Store sprogmodeller som ChatGPT kan forlænge i hvert fald en del af livet, mener forskere. Det stiller store krav til både jura og etik, at det i fremtiden bliver let at lave high-fidelity digitale dobbeltgængere af personer – også selvom de ikke selv vil have det – siger forsker.
Hvad vil det sige at leve for evigt?
De fleste vil måske mene, at det vil sige, at man også om 100 år kan opleve en masse og være sammen med venner og familie.
Det er selvfølgelig rigtigt, men hvis ens tanker, måde at tale på og andre personlige karaktertræk lever videre, selvom man er død og borte, vil det så også betyde, at man på én eller anden måde forlænger deres liv?
Etikere har stillet sig selv spørgsmålet og er kommet frem til, at store sprogmodeller som for eksempel ChatGPT kan opnå nogle af målene bag ønsket om at forlænge ens liv, fordi de store sprogmodeller faktisk kan videreføre en del af dig, selvom du ikke er her mere.
Det kan betyde, at børn til en afdød far stadig kan spørge ham til råds om kærester eller fodbold, eller at afdøde forfattere stadig kan ”skrive” bøger.
Det sætter dog også store krav til, hvordan vi omgår denne mulighed etisk og juridisk, da muligheden for at lave digitale dobbeltgængere, der kan leve videre efter ens død, ikke er et fremtidsscenarie, men faktisk eksisterer allerede nu og her.
”Det er interessant og nødvendigt at beskæftige sig med nu, fordi der eksisterer et hul inden for det her område, idet vores eksisterende normer og love ikke har kunnet se så langt ud i fremtiden.Problemet er nu, at vi både har de store sprogmodeller til at kunne forlænge dele af folks liv, samtidig med at de personlige data, som personliggjorte sprogmodeller skal bygges på, allerede findes derude i overflod på Instagram, Facebook osv.,” forklarer postdoc Sebastian Porsdam Mann fra Centeret for Avancerede Studier i Biovidenskabelig Innovationsret ved Københavns Universitet.
Sebastian Porsdam Mann har sammen sine kollegaer offentliggjort deres tanker om digitale dobbeltgængere og de etiske problemstillinger inden for emnet i The American Journal of Bioethics.
Vi vil gerne feste lidt længere
De tanker, som Sebastian Porsdam Mann har tænkt med sine kollegaer, omhandler blandt andet en definition af årsagerne til, at folk gerne vil leve længere end normalt.
Her kom de frem til tre generelle grunde til, at det vil give mening for mange mennesker at fortsætte med at leve lidt endnu og i stedet for kun at blive 80 år så blive 120, 150 eller måske 200 år gamle.
For det første vil mange mennesker gerne have flere subjektive oplevelser. Vi vil gerne ”fortsætte med at feste”, som Sebastian Porsdam Mann formulerer det.
”Det vil nok være den primære årsag for de fleste mennesker, men selvom det vil være årsagen for de fleste, kan der også være andre årsager til, at nogle mennesker gerne vil leve længere,” forklarer han.
Digitale dobbeltgængere kan forlænge forfatteres ”liv”
Den ene af de to andre årsager kalder forskerne for ”legacy” eller ”impact”.
Det går i store træk ud på, at ens viden kan blive videreført og ens projekter fuldendt.
Lad os som tænkt eksempel forestille os en forfatter, der ikke nåede at skrive sin sidste store roman færdig.
I det tilfælde kan en personaliseret sprogmodel faktisk godt skrive bogen færdig ved at basere sprogmodellen på forfatterens tidligere værker.
Forfatteren vil i den sammenhæng ”leve videre”.
”Jeg har selv udgivet en masse artikler, og det betyder, at det ville være muligt for en sprogmodel at lære af mine artikler og skrive for eksempel en af mine bøger færdig. Det interessante er ikke, at det er en mulighed, fordi det er det, men at vi har svært ved at sige, hvorfor eller hvordan det er juridisk eller etisk forkert at gøre dette med andre folks data,” forklarer Sebastian Porsdam Mann.
Som at snakke med en afdød far
Den sidste af årsagerne til, at nogle mennesker gerne vil forlænge livet, kan være, fordi de gerne vil være der for deres efterladte.
Det kan som eksempel være en far, der bliver dødeligt syg og gerne vil være der for sine børn efter sin død.
Her vil det også være muligt med en sprogmodel at skabe en digital dobbeltgænger, som børnene kan tale med om både lette og svære emner.
Faren behøver end ikke at tage beslutningen selv. Det kan hans efterladte kone eller andre gøre for ham uden hans samtykke.
”Vi siger, at der er i hvert fald disse tre grunde til at forlænge livet. Selvom årsag nummer ét ikke lige nu er en mulighed – så vidt vi ved – skal vi ikke undlade at skele til nummer to og tre,” siger Sebastian Porsdam Mann.
Mangel på juridiske og etiske retningslinjer
Sebastian Porsdam Mann forklarer, at det allerede nu er muligt at lave personaliserede sprogmodeller, der kan være ”livsforlængende”.
For eksempel har rigtig mange mennesker lagt deres personlige oplysninger tilgængeligt frem for offentligheden på for eksempel Facebook eller Instagram.
På nogle af os er det muligt at tilgå år eller endda årtiers personlig information og derved lave en digital dobbeltgænger ved hjælp af en sprogmodel.
Den dobbeltgænger vil på mange måder opføre sig som personen selv.
Som det er i dag, kan alle lave en digital dobbeltgænger af en anden person uden hverken moralsk eller juridisk samtykke.
Netop det er et problem.
”Vi mangler et juridisk holdepunkt for, hvor tæt man kan gå på folk, når man laver digitale versioner af dem. I dag er det sådan, at hvis man selv lægger en masse om sig selv ud på internettet, vil det være tilgængeligt, og folk kan lave en digital dobbeltgænger uden at gøre noget ulovligt. Vi har foreslået, at man altid skal have samtykke, før man kan lave en sprogmodel af folk, men der er for nuværende ikke noget, der stopper folk juridisk i at gøre det uden samtykke, og der er ingen konsensus om de etiske overvejelser forbundet med det. Der eksisterer nogle store områder, hvor vi mangler nogle retningslinjer for, hvad man ikke må eller bør gøre,” siger Sebastian Porsdam Mann.