Flere får ADHD- og autismediagnoser – men den genetiske risiko blandt de diagnosticerede falder

Menneskers sundhed 4. okt 2026 4 min Doctor and postdoctoral researcher Sonja LaBianca Skrevet af Sybille Hildebrandt

Flere danskere får ADHD eller autisme. En ny undersøgelse viser, at de senere diagnosticerede i gennemsnit er født med en lavere arvelig risiko for lidelsen end dem, der tidligere fik stillet diagnosen. Forskerne vurderer, at bredere diagnosekriterier og ændret klinisk praksis er den mest sandsynlige forklaring på udviklingen.

Interesseret i Menneskers sundhed? Vi kan holde dig opdateret helt gratis

Antallet af ADHD- og autismediagnoser er steget voldsomt gennem de seneste årtier. Studier fra flere lande har beskrevet en fire- til tidobling. Men bag den udvikling gemmer der sig et paradoks: De mennesker, der får diagnosen, er i gennemsnit blevet mindre genetisk disponerede for lidelsen.

Det viser en ny undersøgelse af mere end 37.000 danskere med ADHD eller autisme, som netop er offentliggjort i JAMA Psychiatry. Jo senere i den mere end tyve år lange periode diagnosen blev stillet, desto lavere var den gennemsnitlige arvelige risiko blandt de diagnosticerede.

Undersøgelsens førsteforfatter er læge og postdoc Sonja LaBianca fra Institut for Biologisk Psykiatri i Region Hovedstadens Psykiatri. Studiet er gennemført sammen med forskere fra det landsdækkende iPSYCH-samarbejde.

Hun fortæller, at fundet giver et nyt spor i arbejdet med at forklare, hvorfor stadig flere får diagnoserne.

"Vores resultater passer bedst med, at ændrede diagnosekriterier og klinisk praksis har fået betydning for, hvem der får en ADHD- eller autismediagnose," siger Sonja LaBianca og fortsætter:

"Vi fødes med vores gener, og befolkningens samlede gensammensætning ændrer sig kun ganske lidt på tyve år. Forskellen mellem de tidligt og sent diagnosticerede peger derfor på, at selve vejen til en diagnose har ændret sig."

Tre hypoteser skulle forklare stigningen i diagnoser

I arbejdet med studiet begyndte Sonja LaBianca og hendes kolleger med et grundlæggende problem. Den markante vækst i ADHD- og autismediagnoser fortæller ikke i sig selv, hvorfor flere får en diagnose. Før de gik til de genetiske data, opstillede forskerne derfor tre hypoteser om, hvad der kunne ligge bag udviklingen.

Den første var, at sundhedsvæsenet var blevet bedre til at opdage mennesker med ADHD eller autisme, som tidligere levede uden en diagnose. Den anden gik på, at mennesker, som før ville have fået en anden psykiatrisk diagnose, nu oftere blev diagnosticeret med ADHD eller autisme. Den tredje var, at grænsen for at få diagnoserne var blevet lavere, så de også blev stillet hos mennesker med mildere symptomer.

"Vi formulerede hypoteserne på forhånd, så vi kunne oversætte hver forklaring til et forventet genetisk mønster. Derefter kunne vi undersøge, hvilket mønster de faktiske data lignede mest," siger Sonja LaBianca.

For at undersøge, om de mennesker, der fik diagnosen sent i perioden, i gennemsnit havde en anden arvelig risiko end dem, der fik den tidligt, hentede forskerne data fra iPSYCH-kohorten. Den kombinerer genetiske oplysninger fra den danske neonatale screeningsbiobank med oplysninger fra nationale sundhedsregistre. Dermed kunne de koble anonymiseret DNA-materiale fra tørrede blodpletter med oplysninger om psykiatriske diagnoser og tidspunktet for den første diagnose.

Ti genetiske risikoscorer satte forklaringerne på prøve

I undersøgelsen indgik 20.111 personer med ADHD og 17.071 personer med autisme, som fik deres første diagnose mellem 1994 og 2016.

For hver person beregnede forskerne ti polygenetiske risikoscorer. En sådan score samler bidraget fra mange genetiske varianter, som hver især kun har en lille betydning, i ét tal. Scoren fanger kun en del af den samlede arvelige disposition og kan bruges til at beskrive gennemsnitlige forskelle mellem store grupper – ikke til at afgøre, om den enkelte person har eller vil udvikle ADHD eller autisme.

Forskerne justerede analyserne for blandt andet køn, alder ved første diagnose og genetisk ophav. Derefter simulerede de, hvordan de forskellige risikoscorer burde udvikle sig over tid, hvis hver af de tre hypoteser var den vigtigste forklaring på stigningen i diagnoser. De så altså ikke kun på, om den genetiske risiko steg eller faldt, men på, om ændringerne på tværs af scorerne lignede det mønster, som hver hypotese forudsagde.

"Styrken ved vores metode er, at vi kan sammenligne flere mål for arvelig risiko og se, hvordan de bevæger sig sammen. Det gør det muligt at vurdere, hvilken forklaring de faktiske data passer bedst med," siger Sonja LaBianca.

Flere genetiske mål pegede i samme retning

Da forskerne holdt de faktiske data op mod de simulerede mønstre, viste der sig et fald i flere mål for arvelig risiko.

Hos personer med ADHD faldt den gennemsnitlige polygenetiske score for ADHD med 0,06 standardafvigelser for hvert ti år senere, diagnosen blev stillet. Det er en beskeden forskel på gruppeniveau, men samme bevægelse så forskerne i målene for autisme, bipolar lidelse og skizofreni.

Hos personer med autisme faldt den gennemsnitlige polygenetiske score for autisme tilsvarende med 0,07 standardafvigelser for hvert ti år. Samme udvikling så forskerne i scorerne for bipolar lidelse og skizofreni samt i et genetisk mål knyttet til uddannelseslængde.

For Sonja LaBianca er det afgørende, at flere mål for arvelig risiko peger i samme retning.

Forskerne ville have set et andet mønster, hvis stigningen primært skyldtes, at mennesker, som tidligere fik andre psykiatriske diagnoser, nu oftere fik ADHD- eller autismediagnoser. Men flere mål for arvelig disposition faldt samtidig. Samlet peger det på, at diagnoserne over tid er blevet stillet hos en bredere gruppe mennesker, som gennemsnitligt er mindre genetisk disponerede for lidelserne.

"Derfor vurderer vi, at en lavere tærskel for, hvem der får diagnosen, er den forklaring, der passer bedst til resultaterne," siger Sonja LaBianca.

Studiet kan ikke afgøre, hvad forskellen betyder klinisk

De senere diagnosticerede havde stadig en højere gennemsnitlig arvelig risiko for den pågældende lidelse end befolkningen generelt. Forskellen var fortsat tydelig, men mindre end blandt dem, der fik diagnosen tidligere i perioden.

Sonja LaBianca understreger, at studiet ikke kan afgøre, om flere mennesker burde have været diagnosticeret tidligere, eller om nogle i dag får en diagnose på et for spinkelt grundlag. Resultaterne beskriver gennemsnitlige forskelle mellem mennesker, der fik diagnosen på forskellige tidspunkter. De siger ikke noget om kvaliteten af den enkelte kliniske vurdering.

En lavere gennemsnitlig genetisk risiko kunne ifølge hende opstå, fordi de senere diagnosticerede har mildere symptomer. En anden mulighed er, at miljømæssige belastninger med tiden har fået større betydning, så der i gennemsnit skal mindre arvelig disposition til, før symptomer fører til en diagnose.

Studiet kan ikke skelne mellem de muligheder. De genetiske data indeholder ingen detaljerede oplysninger om symptomsværhedsgraden hos den enkelte patient eller om, hvordan vedkommende fungerede på tidspunktet for diagnosen.

"Det næste skridt er at finde ud af, hvad den forskel svarer til klinisk," siger Sonja LaBianca.

Efter hendes vurdering flytter studiet dermed diskussionen fra spørgsmålet om, hvor mange der får en diagnose, til et andet: Hvem er det, der får diagnosen – og hvorfor?

Det spørgsmål har også praktisk betydning. En ADHD- eller autismediagnose åbner ofte adgang til behandling og støtte, og samfundets indretning og krav kan derfor være med til at afgøre, hvem der bliver henvist til psykiatrien, og hvilken rolle diagnoserne kommer til at spille.

"Det skal undersøges i studier, der følger patienterne og inddrager detaljerede oplysninger fra deres kliniske forløb. Vores data går kun frem til 2016, så vi kan heller ikke se, om det samme mønster er fortsat siden," siger Sonja LaBianca.

"Changes in Genetic Contributions to ASD and ADHD by Year of Diagnosis" er udgivet i JAMA Psychiatry. Forskningen var støttet af Psykiatrien i Region Hovedstadens Forskningsfond, Lundbeckfonden, Danmarks Frie Forskningsfond, U.S. National Institute of Mental Health, Aarhus Universitet, Københavns Universitet og de tilknyttede universitetshospitaler samt Novo Nordisk Fonden.

Sonja Marie Henriksen Labianca is a postdoctoral researcher at the Capital Region of Denmark whose work focuses on psychiatric epidemiology, genetics,...

Udforsk emner

Spændende emner

Dansk
© All rights reserved, Sciencenews 2020