Mange daglige timer uden bevægelse hænger statistisk sammen med sygdomme i næsten alle dele af kroppen. Et nyt, omfattende studie viser, at lidelserne optræder hyppigere, jo mere man sidder stille, og en løbetur efter fyraften ser ikke ud til at kunne ophæve mønstret.
Klokken er lidt over ni mandag morgen, da du åbner computeren. Du svarer på en mail, klikker dig ind i et onlinemøde, scroller ned gennem et regneark og bliver siddende, mens kaffen bliver kold ved siden af tastaturet. Senere glider frokosten ind foran skærmen, og først sidst på eftermiddagen går det op for dig, at din krop er stiv og øm af at have været holdt fanget i samme inaktive position i timevis. Og efterhånden som dagene går, tager ubehaget kun til, da jobbet byder på mere af det samme, kun afbrudt af få skridt til og fra kaffeautomaten og toilettet.
Tidligere forskning har allerede dokumenteret, at den slags inaktive dage kan øge risikoen for hjerte-kar-sygdomme. Nu peger et nyt studie på, at kroppen ser ud til at registrere de mange timer i ro langt bredere end hidtil antaget. Sammenhængen dukkede op på tværs af næsten hele kroppen.
Studiet er udgivet i JACC Advances.
Inaktivitet var koblet til sygdom i næsten hele kroppen
Bag studiet står blandt andre kardiologerne Patrick T. Ellinor og Shaan Khurshid fra Harvard Medical School og Mass General Brigham nær Boston i USA. Desuden tæller holdet forskere fra blandt andet University of Helsinki og universitetshospitalet i Hamborg.
Ved at koble britiske befolkningsdata fra UK Biobank med aktivitetsmålinger fra håndledsbårne bevægelsessensorer og registreringer af deltagernes sygdomme undersøgte holdet, om mange passive timer i hverdagen hænger sammen med risikoen for at udvikle en eller flere af 761 forskellige sygdomme.
Her tegnede der sig et markant mønster: Mange timers daglig inaktivitet hang sammen med risikoen for at udvikle 81 sygdomme. For 75 af dem — svarende til 93 pct. — gik mønstret i samme retning: Risikoen steg, jo flere timer folk havde siddet stille.
“Vores resultater stemte overens med vores forventninger. Ikke desto mindre var vi overraskede over, hvor bredt sammenhængene spændte, eftersom de omfattede 15 ud af vores i alt 16 undersøgte sygdomskategorier,” siger Shaan Khurshid, der nævner, at 36 af de 81 fundne sammenhænge - svarende til 44 pct - tilhørte sygdomme i kredsløbet, stofskiftet og nyrerne.
Det betragtes i dag som et sammenhængende biologisk system, kaldet CKM. Her kan et forstyrret sukkerstofskifte sætte gang i en dominoeffekt, hvor blodkarrene gradvist tager skade, blodtrykket stiger, og belastningen flytter sig videre til både hjertet og nyrerne. Derfor vækker netop disse sygdomme særlig interesse, når forskerne leder efter spor af langvarig inaktivitet.
Kroppen ser ud til at betale prisen for timerne i ro
Præcis hvorfor kroppen reagerer på mange timers inaktivitet, er stadig uklart.
Men tidligere forskning peger på, at langvarig siddetid kan påvirke alt fra kroppens følsomhed over for insulin til dens håndtering af fedtstoffer og graden af kronisk inflammation. Hvis kroppen sammenlignes med en motor, ser det ud til, at den fungerer bedst, når den jævnligt holdes i gang.
Mønstret blev tydeligere, jo flere dage kroppen var i ro: Jo flere dage en person var inaktiv i mere end 10,6 timer, desto højere lå risikoen for de udvalgte CKM-sygdomme. Personer, der tilbragte mere end 10,6 timer dagligt i ro, havde højere risiko for flere sygdomme end dem, der lå omkring 8,2 til 9,4 timer om dagen.
Helt konkret var risikoen 13 procent højere for at blive ramt af forhøjet blodtryk, 18 procent højere for diabetes, 14 procent højere for kronisk nyresygdom og 19 procent højere for søvnapnø.
“Det er ikke nødvendigvis én ekstra time på en enkelt dag, der vælter læsset. Der, hvor skaden for alvor sætter ind, er ved en hverdag, hvor de fleste vågne timer går med at sidde eller ligge stille,” siger Shaan Khurshid, der tilføjer, at fx en halv times pause med motion her kun ser ud til at hjælpe lidt. Den kan ganske enkelte ikke ophæve de mange timers skadesvirkning.
“En løbetur eller træningstime kan være sund, men den kan ikke kompensere for en hel dags inaktivitet, som dermed ser ud til at have sin egen indflydelse på helbredet,” fastslår han.
Det er ikke det samme at sidde stille og motionere for lidt
Resultaterne rejser et oplagt spørgsmål: Hvordan kan forskerne vide, at det faktisk er siddetiden og ikke blot mangel på motion, der er problemet? Spørgsmålet rammer et hul i den eksisterende viden.
Man har længe vidst, at helbredet påvirkes af, hvor meget man rører sig. Men tidligere studier har typisk bygget på deltagernes egne skøn over deres siddetid og har ofte kun undersøgt få sygdomme ad gangen.
Desuden har det at sidde stille traditionelt været set som det blotte fravær af motion, snarere end en isoleret sundhedsfare. Fokus har udelukkende været på, om folk nåede de anbefalede 150 minutters ugentlige motion, hvilket har gjort det svært at gennemskue, om inaktivitet i sig selv trigger sygdomme i hele kroppen.
For netop at lukke det hul krævede det objektive data. I stedet for at spørge folk, hvor meget de mente, de sad ned, brugte de derfor målinger fra håndledsbårne bevægelsessensorer hos 89.537 deltagere i det britiske forskningsprojekt UK Biobank.
Målingerne blev koblet til britiske sundhedsregistre, så det over de næste otte år var muligt at følge, hvem der udviklede en eller flere af omkring 700 sygdomme.
Særligt hjerte-, nyre- og stofskiftesygdomme, de såkaldte CKM-tilstande, var centrale.
Risikoen steg, jo længere dagen blev tilbragt i ro
I dataanalysen blev målingerne kørt gennem en statistisk model, der kunne skille bevægelse fra inaktivitet. De registrerede både, hvor meget deltagerne motionerede, og hvor mange timer de tilbragte siddende eller liggende i vågen tilstand. Det gjorde det muligt at isolere de to faktorer fra hinanden i den samlede befolkning.
Da deltagerne blev opdelt efter deres daglige inaktivitet, lå grænsen for den mest inaktive fjerdedel ved 10,6 timer om dagen.
Shaan Khurshid understreger dog, at man ikke skal stirre sig blind på dette meget specifikke tal som en fast biologisk grænse for den enkelte person. Kroppen bliver ikke pludselig syg i det sekund, uret runder ti timer og 36 minutter, siger han, og understreger, at risikoen snarere stiger gradvist for hver ekstra time, man bliver siddende.
“Tallet skal derfor mere ses som et udtryk for et hverdagsmønster, hvor risikoen for CKM-sygdomme generelt er højere.”
Selv motionister slap ikke fri af mønstret
Fundene blev derefter tryktestet i to supplerende analyser. Den første test tog livtag med den oplagte mistanke, at det i virkeligheden slet ikke er siddetiden, der gør udslaget, men at de inaktive deltagere blot er i dårlig fysisk form og mangler kondition.
For at undersøge det nærmere blev alle deltagere, der ikke motionerede i fritiden, fjernet fra analysen. I stedet analyserede de udelukkende den undergruppe af briter, som rent faktisk opfyldte de officielle motionsråd og trænede mindst 150 minutter om ugen.
Selv blandt personer, der levede op til motionsanbefalingerne, var risikoen for blandt andet diabetes og forhøjet blodtryk fortsat forhøjet, hvis resten af dagen primært blev tilbragt i en stol.
“Det er netop denne metodiske mellemregning, der underbygger mistanken om, at inaktivitet i de vågne timer har sin egen skadesvirkning, som ikke kan slettes af fx en løbetur,” pointerer Shaan Khurshid.
Men selv hvis mønstret er reelt, er det stadig uklart, hvor meget det betyder for folkesundheden som helhed.
Mange timer i ro kan veje lige så tungt som dårlig kost
I den anden analyse blev blikket løftet fra den enkelte deltager til folkesundheden som helhed. Formålet var at undersøge, hvor tungt den inaktive tid egentlig vejer i det store regnskab for folkesundheden sammenlignet med andre velkendte livsstilsfaktorer.
Til det formål beregnede de den såkaldte ‘befolkningsmæssige tilskrivelige andel’. Beregningen viser, hvor stor en andel af sygdomstilfældene der teoretisk kunne undgås, hvis de mest inaktive borgere reducerede deres daglige tid i ro.
En sådan manøvre kan ifølge beregningerne eliminere 1,6 procent af tilfældene med forhøjet blodtryk, 1,3 procent af diabetes, 1,9 procent af kronisk nyresygdom og 4,2 procent af alle tilfælde med søvnapnø. Efterfølgende sammenlignede forskerne disse tal med effekten af de klassiske sundhedssyndere fra det anerkendte amerikanske livsstilsindeks, som blandt andet måler dårlig kost, rygning og mangel på søvn.
Her viste modellen, at gevinsten ved at reducere den mest ekstreme siddetid i befolkningen kan være på niveau med gevinsten ved at forbedre kostvaner eller søvn.
For sygdomme som søvnapnø vejer den samlede tid i ro endda tungere end effekten af søvnmangel og dårlig kost, siger Khurshid.
På den baggrund foreslår de, at inaktivitet tænkes ind i sundhedsvæsenets forebyggende indsats. Hvis mønstret afspejler en reel årsagssammenhæng, kan timerne i ro vise sig at være en overset risikofaktor på linje med flere af de klassiske livsstilsvaner.
”Vores resultater viser, at det at sidde stille i mange timer hver dag har lige så stor negativ indflydelse på vores sundhed som samfundets andre etablerede livsstilsfaktorer. Derfor bør inaktiviteten også behandles som et selvstændig livsstilsfaktor,” siger han, hvorefter han lægger op til at bruge de 10,6 timers inaktivitet som en øvre grænseværdi for, hvor længe man kan tåle at sidde stille.
Hvor længe kan kroppen tåle at være i ro?
De tydelige mønstre i registerdataene ændrer dog ikke ved, at studiet har metodiske begrænsninger. Det var for eksempel en stor udfordring overhovedet at måle varigheden af den tid, forsøgspersonen er fysisk inaktiv, da sensoren i de udleverede armbåndsure ikke automatisk kan skelne mellem at ligge, sidde eller stå stille.
For at sortere dataene lod forskerne en maskinlæringsalgoritme analysere bevægelsesmønstrene og vurdere, om deltagerne sandsynligvis sad, stod eller lå ned. Det gør målingen mindre sikker end direkte observation.
Samtidig er studiet observationelt. Forskerne har kigget passivt på deltagernes mønstre og fundet et sammenfald i statistikken, men metoden kan ikke udelukke en omvendt årsagssammenhæng.
Derfor er det stadig uklart, om den stillesiddende tid bidrager til sygdom, eller om tidlige sygdomsstadier gjorde deltagerne mere trætte og inaktive.
Skal årsagssammenhængen afklares, kræver det interventionsstudier, hvor deltagere ved lodtrækning enten fortsætter deres normale hverdag eller reducerer deres inaktive tid over en længere periode.
“Her er vores fund det første spæde skridt i den rigtige retning,” siger Shaan Khurshid.
For millioner af mennesker, der tilbringer arbejdsdagen foran en skærm, peger resultaterne på, at kroppen måske registrerer mere end blot dagens løbetur. Den registrerer også alle de timer, hvor kaffen blev kold ved tastaturet, møderne trak ud, og motoren stod stille.
