EN / DA
Krop og sind

Kun hver anden taber sig af fiberrig kost

Kure lover nogle gange mere, end de kan holde. Og modsiger endda nogle gange hinanden. Forvirringen over modstridende og virkningsløse kure kan få nogle til at opgive at leve sundere. Nu har danske forskere måske afsløret en del af miseren. Forholdet mellem to slags tarmbakterier var i deres forsøg afgørende for, om overvægtige tabte sig. De nye resultater forklarer, hvorfor ”one size fits all"-kostråd ikke altid er svaret.

Hvordan kan kulhydrater, proteiner og fedtstoffer både være sunde og usunde? Hvordan kan forskningen endda nogle gange bekræfte, at forskellig mad og forskellige kure både virker og ikke gør det? En del af svaret på, hvorfor forskningen nogle gange kommer med forskellige svar, kan findes i vores tarmsystem, viser ny forskning, hvor deltagerne blev udsat for almindelig dansk kost og den særligt fiberrige Ny Nordisk Hverdagsmad.

"Undersøgelserne viser, at det kun vil være omkring halvdelen af befolkningen, der vil tabe sig, hvis de spiser efter de officielle kostråd og spiser flere grøntsager og mere frugt, fiber og fuldkorn. Den anden halvdel af befolkningen ser ikke ud til at have nogen gavn af disse kostomlægninger på vægten," siger adjunkt Mads Fiil Hjorth fra Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet.

Varierer fra person til person

I undersøgelsen deltog i alt 62 deltagere i 26 uger, og forsøgspersonerne, som spiste Ny Nordisk Hverdagsmad, tabte sig gennemsnitligt 1,8 kilo mere end dem, der spiste almindelig dansk kost. Da forskerne imidlertid bemærkede en stor variation i effekten, valgte de at kigge nærmere på forskellene, og svaret fandt de i de afføringsprøver, de havde taget fra forsøgsdeltagerne inden igangsættelsen af forsøget.

”Når forsøgsdeltagerne herefter blev opdelt efter deres tarmbakterier, og man analyserede resultaterne, viste det sig, at personer med en høj andel af såkaldte Prevotella-bakterier i forhold til Bacteroides-bakterier tabte sig 3,5 kg mere, når de spiste Ny Nordisk Hverdagsmad i forhold til ’gennemsnitlig dansk mad’ i løbet af de 26 uger.”

Havde man i stedet en lav andel af Prevotella-bakterier i forhold til Bacteroides-bakterier, så tabte man sig helt identisk, uanset hvilken af de to diæter man spiste.

”Vi har siden 2011 vidst, at andelen af Prevotella- i forhold til Bacteroides-bakterier varierer geografisk samt fra person til person, og det har i de seneste år været forsøgt forbundet med diverse sygdomsrisici, men det er første gang, at nogen viser, at en sådan ratio af bakterier er afgørende for, om det lykkes at tabe sig eller ej.”

One size does not fit all

Det nye studie er til gengæld et af mange, der bekræfter, at tarmbakterierne spiller en stor rolle i forhold til vores sundhed. Forsøgene viser også, at vores tarmbakterier har potentialet til at spille en afgørende rolle i forhold til menneskets personlige ernæring og udviklingen af fedme, og at ændringer i bakteriesammensætningen kan have stor betydning for vores sundhed.

”Det lader dog til, at fordelingen mellem Prevotella-bakterier og Bacteroides-bakterier er nogenlunde konstant - også selvom vi prøver at påvirke den ved kostomlægninger. Vi håber naturligvis at finde en anden strategi, der virker godt for dem med færre Prevotella-bakterier, som ikke taber sig af en fiberrig kost, men indtil da må de i stedet fokusere på andre kost- og motionsanbefalinger.”

Endnu er det for tidligt at konkludere, hvorfor fordelingen mellem Prevotella-bakterier og Bacteroides-bakterier har denne effekt. Tidligere forsøg har vist, at Prevotella-bakterier under nedbrydningen af de samme fibre udskiller andre og flere kortkædede fedtsyrer end Bacteroides-bakterier, der blandt andet påvirker appetitregulerende hormoner. Forholdet mellem bakterierne kan derfor sige noget om vores helbredstilstand og hjælpe til en god rådgivning.

”Det er et stort skridt fremad i arbejdet med at målrette ernæringen til det enkelte individ. Rådgivning om kost i dag er baseret på en "one size fits all"-tilgang, som ikke altid virker, hvorimod informationen, som man nu kan få via afføringsprøver og blodprøver, kunne spille en vigtig supplerende rolle i forhold til rådgivning. For den giver os mulighed for at tilpasse rådgivningen og dermed behandlingen af det enkelte menneske.”

Artiklen “Pre-treatment microbial Prevotella-to-Bacteroides ratio, determines body fat loss success during a 6-month randomized controlled diet intervention” er udgivet i International Journal of Obesity. Undersøgelsen er udført i et samarbejde mellem forskere fra Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet, DTU Fødevareinstituttet, Gelesis Inc, Boston og Steno Diabetes Center, hvis forskningshospital siden 1992 har været støttet af Novo Nordisk Fonden. 

Mads Fiil Hjorth
Associate Professor
My research has primarily focused on movement behaviors (physical activity and sleep) and the link to nutritional behavior, obesity and health (mental and metabolic). Recently, we made a dramatic breakthrough in the area of personalized nutrition showing that diets should be tailored to different groups of individuals. This is something scientists have searched for in decades and might be one of the major reasons why one superior diet will never be identified. In the future I will follow this lead and design RCT’s that answers these specific questions.