En ud af tre voksne har allerede en tidlig leversygdom — og et simpelt målebånd kan opdage den, før den bliver alvorlig. Ny forskning viser, at forholdet mellem din talje og din højde er langt bedre til at opdage personer med risiko for leversygdom end det længe anvendte BMI. Det er hurtigt, billigt og overraskende nøjagtigt — og kan blive et effektivt værktøj i kampen mod en af verdens hurtigst voksende sundhedstrusler.
Forskere siger, at body mass index (BMI) er på vej ud – og det med god grund. Nu leder forskerne efter en afløser: en anden let at indsamle måling, der mere nøjagtigt identificerer personer med fedtniveauer, der kan udgøre en sundhedsrisiko.
Nyere forskning peger på en lovende kandidat. Forholdet mellem taljemål og højde, eller WHtR, viser, hvor meget fedt der er lagret dybt inde i maven omkring vitale organer. Dette "skjulte" fedt er den type, der er stærkest forbundet med diabetes, hjertesygdomme og andre metaboliske problemer.
Det omgår mange af BMI's faldgruber, siger Andrew Agbaje, læge og professor i klinisk epidemiologi ved University of Eastern Finland i Kuopio.
Men den endelige validering af WHtR handler ikke kun om, hvorvidt det er en god erstatning for fedt – det handler om, hvorvidt det kan forudsige risikoen for sygdom.
Agbaje undersøgte, om forholdet mellem talje og højde kunne markere patienter med forhøjet risiko for fedtleversygdom, som anslås at ramme mere end hver tredje voksen på verdensplan. Hans resultater, der er offentliggjort i Journal of the Endocrine Society, tyder på, at WHtR er betydeligt mere følsom over for risikoen for leversygdom end BMI – og markerer personer til intervention, som ville være blevet overset ved brug af BMI.
Hvorfor BMI tager fejl
I årtier har BMI domineret folkesundhedskampagner om vægt og dens indvirkning på kardiometabolisk sundhed. Men fatale fejl i målemetoden, hvis skaber udtrykkeligt advarede om, at den aldrig skulle bruges til at vurdere en persons individuelle sundhed, betyder, at den er ved at miste popularitet blandt epidemiologer og andre forskere.
Først og fremmest, siger Andrew Agbaje, er BMI ikke en effektiv indikator for det, den angiveligt måler. Den kan ikke skelne mellem 'god vægt' som mager muskelmasse og usunde fedtniveauer.
Det betyder, at BMI klassificerer nogle meget veltrænede mennesker som 'overvægtige' eller endda 'fede', når det er muskler, der udgør størstedelen af deres vægt, forklarer Andrew Agbaje. Samtidig kan nogle stillesiddende mennesker have bekymrende fedtprocenter på trods af at de falder ind under kategorien 'normal' vægt ifølge BMI på grund af lave muskelprocenter.
En enklere, smartere måling: WHtR
Selvom vi afviser BMI, har sundhedspersonale stadig brug for et redskab til at identificere, hvilke patienter der har behov for screening for tilstande forbundet med overskydende kropsfedt, herunder hjerte- og leversygdomme. "Ikke alle klinikker har en DEXA-scanner, der kan måle kropsfedt direkte," siger Andrew Agbaje. "Men alle klinikker har et målebånd."
Målinger af taljemål kan give klinikere mulighed for at fokusere på den 'problematiske' type fedt. Selv de mest muskuløse bodybuildere har ikke meget muskelmasse i taljen, så ekstra volumen på dette sted af overkroppen kan tilskrives fedt omkring organerne – den farligste type kropsfedt set ud fra et metabolisk perspektiv.
Derefter divideres dette tal med højden for at tage højde for, at højere mennesker har forholdsmæssigt større taljemål.
I tidligere undersøgelser med britiske børn og unge voksne identificerede Andrew Agbaje flere grænseværdier – benchmark WHtR-forhold forbundet med højere kropsfedtprocenter målt med DEXA-scannere. Men det var uklart, om disse grænseværdier, der var udviklet for hvide børn, også ville gælde for voksne med anden etnisk baggrund.
WHtR sat på prøve i leveren
Andrew Agbaje satte sig for at undersøge, om WHtR-scores kunne identificere personer med risiko for leversteatose – en langsom ophobning af fedt i leveren. Det giver ofte ingen symptomer i starten, men kan stille og roligt skade organet i årevis, før man overhovedet opdager det.
Hvis det ikke behandles, kan denne ophobning af fedt fortrænge sunde leverceller og forringe organets funktion, hvilket i sidste ende kan føre til fibrose – arvæv, der gør leveren stiv – og skrumpelever, hvor så stor en del af organet bliver til arvæv, at det ikke længere fungerer korrekt.
For at teste WHtR grundigt analyserede Andrew Agbaje data fra en etnisk mangfoldig kohorte på ca. 6.500 personer i USA. Som en del af National Health and Nutrition Examination Survey mellem 2021 og 2022 havde forskere vurderet leverforholdene hos tusindvis af mennesker – i alderen fra børn til ældre – ved hjælp af ultralydsscanninger, der kan påvise selv tidlig, subklinisk fedtophobning, og klassificeret det på en skala fra 0 til 3.
Men undersøgelsen havde også indsamlet vægt- og kropsmålinger fra alle deltagerne. Kunne BMI eller WHtR forudsige hver persons leversteatose-”score” ved hjælp af en vægt og et målebånd alene?
WHtR er 'meget mere følsom' over for sygdom
Andrew Agbaje fandt, at WHtR var en meget mere effektiv indikator for leversygdom end BMI, siger han.
Mange patienter, som ultralydsscanningerne afslørede havde leversteatose, blev ikke markeret som "i risiko" for sygdommen ved hjælp af BMI. "Folk kan stå på vægten, og deres vægt ser ud til at være normal," siger Andrew Agbaje. "Men deres lever er allerede beskadiget."
Da han i stedet brugte WHtR, blev flere personer med tegn på leversygdom korrekt markeret til intervention. "WHtR var mellem tre og seks gange mere følsom over for risikoen for leversteatose," forklarer han. I praksis betød det, at personer med skjult leverskade var seks gange mere tilbøjelige til at blive markeret til opfølgning, hvis lægerne brugte WHtR i stedet for BMI. "Hvis vi har 18 personer med leversteatose, ville kun 3 være blevet opdaget ved hjælp af BMI alene," siger han. "WHtR ville fange alle 18."
Det er opmuntrende, at WHtR fungerede lige så godt hos personer med forskellig race og etnisk baggrund. "Dette overvinder en begrænsning ved BMI, som har reel variabilitet på tværs af racer," siger han.
Hvor skal grænsen trækkes – og hvorfor er det vigtigt?
Andrew Agbaje advarer om, at pålideligheden af disse målinger afhænger af "grænseværdierne" – de WHtR-tal, der fortæller lægerne, hvornår en persons fedtniveau er gået fra sundt til risikabelt til farligt.
Nogle organisationer, herunder det britiske National Institute for Health and Care Excellence og det amerikanske forsvarsministerium, har foreslået 'runde' tal som 0,5 og 0,6 som grænseværdier, da disse er nemmere for læger og patienter at huske. "Men videnskaben handler om objektivitet, ikke om nem at huske," siger Andrew Agbaje.
Vilkårlige grænseværdier kan betyde, at man går glip af muligheder for at gribe ind. I stedet siger Andrew Agbaje, at det er afgørende, at forskerne fastlægger den reelle "risikogrænse" på baggrund af data. Faktisk tyder ultralydsdataene fra denne undersøgelse på, at leverskader allerede kunne påvises hos unge med et WHtR-forhold på 0,53, hvilket er langt under det tal på 0,6, som nogle andre forskere har foreslået som risikogrænse.
"Det hjælper os med at screene mennesker – at udnytte enhver mulighed, vi har, for at opdage sygdommen på et tidligt stadium og iværksætte interventioner, der vil forbedre folks sundhed," siger Andrew Agbaje.
