Hvis kost, motion og andre helbredsfremmende faktorer er på plads, øger dårlig søvn ikke selvstændigt risikoen for udvikling af kræft i fordøjelsessystemet, viser ny forskning. Det er en god nyhed, og det viser også, hvor vigtigt det er at undersøge forskellige faktorer for et godt helbred i kontekst, siger en forsker.
Dårlig søvn er helt generelt ikke godt for helbredet.
Det er blevet slået fast flere gange, at dårlig søvn blandt andet er koblet sammen med hjertekarsygdom, diabetes og kræft.
Et nyt studie viser dog, at hvis man justerer for alle andre faktorer, er dårlig søvn ikke i sig selv en risikofaktor for udvikling af kræft i fordøjelsessystemet.
Resultatet er en god nyhed, siger en af forskerne bag studiet, fordi det faktisk viser, at selvom man sover dårligt, vil sund kost, motion, rygestop m.m. stadig have en gavnlig effekt på kræftrisikoen.
»Det ser ud til, at når det kommer til risikoen for udvikling af kræft i fordøjelsessystemet, er søvn ikke så vigtigt, som mange har troet. Det er en god nyhed. Vores studie bidrager også til en bedre forståelse af, hvordan forskellige helbredsfaktorer interagerer og påvirker forskellige helbredsudfald,« fortæller lektor og søvnforsker Christian Benedict fra Uppsala Universitet.
Forskningen er offentliggjort i BMC Medicine.
Granskede helbredet hos flere end 400.000 personer
I studiet ønskede forskerne at dykke dybere ned i relationen mellem søvn, kost og risikoen for udvikling af kræft i fordøjelsessystemet, hvilket vil sige kræft i alt fra mund og hals til tarme og associerede organer som lever, nyrer m.m.
Til formålet indhentede forskerne data på 406.584 personer fra UK Biobank.
UK Biobank består af omfattende data på de personer, der findes i databasen, og indeholder blandt andet sundhedsdata, livsstilsdata m.m.
Forskerne inddelte forsøgsdeltagerne efter deres søvn (under seks timer om natten, syv til otte timer om natten og over ni timer om natten).
De inddelte også studiepopulationen efter dagligt indtag af kostfibre, frugt, grønt og kød og opdelte folk i grupper fra 0 til 3, hvor 0 var de mindst sunde, når det kom til kost, mens 3 var de sundeste.
Endelig fulgte forskerne forsøgspersonerne i sundhedsregistre i gennemsnitligt 12,6 år og identificerede, hvem der udviklede kræft i fordøjelsessystemet.
Forsøgsdeltagerne var i alderen 38 til 73 år, og 54,1 pct. var kvinder.
»Det er klart, at kost og motion har den største betydning for risikoen for udvikling af kræft, men med dette studie ville vi bedre belyse den rolle, som søvn spiller,« forklarer Christian Benedict.
Dårlig søvn og dårlig kost øger risikoen for kræft
Resultatet af studiet viser først og fremmest, at jo sundere folk spiste, desto mindre var deres risiko for udvikling af kræft i fordøjelsessystemet.
Det er som sådan ikke en overraskelse, idet andre studier har vist det samme.
Studiet viste også, at søvn i mindre end syv timer om natten og søvn i mere end ni timer om natten øgede risikoen for udvikling af kræft i fordøjelsessystemet.
For lidt søvn var associeret med omkring ni pct. forøget risiko for kræft, mens for meget søvn var associeret med omkring 14 pct. øget risiko for udvikling af kræft.
Forskerne sammenholdt også de to målepunkter og kunne på den måde undersøge, om den beskyttende effekt af at spise sundt kunne eliminere den negative effekt af at sove for lidt eller for meget.
Denne sammenligning viste, at så længe kosten er på plads, betyder dårlig søvn ingenting for risikoen for udvikling af kræft.
"Det er den positive nyhed. Det betyder, at selvom dårlig søvn er associeret med øget risiko for udvikling af kræft, kan man neutralisere denne risiko ved stadig at spise sundt og motionere," siger Christian Benedict.
Dårlig søvn leder til uhensigtsmæssig adfærd
Christian Benedict forklarer, at resultatet af studiet peger på, at den negative effekt af dårlig søvn på risikoen for udvikling af kræft i fordøjelsessystemet formentlig ikke har meget med selve søvnen at gøre, men mere med, hvad vi gør, når vi sover for lidt.
Vi får måske ikke motioneret nok og har ikke nok opmærksomhed på sund kost.
Tanken er, at dårlig søvn leder til adfærd, der kan være kræftfremmende.
"Vi ved, at dårlig søvn øger risikoen for blandt andet diabetes, hvilket kan øge risikoen for udvikling af kræft, og så tager vi også flere chancer, når vi ikke får nok søvn. Måske er vi også mere tilbøjelige til at spise usund mad og i større mængder samt at ryge og drikke mere. Alt sammen kan bidrage til udvikling af kræft i fordøjelsessystemet," fortæller Christian Benedict.
Han uddyber, at denne type studier er vigtige at lave, fordi de er med til at nuancere billedet af, hvad der er sundt, og hvad der er usundt.
"Vores helbred er resultatet af en kompleks livsstil, hvor flere forskellige faktorer spiller ind. Det handler ikke bare om, hvordan vi sover om natten, og hvad vi spiser. Det handler også om motion, om vi ser venner, om vi lever et sted med mere eller mindre forurening m.m. Man er nødt til at gøre mange ting for at mindske risikoen for sygdom mest muligt, men mange af disse ting spiller sammen på måder, der gør dem svære at adskille fra hinanden. Søvn spiller måske ikke en direkte rolle for risikoen for udvikling af kræft i fordøjelsessystemet, selvom det spiller en rolle for mange andre sygdomsudfald," siger Christian Benedict.