EN / DA
Kost og livsstil

Håb for overvægtige: Et af sultens signaler skiller sig ud

Vores sult styres af signaler fra mave og tarm. Hvis signalerne er forkerte, kan det føre til overspisning og over tid overvægt. Udskillelsen af de appetitregulerende hormoner stiger normalt, mens vi spiser, men ét skiller sig ud: Ghrelin stiger mellem måltiderne og øger vores appetit. Ved at forstå hvordan udskillelsen af ghrelin reguleres, håber forskere nu at kunne udvikle mere effektive behandlingsformer til overvægt.

Følelsen af sult kender alle. Mekanismerne, der regulerer appetit og fødeindtag, kender vi derimod ikke godt nok. Det er et indviklet system af hormoner og nerveimpulser, der styrer kommunikationen mellem hjerne og mave-tarm-kanal. Forstyrrelser i den signalvej kan føre til udvikling af livsstilsygdomme som fedme og diabetes. Vejen tilbage til normalvægt kan være både lang og kringlet.

”Mens udskillelsen af de fleste appetitregulerende hormoner stiger, mens vi spiser, så stiger hormonet ghrelin, inden vi spiser og gør os sultne. Vores nye forsøg viser, at ghrelin formentlig nedreguleres lige efter et måltid via et eller flere andre hormonsignaler fra tarmen. Hvis vi kan afklare, hvordan den nedregulering sker, kan vi måske kopiere den og på den måde lære at reducere sultfornemmelsen hos overvægtige,” forklarer hovedforfatter bag studiet Simon Veedfald fra Biomedicinsk Institut på Københavns Universitet.

Mavens symfoniorkester

Kirurgiske indgreb – som fx gastrisk bypass - har i de seneste år været et af redskaberne til at bekæmpe kraftig overvægt. Ved dette indgreb gøres mavesækken mindre, og tolvfingertarmen omgås. Det betyder, at næringsstofferne kommer til dele af tyndtarmen, som de normalt ikke kommer til, og netop i denne del er tætheden af de celler, der udskiller appetithæmmende hormoner, større.

”På den måde stimuleres tarmen til at ændre hormonproduktionen. Ghrelinniveauet i blodbanen falder efter en operation, men stiger så igen efter noget tid. Mekanismerne, der ligger bag, er endnu uafklarede. Det er et utrolig kompliceret system – nærmest som et symfoniorkester – af hormoner, som hver især spiller en væsentlig rolle.”

Tidligere studier har vist, at udskillelsen af ghrelin påvirkes af den såkaldte vagusnerve, der er den primære nerveforbindelse mellem maveregionen og hjernen. Vagusnerverne kan sammenlignes med to tykke elkabler, der løber ved siden af spiserøret.

”Nærmest som en slags motorvej mellem hjernen og blandt andet mave-tarm-kanalen. Nervetrådene i vagusnerverne indsamler oplysninger om mave-tarm-kanalens tilstand, men er samtidig involveret i reguleringen af udskillelsen af sulthormonet ghrelin.”

En ny tangent at spille på

Under faste øges koncentrationen af ghrelin i blodbanen også, men tidligere studier i rotter viser, at det slet ikke sker i samme grad, hvis man mangler vagusnerven. Forskerne finder det samme hos mennesker, der har fået overskåret vagusnerven grundet tidligere mavesår eller tidligere kræftsygdom. Her er ghrelinniveauet lavere end hos matchede kontrolpersoner.

”Koncentrationen af ghrelin i blodbanen hos de her patienter falder imidlertid fortsat, efter de har spist. Vagusnerven er altså ikke essentiel for det måltidsrelaterede fald i koncentrationen af ghrelin. Så selv om vi ikke har forstået den komplicerede mekanisme fuldstændigt, er vi i hvert fald kommet lidt nærmere.”

Det nye studie kaster et andet vigtigt lys over forståelse af ghrelins regulering, der kan vise sig at være af stor betydning i fremtidens behandling af fedme. Tidligere har man nemlig troet, at udskillelsen af ghrelin reguleres af et andet tarmhormon, det glukagon-lignende peptid-1 (GLP-1). Det nye studie tyder dog på, at ghrelinudskillelsen ikke påvirkes af GLP-1.

”Dette tyder altså på, at effekten af ghrelin er adskilt fra GLP-1, som man allerede i dag bruger til at skabe en kunstig mæthedsfornemmelse i hjernen. Hvis vi lærer at forstå og bruge ghrelin på samme måde, har vi en ny tangent at spille på ved behandlingen af overvægt, da vi formentlig vil kunne opnå ekstra effekt af GLP-1 sammen med en behandling eller særlig kost, der nedsætter ghrelinudskillelsen.”

Artiklen ”Ghrelin secretion in humans - a role for the vagus nerve?” er udkommet i Neurogastroenterology and Motility. Flere af artiklens forfattere er tilknyttet Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research på Københavns Universitet. 

Simon Veedfald
Assistant Lecturer
Ghrelin, an orexigenic peptide, is secreted from endocrine cells in the gastric mucosa. Circulating levels rise in the preprandial phase, suggesting an anticipatory or cephalic phase of release, and decline in the postprandial phase, suggesting either the loss of a stimulatory factor or inhibition by factors released when nutrients enter the intestine. We hypothesize that vagal signals are not required for the (i) preprandial increase or (ii) postprandial suppression of ghrelin levels. We investigate the hypothesis that (iii) glucagon-like peptide-1 might be implicated in the postprandial decline in ghrelin levels.