Bærer dit barn for meget fedt, eller er det blot naturligt større? En nyudviklet beregner giver en bedre måde at vurdere vægtrelaterede bekymringer hos børn. Forskere siger, at body mass index (BMI), som ofte bruges til at diagnosticere svær overvægt, ofte fejlklassificerer børn, fordi det ikke skelner mellem fedt og muskler. En mere pålidelig metode – forholdet mellem taljemål og højde – kan give et klarere billede. Med data fra 7.000 børn har eksperter skabt et værktøj, der kan hjælpe forældre og læger med at træffe informerede beslutninger.
Siden begyndelsen af 2000'erne har sundhedsmyndigheder advaret om en fedmeepidemi blandt børn. Men nu mener forskere, at svær overvægt bliver overdiagnosticeret hos børn, siger Andrew Agbaje, læge og professor i klinisk epidemiologi ved University of Eastern Finland i Kuopio.
"Mange børn er blevet fejlagtigt klassificeret som værende fede, når de i virkeligheden bare er tunge," siger Andrew Agbaje.
Synderen? BMI, et diagnostisk kriterium for svær overvægt, der bygger på en simpel beregning af vægt i forhold til højde i anden potens. Det tager ikke højde for væsentlige udviklingsmæssige forskelle mellem børn og voksne, forklarer Andrew Agbaje. "Børn har mere muskelmasse end fedt," siger han. "Men når de stiller sig på vægten, vejer man alt samlet."
Så hvordan skal forældre og sundhedspersonale kunne skelne mellem problematisk og uproblematisk vægt? Andrew Agbaje peger på en anden målemetode, der kan være en mere pålidelig indikator for overskydende fedt – forholdet mellem taljeomkreds og højde.
Ved at bruge data fra mere end 7.000 europæiske børn har Andrew Agbaje udviklet en online beregner, som sundhedsprofessionelle kan anvende, før de anbefaler vægttabsinterventioner.
"Vi har nu et værktøj til at erstatte BMI i den yngre befolkning, så vi ikke stempler børn som noget, de ikke er – og fratager dem mad, når de blot er i vækst," siger Andrew Agbaje.
BMI’s begrænsninger
Da BMI dominerer de moderne diagnostiske kriterier for svær overvægt, kan det overraske, at BMI aldrig var tiltænkt som en metode til at vurdere en persons sundhed – faktisk advarede dens skaber specifikt imod det.
BMI – vægt i kilo divideret med højde i meter i anden potens – blev udviklet i 1830’erne af den belgiske statistiker Adolphe Quetelet, som forsøgte at finde proportionerne af den "normale mand", som han anså for idealet. Selvom han kun brugte BMI til at sammenligne den gennemsnitlige fysik i store befolkningsgrupper som lande, tog amerikanske forsikringsselskaber det i brug i 1950’erne for at vurdere den økonomiske risiko ved potentielle forsikringstagere baseret på deres vægt.
Fra forsikringsselskabernes skemaer fandt BMI vej ind i lægepraksissen, forklarer Andrew Agbaje – primært fordi man dengang ikke havde mulighed for at måle fedt direkte.
Men næsten 200 år efter Quetelet har videnskaben ingen undskyldning for stadig at bruge BMI, siger Andrew Agbaje. Fedt kan måles direkte med teknikker som dual-energy X-ray absorptiometry (DEXA), der bruger røntgenstråler til at kortlægge kroppens vævs- og knoglesammensætning. Udstyret er dog for dyrt til at installere i alle børnelægers og praktiserende lægers klinikker – men, argumenterer Andrew Agbaje, DEXA-scanninger kan hjælpe med at finde en bedre indikator for fedt end BMI.
Voksende børn og sund vægt
Forskere har foreslået flere mål til at erstatte BMI som en billig og ikke-invasiv metode til at identificere børn, der muligvis har for meget fedt – blandt dem taljemål, talje-til-højde-forhold og talje-til-hofte-forhold. Andrew Agbaje ønskede at vurdere, hvor godt nogle af disse mål afspejler de faktiske fedtniveauer hos voksende børn.
En langtidsundersøgelse fra Storbritannien udgjorde den perfekte testcase – DEXA-scanninger af mere end 7.000 børn på flere tidspunkter i deres udvikling, fra 9 til 24 år, gav objektive målinger af kropsfedt, mens detaljerede kropsmålinger gjorde det muligt for forskerne at sammenligne metoderne.
“Dette er et ekstraordinært datasæt, som har kostet millioner af pund at indsamle,” siger Andrew Agbaje. “Ingen andre i verden har det.”
Andrew Agbaje siger, at der var en klar vinder blandt de mulige alternativer – sammenligning af et barns taljemål med deres højde forudsagde bedst fedtmassen målt med DEXA.
Ikke andet end organer og fedt
Talje-til-højde-forholdet “var meget effektivt for både drenge og piger” og forblev stabilt over tid, forklarer han. “Det kræver meget at øge din talje i forhold til din højde,” tilføjer han.
Men hvad gør forholdet mellem taljeomkreds og højde til en så effektiv indikator for fedtniveauer?
”Bortset fra det yderste lag af mavemuskler er der ingen muskler i taljen eller maven,” siger Andrew Agbaje. ”Der er ikke andet end organer og fedt. Når din talje begynder at blive større, ved du, at det skyldes øget fedtlagring.”
”Højdeindekset afspejler kroppens samlede længde, og derfor kan forholdet mellem talje og højde estimere både den samlede fedtmasse i kroppen og den centrale fedtmasse (svær overvægt i maveregionen), målt med DEXA, med op til 89 % nøjagtighed.”
Faren ved overdiagnosticering
“Hvad BMI koster os, er enormt,” siger Andrew Agbaje. “Ved at stole på BMI ved vi ikke, hvornår vægten er fysiologisk – en naturlig og sund del af væksten – og hvornår den er patologisk – en grund til bekymring.”
"Når overvægt bliver patologisk, bør vi gøre noget ved det," bemærker Andrew Agbaje. "Men når det er fysiologisk, kan de samme indgreb være farlige for et barn, fordi børn har brug for mindst fire (4) gange så meget muskelmasse som fedtmasse for at mindske risikoen for hjerte-kar-sygdomme."
Typiske behandlinger mod svær overvægt– ofte begrænsning af madindtag, men også medicin og operation – kan hæmme muskelvæksten i en afgørende udviklingsfase hos et barn, der ikke har for meget fedt.
Unødvendige og potentielt skadelige interventioner kan forekomme hyppigt, når klinikere bruger BMI til at diagnosticere svær overvægt blandt unge, siger Andrew Agbaje.
To tredjedele ville være blevet fejldiagnosticeret
Omkring 20 % af børnene i den britiske kohorte blev klassificeret som overvægtige baseret på deres BMI som 9-årige. Men når man i stedet brugte forholdet mellem talje og højde, faldt andelen af børn, der blev markeret for høj fedtmasse, til kun 7 %.
Dermed har to tredjedele af de børn, der ifølge deres BMI ville være blevet diagnosticeret som overvægtige i den britiske kohorte, en normal fedtmasse.
“Forældre bør ikke lade sig afskrække af BMI eller af, hvor meget deres børn vejer,” siger Andrew Agbaje. Med den nye online fedtmåler “kan de bekræfte, om vægten skyldes øget fedt, ved at undersøge deres barns talje-til-højde-forhold.”
Baseret på den etniske sammensætning af deltagerne i den britiske undersøgelse vil den online beregner være mest præcis for kaukasiske børn, bemærker Andrew Agbaje.
