet.

Christoffer Clemmensen
Associate Professor
The Clemmensen Group studies the biological regulation of body weight and aims at transforming molecular and physiological insights into innovative therapeutic strategies that can correct obesity and its metabolic comorbidities.